»Jeg kan naturligvis helt holde op med at skrive kritisk om det russiske diktatur, men så har mit liv ingen mening.«

I toget fra Genève og op igennem Jurabjergene til den lille by ved floden, hvor jeg skal møde Mikhail Shishkin, læser jeg en korrespondance mellem to andre russiske emigrantforfattere i den schweiziske avis Le Temps. Jegor Gran skriver fra Paris, Nadia Sikorsky skriver fra Genève.  

Det, der kendetegner deres breve er ikke kun en skamfuld ensomhed over at være russer, at være taget som gidsel for sit lands barbariske overfald og for den russiske hærs grusomheder. Der løber også en sikkerhed under teksten i brevene, den samme som jeg finder i Mikhail Shishkins seneste bog. En vished om at undergangen kommer, hvor den russiske angrebshær vil lide et totalt nederlag og blive fordrevet fra Ukraine.  

Der forekommer ikke at være nogen tvivl hos nogen af dem. Det vil ende med tilintetgørelsen af den russiske ledelse med Putin i spidsen, med deres måske fysiske forsvinden. Men hvordan det vil ske, og i hvilket tempo, er naturligvis kun overladt til gisninger. Jegor Gran forestiller sig, at nederlaget vil snige sig ind på Putin på samme måde, som visheden om døden sniger sig ind på den enkelte, når et menneskes time kommer, således som den schweiziske psykiater Elisabeth Kübler-Ross har beskrevet det. Først kommer benægtelsen af nederlaget, at det simpelthen ikke kan passe, at den russiske hær ikke kan erobre Ukraine, og dernæst vreden over, at det er tilfældet. Så følger en indre forhandling med denne uafvendelige kendsgerning, en slags tilvænning til det, som styrkeforholdet på slagmarken, tilfældet og skæbnen vil, og dernæst følger en depression – og så følgelig en endelig accept. Sådan forestiller Jegor Gran sig, at Putin vil møde sit regimes undergang med nederlaget i Ukraine. 

Da jeg i dagene forinden har læst Mikhail Shishkins seneste bog, en blanding af essay og biografisk skitse fra sin barndom og ungdom i Sovjetunionen, blev jeg slået af ikke kun samme vished om undergangen for tyrannen, men først og fremmest den skyldbevidsthed, der er forbundet med, formelt eller uformelt, at repræsentere russisk litteratur. Også selvom Shishkin for ti år siden har frasagt sig enhver forbindelse til det russiske styre. Alligevel løber der en utilpashed gennem bogen, som en sårbar nerve, der gør at forfatteren aldrig finder ro, mens dette mareridt varer ved.  

På en måde minder det mig om noget, som min jugoslaviske forlægger formulerede engang sidst i halvfemserne, efter borgerkrigene: De, der var imod krigene og imod den frådende nationalisme, der hærgede Serbien under folkemordskrigen mod muslimerne i Bosnien, følte sig ikke kun belejret af vanvid, men også overladt til en sær politisk ensomhed, alene fordi den sanseløse vold, massakrerne på civile, fordrivelserne – alt sammen blev begået i deres lands navn og med en fuldstændigt vildført befolkning som tavse eller villige vidner, der igen og igen stemte på tyrannen, og med kirken og akademiet som jublende tilskuere. Det er denne ensomhed, som jeg fandt hos Mikhail Shishkin, da jeg læste hans bog i dagene forinden. 

Vi mødes på stationen, han er der for at møde mig, det er nogle år siden, vi sidst har truffet hinanden til en litterær salon på et slot ved Genèvesøen, og han foreslår raskt, at vi går ind mod byens gamle kvarter for at finde en restaurant, hvor vi kan sidde i fred, mens vi taler om bogen. På broen over floden spørger jeg ham, om det efterhånden ikke er længe siden, han sidst har været i Rusland? Han frasagde sig at repræsentere landet i 2013, og den sidste gang var et år efter, da han deltog i en litteraturfestival i Krasnojarsk i Sibirien. Han blev selvfølgelig svinet til af nationalister, og kaldt landsforræder og meget andet, men det var ikke det mest graverende for ham. For det, der slog ham mest, var at ingen talte om krigen mod Ukraine, om invasionen af Krim. Det var som om, at denne begivenhed slet ikke havde fundet sted. Det skubbede ham ud i det ubehag, som også hans nye bog bærer præg af. Det taler vi videre om inde i Rathausstübli, en krostue i midten af altstadt-kvarteret i den lille schweiziske by for foden af Jurabjergene. 

