De kalder det kærlighed, vi kalder det arbejde

I kølvandet på coronanedlukningerne har 1950’ernes husmor i de seneste år gjort en overraskende genkomst. For blandt andre influenceren og teologen Ekaterina Andersen gjorde nedlukningerne det klart, som hun skrev i en kronik i Information, »at livet som husholder slet ikke er det helvede, vi vil reddes fra. Det er frihed.« På sin Instagramprofil, som har over 150 tusind følgere, beskriver hun selv med disse ord i bioteksten: »Sermon of family life. Lived orthodoxy. Anti woke.« 

Når Ekaterina Andersen og andre kvinder vælger at kvitte lønarbejdet til fordel for et liv som hjemmegående husmor taler de, (som også blandt andre filosoffen Tone Grosen Dandanell har fremhævet) ind i to tendenser i tiden: The Great Resignation og en tilbagevenden til en 1950’er-inspireret familiestruktur med manden som forsørger og kvinden som husmor, som finder sin mest ekstreme manifestation i fænomenet #tradwives. 

På trods af, at kvinder trådte ind på arbejdsmarkedet i massevis i løbet af 60’erne, er det den dag i dag stadig kvinder, der tager sig af størstedelen af husarbejdet. At blive hjemmegående husmor kan ses som en løsning på det 70’er-feminister kaldte the double shift; efter en lang arbejdsdag venter der for kvinder ofte en ekstra ’vagt’ derhjemme med børnepasning, madlavning, rengøring osv. 

Manglen på work-life-balance er efterhånden et lidt fortærsket emne i den danske debat, og løsningsforslagene er mange: udover at sige sit job op og blive hjemmegående husmor kunne man få sig en au pair og outsource husarbejdet til mindre privilegerede kvinder, man kunne også gå ned i tid og nedsætte sit forbrug derefter. 

Mere strukturelt orienterede løsningsforslag sigter ofte efter at sikre en lidt ’lettere’ dobbeltvagt for kvinder: for eksempel gennem kampe for ligeløn, øremærket barsel til mænd og bedre bemandede og billigere institutioner. Der stilles imidlertid sjældent spørgsmålstegn ved selve den måde omsorgsarbejdet er organiseret på i vores samfund, med ’familien’ som det primære sted for livets udfoldelse. 

Tilbage til 70’erne  

Hvor radikale og marxistiske feminister samt forskellige queer-bevægelser i 1970’erne identificerede den patriarkalske kernefamilie som roden til kvinders undertrykkelse i en kapitalistisk økonomi og eksperimenterede med ukonventionelle parforhold, boformer og måder at organisere omsorgsarbejdet på, er familiekritikken altså stort set fraværende i work-life-balance-debatten, som den udfolder sig i dag. 

1970’ernes familiekritik har imidlertid igen vundet indpas i feministisk teori. I foråret udkom tre nye skud på stammen af familiekritiske udgivelser: Radical Intimicy af Sophie K. Rosa, Family Abolition: Capitalism and the Communizing of Care af M.E. O’Brien og They Call it Love: The Politics of Emotional Life af Alva Gotby. 

I indledningen til Radical Intimacy tilslutter Sophie K. Rosa sig det, som hun beskriver som en »radikal modstrøm« til den mere ligheds- og rettighedsbaserede tilgang, som har præget mainstreamfeminismen i Storbritannien og andetsteds siden 80’erne. En modstrømning, »som genopliver kritikker af kernefamilien, social reproduktion og seksuelle politikker, og som sætter anti-racisme og abolitionisme i forgrunden.«  

Familien lever med andre ord ikke op til sit løfte. 

Bogen tager udgangspunkt i, at livet under det 21. århundredes kapitalisme på mange måder er karakteriseret ved en mangel på intimitet, det vil sige en mangel på nærhed, samvær, omsorg, meningsfulde forbindelser og fællesskab. 

Radical Intimacy udforsker manglen på intimitet gennem en række temaer: familien, men også self-care, romantisk kærlighed og sex, hjemmet, døden og venskab for at spørge: Hvad er roden til denne mangel? Hvordan kan vi forandre verden i en retning, så intimiteten får bedre vilkår? 

K. Rosas primære anklage mod familien er i den sammenhæng, at den ikke skaber den intimitet, som den lover: »Mens den giver sig ud for at være en bastion for tryghed og omsorg, er familien, som vi kender den, samfundets primære grobund for undertrykkelsen af kvinder og børn, kønnet vold, queerfobi og transfobi.«  

Halvdelen af de kvinder, som blev dræbt i England mellem marts 2019 og marts 2020 blev slået ihjel i deres hjem, højst sandsynligt at deres ægtefælle eller af et familiemedlem. Det er også indenfor hjemmets fire vægge, at flest børn bliver seksuelt misbrugt og mishandlet, og det er i familiens skød, at de fleste queers og transpersoner har deres første erfaringer med underkendelse, mobning og afvisning. Familien lever med andre ord ikke op til sit løfte. 

