Det jeg troede jeg skrev

I januar stod min signatur under en lille avisnote i Weekendavisen. Teksten var undseelig, uskyldig, uskadelig. Troede jeg. Men noten gjorde tusindvis af mennesker rasende. De sociale medier kogte. Det, jeg havde tænkt som en joke om Danmarks mest magtfulde forlag, så andre som en krænkelse af en kvinde.

Noten handlede om det portrætfoto, der prydede forsiden af Gyldendals katalog over skønlitterære nyheder i foråret. Jeg troede ved første øjekast, at kvinden med det lange lyse hår var Alberte Winding, sanger og forfatter. Senere opdagede jeg, at forsideblikfanget i virkeligheden var Malou Aamund, debuterende romanforfatter, til hverdag direktør for Google Danmark. Jeg skrev så denne note om forvekslingen, subtil og polemisk-satirisk. Jeg hentydede til, at Malou Aamund har en kendt mand, en kendt far og engang har været kæreste med kronprinsen.

Jeg skrev med løs hånd og en drillesyg, blasert og ironisk distance rettet mod det, der præger store dele af den litterære gøglerbranche, nemlig kendte mennesker, der pludselig også er forfattere. Endelig spekulerede noten i, hvordan Malou Aamund havde haft tid til at skrive »en tankevækkende roman om de vigtige livsvalg,« når