Er en retfærdig fred kun mulig med et fuldstændigt nederlag til den russiske hær i de besatte dele af Ukraine og en efterfølgende retssag for krigsforbrydelser begået af de russiske ledere – på linje med Nürnbergprocesserne og ICTY-domstolen i Haag, der behandlede krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien? Er det perspektivet for det næste år, eller de næste år – og hvis det ikke sker, vil den russiske aggression så fortsætte uforsonligt imod andre lande og andre folk? Visse kræfter taler meget upræcist om en fredsslutning, hvis første trin dog altid er, at vi skal indstille støtten til Ukraine. Det er som om, vi har hørt det hele før. Lad os erindre os de magtesløse og ambitiøse politikere, der rejste rundt på Balkan under folkemordet på de bosniske muslimer, og under belejringen af Sarajevo. Der kom absolut intet ud af deres samtaler med Milosevic, der stod bag det hele, før amerikanerne begyndte at bombe de serbiske stillinger rundt om byen. Kort efter blev der vedtaget en våbenhvile, og senere en fredsslutning i Dayton. 

»Lad os stille os selv spørgsmålet; var det godt for serberne, at de blev bombet i sommeren 1995 i Bosnien? Det er naturligvis et retorisk spørgsmål, for det er godt for ethvert diktatur at lide nederlag. At blive påtvunget et militært nederlag. Og det er en historisk erfaring i Rusland, at ethvert nederlag har været godt for en demokratisering af samfundet. Det var godt for det russiske samfund, at staten led nederlag i Krimkrigen i 1856, og det var godt, at Rusland led nederlag i den russisk-japanske krig i begyndelsen af det tyvende århundrede. Det var også godt, at Sovjetunionen led nederlag i den afghanske krig. Kongeeksemplet på hvor godt det er, at et diktatur må tabe militært, er naturligvis Tyskland i 1945, hvor man fik en mulighed for at rejse et helt nyt land oven på ruinerne.« 

»Det forekommer mig, at det har noget med generationerne at gøre. For mit eget vedkommende, så var den lykkeligste stund i 1991 efter det mislykkede kupforsøg, da Sovjetunionen brød sammen! Jeg følte, det var min egen personlige sejr over det kommunistiske diktatur. Og jeg var som mange tusinder andre tilstede på pladsen foran bygningen, hvor centralkomiteen for det kommunistiske parti holdt til. Alle råbte, at det nu skulle være slut med det kommunistiske diktatur. Så var der nogle udenlandske TV-stationer, der ville tale med folk, og da jeg jo har en professionel baggrund med en kandidat i tysk sprog, så valgte de mig som en tilfældig mand i mængden. Jeg var endnu ikke forfatter dengang, men arbejdede som skolelærer. Og forleden så jeg så tilfældigvis videoen, hvor tysk TV talte med en ung fyr på tredive, som jeg var dengang. Jeg sagde; ”Jeg er glad for, at min søn, der nu er tre år gammel, vil vokse op i et frit, demokratisk Rusland.” Nu er jeg imidlertid glad for, at han ikke mere bor i Rusland, men i Tyskland. Alle mine børn lever deres liv udenfor Rusland nu.« 

»Det er en historisk erfaring i Rusland, at ethvert nederlag har været godt for en demokratisering af samfundet!« 

