Kritik af den rene fortid
Hvordan skriver man om et emne, der er dybt aktuelt, dybt følsomt og ikke mindst dybt politiseret? Klaus Rothstein gør forsøget i bogen Den sorte mand. Racisme, woke og hvidhed i dansk litteratur. Heri præsenterer han, hvordan afrikanere og sorte mennesker er blevet skildret i dansk litteraturhistorie. Rothstein dokumenterer en negativ og stereotyp fremstilling af sorte, der bunder i så forskellige årsager som underholdning, frygt, erotisering og begær. Samtidig forsøger forfatteren at nuancere fremstillingerne og fremhæver, hvordan litteraturen også kan læses som et udtryk for »empati og sympati«, endda med en »god intention« trods racistisk sprogbrug. Derudover beskæftiger Rothstein sig også med aktuelle eksempler på begivenheder, hvor antiracister har kritiseret og udfordret sproget, hvilket både er endt med fyringer og undskyldninger.
Idéen til bogen opstod i forbindelse med politidrabene i USA i 2020, der førte til en »debat om hvidhed, sorthed, racisme, sprog og mindekultur.« Rothsteins formål er at undersøge, hv