Hvordan danner man sig en holdning?

Ifølge Michel Foucault, hvis foredrag Hvad er kritik? netop er udgivet i dansk oversættelse af forlaget Mindspace, er kritik en slags modmagt. Kritikken som menneskelig praksis opstod i takt med de moderne statsdannelser i Europa fra 14- og 1500-tallet som en undvigemanøvre over for en stadigt mere indgribende og disciplinerende stat. Hvordan undgår jeg at lade mig styre? Dét er ifølge Foucault kritikkens grundspørgsmål. 

Hvad er så svaret på dette kritikkens grundspørgsmål? Ifølge Foucault er vejen til at undgå at lade sig styre at tænke. Med inspiration fra Immanuel Kants Hvad er oplysning? argumenterer han for, at kritik og oplysning hænger sammen, fordi magt og viden hænger sammen. Det at kunne undgå at lade sig styre forudsætter, at man konstant gør en indsats for at tilegne sig viden, at man som individ formår at vriste sin tænkning fri af den herskende diskurs og formulerer sin egen selvstændige holdning. På den måde bliver kritik ifølge Foucault »den velovervejede uregerligheds kunst.« Som han skriver: »Kritikkens fremmeste funktion vil være at udøve en afumyndiggørelse i et spil, som vi for enkelhedens skyld kunne kalde sandhedspolitikken.« 

Foucault holdt sit foredrag i maj 1978 for Det Franske Filosofiselskab. Hans tale er fuld af selvudslettende regibemærkninger, indfald om, at det, han står her og påstår, jo må lyde helt skørt i de tilstedeværendes ører, og desuden er han heller ikke ægte filosof. Et sted siger han: »Jeg skulle mene, og det, jeg siger her, er helt barnagtigt, at i forhold til oplysningen vil kritikken være den, der siger det her til erkendelsen: Ved du, hvor langt du kan vide?« 

Det er koket, men også en opvisning af foredragets grundpointe, som Foucault selv formulerer sådan her: »Tænk alt, hvad du vil, men ved du egentlig, hvor langt du kan tænke uden at komme på glatis?« Hvad sker der, hvis man forsømmer det tænkearbejde, Foucault taler om? Hvis man tænker, alt hvad man vil, men ikke også husker at overveje, hvor langt man kan tænke uden at komme på vidensmæssig glatis? 

Så sker der eksempelvis det, vi for tiden ser i den hjemlige debat om krigen mellem Israel og Hamas. Folk, der ellers sjældent beskæftiger sig med de komplicerede forviklinger i Mellemøstens politik, fyrer pludselig holdninger af, som var de eksperter ved Dansk Institut for Internationale Studier. Så ser man pludselig folk bortforklare terror, som den Hamas begik den 7. oktober, med henvisning til den israelske stats mange synder i fortiden. Så ser man folk udøve whataboutism af værste skuffe. Så ser man folk som teaterinstruktøren Niels Erling, der for nylig på sin Instagram delte et opslag med følgende tekst: »The number of kids killed daily by Nazis in Auschwitz: 127. The number of kids killed daily by Israel in Gaza: 178. If you are not standing up for the kids in Gaza; I know for a fact you would have never stood up for the kids in Auschwitz.« 

Ved Niels Erling mon, hvad Holocaust var? Har han overvejet, hvad det egentlig er, der står i det opslag? Det tyder ikke rigtig på det. Det er netop den her slags sofistiske relativisering, der er det modsatte af »den velovervejede uregerligheds kunst«, Foucault taler om, og som bør være enhver kritikudøvers rettesnor. Det, Erling gør, ligner snarere noget, Foucault måske kunne have kaldt: »Den uovervejede, historieløse virtue signalling, der ikke rigtig er en reel kritik, men en flad, popsmart holdningstilkendegivelse, der sigter på at tækkes sine venner og samarbejdspartnere i den kreative branche.« 

Den enkelte må overveje: Mener jeg det her, fordi mine venner gør, eller har jeg faktisk tænkt mig om?