»Det var en tid fuld af håb om, at Rusland virkelig kunne ændres. Men se nu, hvor krigen er begyndt! Og det skyldes selvfølgelig, at der efter kupforsøget og Sovjetunionens sammenbrud ikke indfandt sig nogen ændring. Det var stadig de samme institutioner, der beholdt magten i staten. Og lad os igen sammenligne med sammenbruddet for det nazistiske Tyskland. Det var hverken SS eller Gestapo, der stod for opbygningen af Forbundsrepublikken. Disse organisationer var blevet tilintetgjort med sammenbruddet for det fascistiske Tyskland. Det var i stedet fremmede militærstyrker, der grundlagde det nye demokrati. Vi kan kun grine af, at dette demokratiske mirakel skulle have været muligt med Gestapo, Wehrmacht, nazipartiet og SS ved magten. Men det var ikke desto mindre det, der var tilfældet i Rusland efter sammenbruddet i 1991. De samme organisationer fortsatte, nu med andre navne. Det hed ikke længere KGB, men FSB. Det var de samme funktionærer i parti og sikkerhedstjeneste, der nu stod for at genopbygge et samfund i Rusland. Og hvilket samfund kunne de så overhovedet formå at bygge? Præcist det vi ser i dag. I Rusland har der ikke været nogen demokratisering, afstalinisering, afbureaukratisering. Der har heller ikke været nogen Nürnbergdomstol, hvor man kunne drage magthavere til ansvar for deres forbrydelser mod det russiske folk. Og hvem skulle overhovedet kunne organisere en sådan domstol? De var jo stadig ved magten, disse selvsamme folk, der skulle for retten, så det er selvfølgelig meningsløst at forestille sig, at de skulle stille sig selv og hinanden til ansvar for deres forbrydelser mod menneskerettighederne, for deres magtmisbrug, og for deres endnu værre forbrydelser. Derfor var etableringen af et ny diktatur kun et spørgsmål om tid. Og derfor er vi endt her med et kriminelt regime, der nu er involveret i en aggressionskrig mod Ukraine.« 

»Men jeg husker hele stemningen den sommer i 1991, jeg var som sagt skolelærer dengang. Det var midt i ferien. Så jeg gik ind til barrikaderne i byen for at forsvare demokratiet, også selvom jeg selvfølgelig vidste, at det kunne blive farligt. Intet var jo afgjort, kuppet kunne falde ud til hvad side, det skulle være. Nogen døde derinde, og jeg kunne også selv dø. Men hvad så jeg, da jeg kom derind? Jeg mødte mine egne elever, der allerede stod på barrikaderne! De gik i 9. Klasse, og var vel 14 og 15 år gamle. Det var det lykkeligste øjeblik i mit liv! Jeg sagde til mig selv, at jeg umuligt kunne være en dårlig lærer, for de havde dog lært noget af det vigtigste i livet. Man må være parat til at kæmpe for friheden. Vi håbede, at det kunne komme til et endeligt opgør med elendigheden for Rusland; ikke flere lejre, ikke mere diktatur, ikke flere dødstrusler og ikke mere tvang og censur. Og se, hvor vi er nu. Jeg bor så langt væk fra Rusland, som her i Schweiz, og jeg modtager alligevel dødstrusler, fordi jeg ikke mere vil repræsentere Rusland. Det holdt jeg op med helt tilbage i 2013, og jeg trues og forhånes konstant for det, jeg skriver. Det er ligesom cirklen er sluttet nu, dødstrusler i fortiden mod forfattere, og nu igen med det putinistiske diktatur, som jeg skriver om i europæiske aviser. Men sådan er også Ruslands historie; den bider sig selv i halen. Fortidens forbrydelser og tilbageskridt vender tilbage igen og igen, til trods for glimtvise håb af og til.« 

Jeg har bemærket, at du aldrig skilter med hvor du bor her i Schweiz, du refererer aldrig til denne lokalitet. Er det fordi, du lever under beskyttelse? 