Over bogens 173 sider ophober K. Rosa en lang række popkulturelle referencer, personlige anekdoter og fakta, som slår fast, at det står ret skidt til med intimiteten i den verden, vi lever i, og peger på nye muligheder for mere radikal intimitet. Radical Intimacy er en påmindelse om, at livet – særligt i Storbritannien – er hårdt under kapitalismen og at familien er en del af problemet, men tilbyder ikke som sådan et originalt argument. K. Rosas familiekritik er mestendels en opsummering af de argumenter, som andre familiekritiske tænkere (for eksempel M.E. O’Brien) har fremført. 

Kald det kærlighed  

Alva Gotbys familiekritik tager specifikt udgangspunkt i den politiske bevægelse Wages for Housework, som i løbet af 70’erne krævede løn for husarbejde – ikke ment som et konkret reformforslag, som skulle sikre kvinder en større andel af den værdi, som skabes gennem lønarbejdet, men snarere som en grundlæggende kritik af den privatisering af reproduktivt arbejde, som familien og den private husholdning repræsenterer. Formålet var med andre ord ikke, at kvinder skulle fortsætte med at udføre husarbejde for en løn, men at synliggøre dette arbejde som arbejde og dermed afvise det som et udtryk for kvindens natur. 

Titlen låner Gotby således fra et essay af en af bevægelsens mest berømte repræsentanter, Silvia Federici, som indledes med ordene: »De siger det er kærlighed, vi siger det er ubetalt arbejde.«  Og det er netop husarbejdets følelsesmæssige komponent, det arbejde vi indimellem kalder kærlighed, som er fokus i They Call it Love. 

Gotbys centrale begreb emotional reproduction kombinerer begreberne emotional labour –  først brugt af sociologen Arlie Hochschild i 1980’erne til at betegne den brug af følelser, som er nødvendig for at leve op til de krav, som mange jobs i særligt omsorgs-og servicesektoren stiller – og social reproduction – et begreb i marxistisk feminisme, som henviser til alle de processer, som er nødvendige for at bevare og erstatte arbejdskraften i et samfund. 

Ved at definere familien som privatiseringen af omsorg gør de tre bøger det klart, at den ikke er markedets modsætning, men en nødvendig forudsætning for værdiskabelse. 

Kapitalismen er afhængig af, at et stort antal mennesker kan møde op på arbejde hver dag, og af at arbejdskraften bliver fornyet fra den ene generation til den næste. Det kræver, at der er nogen som føder og opfostrer nye arbejdere, nogen der vasker deres tøj og laver mad til dem, nogen, der tager sig af dem, når de bliver gamle og syge, men også, at der er nogen som holder dem med selskab, bakker dem op og generelt drager følelsesmæssig omsorg for dem.

Kapitalismen skaber en masse lidelse, stress, kedsomhed, ensomhed og angst, men også en arbejdsstyrke til at dæmme op for denne lidelse, og denne arbejdskraft tæller ikke blot psykologer, sygeplejersker, pædagoger osv., men også trøstende mødre, støttende hustruer og kvinder, som skaber god stemning på arbejdspladsen og i hjemmet. 

Det er idéen om, at alt omsorgsarbejdet udføres af kærlighed, som gør det muligt for kapitalismen at udvinde en uendelig mængde gratis arbejdskraft. I et moderne kapitalistisk samfund varetages en del af det reproduktive arbejde af offentlige institutioner, en del sælges og købes på markedet, men for at prisen på arbejdskraft kan holdes på et niveau, som gør det muligt fortsat at skabe profit, må en del af det forblive ubetalt.

Det må forblive individuelle arbejdere og deres familiers ansvar. Derfor indebærer en afvikling af lønarbejdet, ifølge Gotby, nødvendigvis en afvikling af husarbejdet og den institution, som gør det muligt, det vil sige familien. 

Der findes kun individer og deres familier 

Den mest udviklede vision for familieabolitionisme finder vi i ME O’Briens Family Abolition, som også er den bedste kilde til at forstå familieinstitutionens historiske udvikling og rolle i dag og familiekritikkens idéhistorie. 

