Hvornår er man feminist nok?
Hvis man følger bare en smule med i den offentlige debat, får man ofte det indtryk, at alle er feminister. Fra kulturelitens nepo babies, som flittigt diskuterer antiwork i deres forældrekøbte lejligheder, til skofirmaet roccamore, der med sin magtfulde-mænd-iført-stilet-kampagne, #RespectHighHeels, advokerer for kvinder i bestyrelser, selvom der langt fra er kønsligestilling i disse mænds bestyrelser. Fra den sexpositive mikroinfluencer, der tjener sine penge på at reklamere for feministisk sexlegetøj og skrabere, til Nike, der med kampagnen ”Dream crazier” med Serena Williams i front taler for lige rettigheder til kvinder. Fra Nørrebro Pride, hvis minoritetsfeminisme, og derfor ekskludering af hvide, resulterede i klagesang fra borgerlige feminister, til feminismen hos Helle Thorning-Schmidt, hvis stramme økonomiske politik har skabt mere ulighed.
Det kan virke paradoksalt, at så mange vidt forskellige aktører med så mange vidt forskellige mål kalder sig feminister. Er feminismen blevet udvandet til ukendelighed i takt med dens