»Jeg kan ikke leve beskyttet som offentlig person, det er ikke en mulighed. Jeg kan naturligvis helt holde op med at skrive kritisk om det russiske diktatur, men så har mit liv ingen mening. Og dog er jeg selvfølgelig smerteligt bevidst om hvilken situation, det bringer min kone og hele min familie i, men der er ting, som jeg ikke kan opgive at skrive om. Det er ikke en mulighed. Det har været mit problem i årevis, men at give op er ikke en mulighed. Det er nu engang mit lod som forfatter, der skriver imod det putinistiske diktatur. Og dog er jeg vis på, at diktaturet vil falde. Og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe den ukrainske hær med at bekæmpe den russiske hær. Vi liberale russere og ukrainerne har den samme fjende: Putins regime. Derfor er det min kamp at hjælpe Ukraine lige nu.« 

Imperialisme og kolonialisme er i dag politisk tabuiserede begreber, der ingen som helst tilslutning har. Så mit spørgsmål til dig er; hvorfor skulle det ikke også være muligt for Rusland og for russerne at slippe ud af den nationalistiske kulturs fælde på samme måde, som det er sket for de vesteuropæiske kolonimagter i løbet af bare 60 år?  

»Lad mig begynde med at fortælle dig en anekdote. Det var for nogle år siden, ved et valgmøde for Aleksej Navalny, i en provinsby et sted. Han holdt en tale til tilskuerne, og bagefter kom der en mand op til ham for at trykke hans hånd. Og denne mand sagde: ”Aleksej, jeg holder virkelig af det, du siger. Og når du engang får magten, så vil jeg love at stemme på dig!” Denne måde at tænke på afspejler mange menneskers manglende forståelse af demokrati og magt, ikke bare i Rusland, men også andre steder i verden. På et vist niveau har det at gøre med nationalisme, som virkelig er en sygdom, der trækker os i den gale retning, tilbage til fortiden. Den forhindrer folk i at kunne sondre etisk mellem det onde og det gode for alle, men vil i sidste instans altid trække folk i retning af magten. Moderniteten tilsiger os tværtimod altid at vælge, at høre argumenter, at søge det fælles gode, og ikke bare slutte op om magten – alene fordi den tegner det land, man tilhører. Det er problemet med nationalismen i Rusland; den er før-moderne, den får masserne til at identificere sig med magten personificeret i én person, som så skal være den til enhver tid siddende Zar.

Men ikke desto mindre, så eksisterer der faktisk en nærmest civilisatorisk kløft mellem den liberale gruppe af russere, som jeg selv tilhører og så det store flertal, som identificerer sig med nationalismen. Dette flertal tænker tribalistisk. Og det tænker xenofobisk – det er angst for alt fremmed, mistroisk, og det lader sig let bilde ind, at fremmede vil prøve at komme russerne til livs. Og derfor mærker disse mennesker ikke nogen pligt til at dømme og vurdere noget selv, de forstår kun pligten til at følge deres leder. Derfor æder de råt narrativet om, at Rusland må forsvare sig mod ukrainske nazister, imod NATO-landene, som også er nazister. Alle lande, som er imod Putin, er nazistiske. Men denne tankegang hører dog ikke kun hjemme i Rusland, den er også udbredt andre steder, hvor nationalismen hærger. Ethvert autoritært regime forstår at bringe fortiden ind i nutiden på denne måde. Men du har ret, det er selvfølgelig ikke et eksklusivt russisk problem. Det er magtpåliggende for enhver diktator, at ingen må stille sig selv dette spørgsmål; ”Hvorfor skal jeg forsvare dette land?” Nej, alle må forsvare deres land uden at blinke, tilsiger nationalismen dem. Nu bringer man så fortiden frem for at legitimere sin aggressionspolitik. Vi skal ligesom vores bedstefædre bekæmpe fascister, dengang var det tyske fascister, og nu er det så ukrainske fascister.« 

»En opgave er at formulere den nationale, russiske skyld for denne krig mod Ukraine, og forsøge at formulere en soning for disse forbrydelser, der bliver begået i Ruslands navn.« 

Vi to tilhører jo den samme generation, og for mit vedkommende kan jeg sige, at vi blev opdraget med tro på FN og menneskerettigheder, som antageligt den første generation. Måske er der kun en generation mellem den forråede nationalisme – helt uanset om den er uerkendt i forhold til de koloniserede folk – og så modernitetens universalisme?  