O’Brien gør det klart, at vi ikke kan forstå familiens rolle i vores samfund blot ved at se på den levede erfaring i familien. For som levet erfaring er det klart, at familien repræsenterer forskellige ting for forskellige mennesker: »For en person kan familien være den primære kilde til omsorg og kærlighed, for en anden kan den repræsentere den mest intense oplevelse af underkastelse og misbrug.« 

Det er derimod ved at identificere familien med den private husholdning og definere den som en »enhed for privatiseret omsorg« – en definition, hun deler med Gotby og K. Rosa – at vi, ifølge O’Brien, bedst kan forstå, hvordan familien placerer os i den kapitalistiske reproduktions kredsløb, hvilket har ændret sig markant siden Marx og Engels først kaldte til kamp for at afvikle den. 

Siden kvinders masseindtræden på arbejdsmarkedet i 1960’erne har den familieform, hvor manden forsørger familien, og kvinden er hjemmegående, mistet sit sociale hegemoni i den vestlige verden. Til gengæld ser vi i dag en stor diversitet i familieformer, familier med to indkomster, regnbuefamilier, enlige forsørgere, mens den hjemmegående husmor er blevet et marginalt og relativt bizart fænomen.

På den ene side er kernefamilien tydeligvis under opløsning: færre bliver gift og flere skilt, vi får færre børn og oftere uden for ægteskabet og stadig flere lever som singler. På den anden side, argumenterer O’Brien, er arbejderklassen i vestlige lande blevet mere økonomisk afhængig af familien og den private husholdning, end den var for 50 år siden. Mange er altså blevet mere og mere økonomisk afhængige af familien på et tidspunkt, hvor færre og færre rent faktisk lever eller ønsker at leve i en kernefamilie. 

Det er idéen om, at alt omsorgsarbejdet udføres af kærlighed, som gør det muligt for kapitalismen at udvinde en uendelig mængde gratis arbejdskraft. 

Det skyldes blandt andet de nedskæringer på velfærdsydelser, som har domineret en lang række vestlige lande fra 70’erne og fremefter. Disse nedskæringer er, argumenterer O’Brien, svaret på en omsiggribende og vedvarende krise i den globale kapitalisme: at gøre en del af det omsorgsarbejde, som i en periode blev varetaget af offentlige institutioner, til familiens og den private husholdnings ansvar, var en måde at påtvinge arbejderklassen omkostningerne for svigtende profitabilitet. Således gik nedskæringspolitikken i både USA og England, som er O’Briens fokus, hånd i hånd med tildelingen af forskellige privilegier til boligejere og øget fokus på traditionelle familieværdier. 

Resultatet er på den ene side, at de, som indgår i en familie, er blevet mere pressede; for mens husarbejdet er blevet mere omfattende, er lønarbejdet ikke blevet mindre krævende, og på den anden side, at de, der ikke indgår i en familie, er blevet mere økonomisk prekære.  

Den moderne danskers problem med at forene arbejdsliv og familieliv og en tilbagevenden til en familieform fra 1950’erne som løsningen derpå er altså et symptom på en dybere krise i kapitalismen. Selvom de tre bøger fokuserer på en angelsaksisk kontekst, hvor både velfærdsnedskæringer og stagnerende lønninger har været langt mere dramatiske end i Skandinavien, giver de et godt udgangspunkt for at søge mere radikale løsninger på work-life-balance-krisen. 

Ved at definere familien som privatiseringen af omsorg gør de tre bøger det klart, at den ikke er markedets modsætning, men en nødvendig forudsætning for værdiskabelse. Ligeledes bliver det klart, at den heller er den en del af løsningen på den manglende balance mellem arbejdsliv og familieliv, men snarere en del af problemet. 

Ligesom familien og husarbejdet ikke er fabrikken og lønarbejdets modsætning, men derimod deres betingelse, så er den traditionelle husmor og karrierekvinden ikke modsætninger, men to sider af samme mønt. Ekaterina Andersen ser livet som hjemmegående som frihed. Ligeledes udtaler Alena Pellitt, en af de mest dominerende repræsentanter for det engelske tradwife-fællesskab, at hun har langt mere frihed nu end dengang hun havde en chef, som sagde: »Hvorfor var du her ikke klokken 9 i morges?«

Spørgsmålet er imidlertid, om det ikke er en ret lav barre at sætte for frihed: Du kan enten blive karrierekvinde – ofte på betingelse af at afsætte det reproduktive arbejde til lavt betalte kvinder fra det globale syd – eller du kan blive hjemmegående husmor. 

Den traditionelle husmor fremstår umiddelbart som karrierekvindens modsætning– selvfølgelig kun hvis man ser bort fra, at de fleste tradwives faktisk er iværksættere – men i virkeligheden er de gensidigt betingede størrelser, som indgår i en kapitalistisk helhed. De repræsenterer blot to ekstremer på et ret smalt spektrum for frihed i et neoliberalt samfund.