Det er samme tendens, der gjorde sig gældende, da klimaaktivisten Greta Thunberg bakkede op om en taler, der inden hendes egen tale ved en demonstration i Holland, havde råbt slagordet From the river to the sea. Den sætnings logiske indhold er, at staten Israel skal fjernes fra jordens overflade. Det kan selvfølgelig være, Thunberg rent faktisk deler denne holdning, men det må man da ikke håbe. Uanset hvad er det ligesom i tilfældet med Erling et eksempel på eklatant mangel på tænkearbejde. 

I samme »jeg tænker så langt, jeg vil, uden at overveje, hvornår jeg kommer på glatis«-ånd har Jyllands Postens chefredaktør Marchen Neel Gjertsen i en leder i sin avis kritiseret RUC-forskeren Sune Haugbølle for i 2021 at være medunderskriver på et brev sammen med 39 andre mellemøstforskere, hvor Israel kritiseredes for sine brud på menneskerettighederne, herunder blokaden af Gaza. Af den grund mener Gjertsen ikke, at Haugbølle er noget værd som ekspert. Hun skriver: »At en dansk underviser og forsker forklarer et koldblodigt terrorangreb som indirekte krigslogik, er forstemmende, og RUC burde øjeblikkeligt reagere. I stedet får denne ekspert såmænd skattekroner for at turnere med sine udeklarerede synspunkter i danske medier og herved bane vejen for en yderligere fordummelse og radikalisering.« 

Uden at dokumentere, hvordan Haugbølle skulle have bortforklaret, relativeret endsige tilnærmelsesvist forsvaret Hamas’ angreb (hvilket han også selv efterfølgende totalt har afvist at have gjort på noget tidspunkt), skriver Gjertsen videre, at Jyllands Posten har »besluttet at deklarere alle udsagn af Sune Haugbølle som værende israelkritiske.« 

Det lyder absurd, men det er faktisk det, der står. At lederens formål er at tage et opgør med Jyllands Postens egen antisemitiske fortid, hvor man på lederplads udtrykte forståelse for Krystalnatten i 1938, gør ikke sagen meget bedre. Man kunne spørge: Hvorfor skal Marchen Neel Gjertsens avis have skattekroner (i form af en årlig mediestøtte på adskillige millioner kroner) for at sprede udokumenterede påstande om danske universitetsansatte med det ene formål at rense sin egen dunkle fortid? 

Det er kort sagt ikke nok blot at erklære sin holdning til dette eller hint. Der må mere til. Den enkelte må overveje, om det, man har gang i, faktisk er udtryk for en holdning dannet gennem et kritisk tænkearbejde. Den enkelte må overveje: Mener jeg det her, fordi mine venner gør, eller har jeg faktisk tænkt mig om? Mener jeg det her, fordi jeg er forhippet på at sende et bestemt signal, eller mener jeg det egentlig helt oprigtigt? Ellers bliver vi alle lemminger, der uovervejet løber i flok ud over en klippeskrænt. 

Egentlig burde det være ligetil: Selvfølgelig kan og bør man fordømme den Israelske stats krigsforbrydelser mod det palæstinensiske folk. Men behøver man udtrykke antisemitiske holdninger af den grund? Og selvfølgelig kan man som chefredaktør på en avis kritisere forskere, men behøver det blive gjort så udokumenteret og kluntet, grænsende til det absurde? Kan det være så svært at følge Foucaults opfordring til at gøre sig bevidst om grænserne for sin egen viden, inden man kaster sig ind i en informationskrig vedrørende en konflikt tusindvis af kilometer borte? 

Det kan selvfølgelig bare være mig, der tager fejl, og i virkeligheden handler det slet ikke om det, jeg tror: at indgå i et demokratisk fællesskab med afumyndiggørende kritikudøvelse for øje. Måske handler det for Gjertsen, Erling, Thunberg og de mange andre, der fyrer holdninger af sted i disse dage, snarere om at sende de rigtige signaler til de rigtige sociale grupper, så man kan få ros og være en del af et fællesskab baseret på enighed. Det lover desværre bare ikke ret godt for demokratiet.