»Ja, det er alt sammen et spørgsmål om statens rolle, at sikre et uddannelsessystem, hvor mennesker opdrages til at forstå verden og tænke frit. Problemet er, at i Rusland forekommer det modsatte at være tilfældet. Her hjernevaskes folk med nationalisme. Det mest groteske eksempel på, at en nationalistisk politik er blevet ophøjet til lov, er selvfølgelig fra Nazityskland, hvor man formaliserede den antisemitisme, der eksisterer over alt og til alle tider, i de såkaldte Nürnberglove. Dette siger jeg for at stække de forventninger man overhovedet kan have til russerne, når de var været underlagt et undervisningssystem, der igennem generationer har hjernevasket dem med nationalisme. Det er måske ikke noget, man for alvor har forstået her i Vesten, men russerne har jo i generationer været underlagt diktaturer, der har fremelsket det værste i den menneskelige psyke; fremmedhad, fremmedangst, tribalisme, suprematisme, blind loyalitet mod et parti og en fører. Alle de karakteristika, der kendetegner et fascistisk system. Så det er ikke så sært og uforståeligt, at man med grebet om staten og undervisningssystemet kan få folk til at slutte op om en krig.« 

»Det russiske folk kan ikke selv indse, at det er fascistisk. Det er en forståelig tragedie. Men lad mig give dig et eksempel: Min egen far var kun 18 år, da han gik ind i hæren, og var med til at forsvare landet mod den tyske invasion. Han forsvarede Rusland, men han forsvarede også Stalins regime, der havde dræbt hans egen far. Og igennem hele sit liv, bar han på den stolthed at han havde været med til at frigøre ikke kun sit eget land, men også Europa, fra fascismen. Og så kom perestrojka med Gorbatjov, og vi blev nu præsenteret for historikere, der sagde, at med den røde hær bekæmpede man ganske vist den tyske fascisme, men dermed fulgte ikke, at man vandt friheden. Man bragte bare en ny, russisk fascisme, som skulle vise sig at hærge i årtier fremover i de østeuropæiske lande. Og den udlægning kunne min far simpelthen ikke forstå! Hvordan kunne den røde hær være fascistisk? Det var en umulig tanke for ham. Det er den måde, det fungerer på. I hans optik forsvarede han ikke fascisme, men tværtimod hele den russiske kultur og litteratur, alt dette. Hvordan kunne det være fascistisk?« 

Men forskellen fra Sovjetunionen er vel, at i dag har alle adgang til information uanset hvor man befinder sig. Man taler om det liberale demokratis tyngdekraft, altså at menneskerettigheder og universalisme med tiden vil blive omfavnet sammen med ideen om alle personers retssikkerhed – det var jo den tanke, som Francis Fukuyama formulerede med titlen på sit berømte essay; ’Historiens afslutning’, nemlig at der ikke længere findes nogle udbredte, almene, legitime og troværdige alternativer til det liberale demokrati, som kan forestilles.  

»Men det er en ganske almindelig misforståelse blandt vesterlændinge, som du måske giver udtryk for der; at hvis bare russerne havde adgang til fri information, så ville de ændre deres indstilling til verden og andre nationer og folk. Men de seneste mange år – i hvert fald de seneste 20 år – da har de haft alle chancer for at få adgang til alternative former for information, end hvad de tilbydes i de statslige- eller statsligt styrede medier. Så de har kunnet vælge mellem den nationalistiske propaganda og rigtig journalistik, som har været tilgængelig hos TV Rain og andre stationer. Og prøv nu at forestille dig, du er en russisk far til en søn, som er faldet i krigen i Ukraine. Du får så tilbudt to sandheder, som du må vælge imellem. Den ene sandhed tilsiger dig, at din søn var en fascist, som deltog i en aggressionskrig mod Ukraine, og deltog i et morderisk felttog mod civile, der bare ønskede at forblive uafhængige og som ville bygge et demokratisk samfund. De ønskede også at åbne sig for Europa og for hele Verden. Denne sandhed tilbyder dig kun en bundløs skam over, at du skulle være far til en søn, der er faldet i en så æreløs kamp. Men den anden sandhed, den tilbydes du af Putin og de statslige medier. Der får du at vide, at din søn var en helt, der er faldet i kampen for russisk kultur og sprog og civilisation i kampen mod alle de kræfter, der kun insisterer på at ødelægge Rusland. Din søns offer ligger i forlængelse af de ofre, som hans bedsteforældres generation ydede i kampen mod den tyske fascisme, der engang forsøgte at ødelægge Rusland. Du er far til en falden helt.

Så spørgsmålet er nu, hvilken af de to versioner af en sandhed vil du vælge at være tro mod? Så du må forstå, at den civilisationskløft, som jeg taler om, der eksisterer mellem det liberale Rusland og så dette traditionalistiske, nationalistiske Rusland. Den er så afgrundsdyb, at det ikke er muligt at forestille sig hvordan man kan ændre disse menneskers måde at tænke på. Men ikke desto mindre, så må vi liberale kunstnere og forfattere holde fast i vores egen tradition, i det, der udgør vores egen arv i kraft af hele den russiske litteratur og kunst, det russiske sprog og alt det, der til syvende og sidst gør os til dem, vi nu engang er som russere, uanset hvor vi befinder os i dag, også udenfor Rusland. Mit håb er, at en ændring vil være mulig, når nederlaget indfinder sig, og der sker et skifte i Kreml efter forudsigelige magtkampe, og vi slipper af med Putin og de andre, der er ansvarlige for denne forfærdelige krig. Denne ændring i landet og i folks mentalitet kan kun realistisk komme ovenfra. Men selv i denne situation er der ingen garanti for en ændring til det bedre. Vi kan også forestille os, at nederlaget vil fremme en revanchistisk holdning og mentalitet, og man kun midlertidigt vil erkende sit nederlag, og så samle styrke til at prøve igen. Vi kan bare forestille os, hvad der vil komme ud af et fremtidigt præsidentvalg i Rusland efter et nederlag.

»Vi liberale russere og ukrainerne har den samme fjende: Putins regime. Derfor er det min kamp at hjælpe Ukraine lige nu.« 

Hvem vil vinde et sådant valg? Lad os forestille os en demokrat som fx Garri Kasparov stiller op. En sådan kandidat vil blive mødt med beskyldninger om, at han er en fremmed agent, en forræder, der har nydt livet i udlandet mens hans eget land har været i krig. Og for øvrigt, så har vi prøvet det der med liberalt demokrati, og det var ikke nogen succes! For tredive år siden, efter perestrojka, fik vi lov til at erfare hvad demokrati betød, og det ønsker vi ikke noget af mere. Det betød jo, at rige mennesker fik muligheden for at plyndre Rusland og forråde os alle sammen.« 

Som universalister tænker vi måske uafvidende i det begreb, som den tyske filosof Ernst Bloch formulerede som ” Ungleichzeitigkeit” – som usamtidighed, altså at dele af et samfund og sågar hele samfund ikke udvikler sig med samme hastighed som andre samtidige, moderne dele og hele samfund udvikler sig. Og dette er en bagvedliggende tankefigur, når vi taler om, at russisk mentalitet endnu ikke er universalistisk og demokratisk. I Ruslands tilfælde, vil man kunne sige, at det er et unikt land, der ikke nødvendigvis skal følge efter Vesten. Her har man sine egne traditionelle værdier, som også den russiske filosof Alexander Dugin har skrevet i flere af sine bøger. Hvad vil dit svar til dem være? 

»Først må man gøre sig klart hvilket Rusland man taler om, for der findes to Ruslande, der er to forskellige nationer i een nation, når vi taler om Rusland. Og dog taler russerne det samme sprog, de deler det samme landområde, men i mental henseende, så er de to Ruslande helt forskellige. Men hvordan er det kommet dertil? Før det 18. århundrede havde vi ikke nogen europæisk kultur i Rusland, og Zarens diktatur havde heller ikke brug for den. Det er det samme i dag, russerne er slaver, og man har ikke brug for kultur, kun våben og at slaverne adlyder ordrer fra den nye Zar. I Peter den Stores tilfælde inviterede man masser af europæere, folk med teknisk viden og folk med farlige ideer om oplysning og frihed. Og da blev det europæiske Rusland født. Og i de efterfølgende 200 år har de to Ruslande ligget i krig med hinanden.

Mit eget Rusland vandt efter den 1. Verdenskrig i februar i 1917, med februarrevolutionen, og Rusland blev erklæret det mest frie land i verden, og folk fik rettigheder og stemmeret. Også kvinder fik stemmeret ved den lejlighed, noget de først har fået langt senere i dette land! Det blev så ændret i oktober samme år, da det primitive og tilbagestående Rusland igen vandt med bolsjevikkernes væbnede kup, som de kaldte for en revolution. Det opstod som diktatur oven på en periode af kaos og mangel på varer og sikkerhed – præcist som den nye Zar Putin opstod som en magtfuld og diktatorisk leder oven på det kaos, som Rusland blev kastet ud i efter det kommunistiske systems sammenbrud. Men det frie, europæiske Ruslands sejr med kupmagernes nederlag varede dog et par år – det var det europæiske Ruslands anden sejr efter Februarrevolutionen i 1917. Efter vores nederlag må det europæiske Rusland så leve udenfor landet, da det ikke er muligt at skrive og tale frit mere i eget navn. Der er intet alternativ til emigrationen for en forfatter i dag.« 

Hvad kan man så gøre? Det får mig til at tænke på noget en serbisk professor i jura engang fortalte mig efter krigen i halvfemserne. Han mente, at det var vigtigt, at unge serbere lavede en film om den serbiske massakre på muslimerne i Srebrenica i Bosnien. Ser du dig selv som en forfatter, der vil påtage dig at lave en bog om de russiske massakrer i Ukraine? Kan du forestille dig hvordan en sådan bog med vidnesbyrd fra Bucha, vil blive modtaget i Rusland?  

»Jeg vil bare blive kaldt en løgner og en forræder, det begyndte allerede i 2013, da jeg ikke længere ville repræsentere Rusland internationalt. Disse mennesker, der er hjernevasket af Putins nationalistiske propaganda er uigennemtrængelige, det er helt ligegyldigt hvilke kendsgerninger, som du præsenterer dem for, så vil de have et svar parat, som de har hentet fra statens propaganda. De vil sige, at disse døde, der unægteligt forekommer på fotos fra Bucha, de er ofre for Ukraines egne fascister. Dokumentation af sådanne forbrydelser får ingen indflydelse på, hvordan folk tænker. Sådan er den borgerkrig, der de facto finder sted i Rusland. Og skulle jeg skrive en sådan bog, som du forestiller dig, så vil de aldrig læse den, aldrig! Jeg er jo forræder. Men trods alt er jeg optimistisk, som du også har kunnet læse i min bog; jeg tror på retsstaten, og det du kalder demokratiets tyngdekraft, hvor mennesker får rettigheder og de får sikkerhed imod overgreb fra myndighedernes side.  Jeg tror ikke på, at russerne for altid vil leve som slaver. Men jeg må indrømme, at jeg ikke kan få øje på den vej midt i dette mørke, der hersker lige nu.« 

»Efter vores nederlag må det europæiske Rusland så leve udenfor landet, da det ikke er muligt at skrive og tale frit mere i eget navn. Der er intet alternativ til emigrationen for en forfatter i dag.« 

Hvad kan du så få øje på lige nu, når du kigger mod Rusland? 

»Jeg kan kun se, at samfundet falder mere og mere fra hinanden, at fattigdommen vokser, at alt ensrettes, at maskerne falder og det rå diktatur træder frem i al dets rædsel. Der er ikke flere illusioner om såkaldt frie valg. Og så vil der komme nogle efterfølgere til Putin og hans lakajer, som Vesten vil blive nødt til at møde, simpelthen fordi de nye magthavere også er bevæbnet med atomvåben. Men i denne mørke stund er det vores opgave som forfattere udenfor landet at holde litteraturen levende, for den kan ikke længere leve i Rusland. Den situation havde vi allerede for 100 år siden efter bolsjevikkernes kup. Hvis vi ser på hvordan det gik dengang for de forfattere, der blev i Rusland, så overlevede den første generation og der var et livligt litterært liv med massevis af magasiner, udgivelser. Men den anden og den tredje generation endte fortabt og isoleret i kunstnerisk mørke. Men takket være den teknologi vi besidder i dag, så kan den frie og levende russiske kunst og litteratur leve videre på nettet og sociale medier hvor som helst udenfor Rusland. Vi kan bryde diktaturets forbandelse og læse og skrive frit – enten anonymt i Rusland eller i eget navn i emigrationen. Under det sovjetiske diktatur var russiske forfattere spredt for alle vinde, og levede i isolerede miljøer rundt om i Verden, men i dag er det ligegyldigt hvor du befinder dig udenfor Rusland. Vi er alle sammen tilstede samtidigt nu, alle steder på én gang, og kan skrive og læse frit udenfor Rusland og i Rusland selv. Som forfatter er du bærer af russisk litteratur over alt. Vi bygger lige nu et fremtidens Rusland.« 

En af de ting, som jeg vendte med en anden forfatter, der har været borger i Sovjetunionen – indtil han mistede sit statsborgerskab – den litauiske digter Tomas Venclova, var det begreb som Alexander Solsjenitsyn formulerede med ordene; ”Ikke at leve med løgne”. 

»Zhit ne po lzhi!« 

Ja, netop. Jeg mødte første gang dette udtryk i Polen, da jeg var aktivist som studerende, og var med til at smugle bøger, penge og stenciler til de alternative universitetskredse – der var det kendt som ’At leve i sandhed’.  Tomas Venclova fortalte mig, at det allerede var en måde at leve på i Sovjetunionen, et betydningsfuldt socialt fænomen, som det blev nødvendigt at fange i en formulering. Er dette slagord også en udfordring for dig i dag? 

»Ja. For ingen forfatter, der har indset systemets løgne ønsker selvfølgelig at leve med dem. Men man må så bare se i øjnene, at man også kommer til at betale for det, når man er russisk forfatter. Man må betale for at leve i sandhed, og det kommer an på hvordan regimet stiller sig an, hvor højt det sætter prisen for sandheden. Man kan komme til at betale ved bare at miste sit arbejde, eller man kan komme til at betale med en fængselsdom. Endelig kan prisen også være, at man skal betale med sit liv! Men der vil i alle tilfælde være en pris at betale. I dag er det sådan, at de folk, der insisterer på at ville leve i sandhed i Rusland, de protesterede for et år siden, da krigen begyndte. De var ganske vist bare nogle få, der havde modet, og de måtte betale for den ret det er, at leve i sandhed. I dag er de alle i fængsel. Så alle, der vil leve i sandhed i dag, må emigrere, og her taler vi om millioner af mennesker. De kan ikke se nogen fremtid i Rusland længere, hverken for dem selv eller deres børn. Men flertallet lever med løgne. Pusjkin formulerede det i den sidste sætning i sit drama Boris Gudonov; ”Folket forbliver tavs”.«  

»Det er også derfor, at litteraturen i Rusland er meget mere end bare litteratur, som den i mange tilfælde er her i Vesten. Den er tværtimod en del af denne borgerkrig, som jeg har beskrevet. Og en opgave er at formulere den nationale, russiske skyld for denne krig mod Ukraine, og forsøge at formulere en soning for disse forbrydelser, der bliver begået i Ruslands navn. Og dog har jeg svært ved at forestille mig, at nogen russere skulle falde på knæ som Willy Brandt gjorde i Warszawa, for at vise en gestus, der betød en soning af de forbrydelser, der var blevet begået i Tysklands navn. Det næste spørgsmål er så at oprette en krigsforbryderdomstol i Moskva, og bringe de ansvarlige for retten. Og her taler vi om virkeligt mange mennesker, alle dem, der har skrevet under på at støtte krigen. Men denne retssag har desværre ingen udsigter. Og dog vil krigen naturligvis slutte med et russisk nederlag, et totalt nederlag. Og hvad så? Og det vil også blive enden for Putin. Han vil sandsynligvis blive myrdet, men i hvert fald ikke komme for en domstol, og aldrig nogensinde blive udleveret som Slobodan Milosevic, til en international krigsforbryderdomstol i Haag.«