De nye troldkvinder

Vibeskiftet 

Kvinden, der er reaktionær og provokerende; kvinden, der morer sig med at trolde moralister online, og som deler sine kontrære holdninger på trods af faren for social eksklusion; kvinden, der klæder sig i post-ironi, og med et drilsk smil deler scener fra sit depraverede liv online, den kvindetype er blevet midtpunktet for en spirende kunstscene i New York. 

Troldkvinden, eller femtrolden, er en mystisk kulturel figur, en moderne tricksterskikkelse. Og ligesom alle andre trickstere, er hun dukket op ved en kulturel skillevej. I antikkens Grækenland lagde rejsende en sten på stendysser ved vejkryds til ære for trickstersguden Hermes. I nordisk mytologi dukker tricksteren op ved afslutningen af en epoke. Loke trolder aserne—først legende, så med stadigt alvorligere konsekvenser, til han igangsætter Ragnarok, afslutningen på den gamle sociale orden, og i sidste strofe af Vølvens Spådom: begyndelsen på en ny tid. 

Det giver mening, at det er tid til en modreaktion, en ny epoke, en frisk kulturel figur. Siden Donald Trumps valgsejr har amerikansk kultur gennemlevet en moralpanik. I syv år har kunstinstitutioner reageret mod politidrab, seksuelle overgreb, og strukturel racisme. Men USA er ikke længere et land regeret af en autoritær milliardær. New York er ikke længere en by sydende med racekonflikt og Black Lives Matter-protester. Da jeg hørte de første rygter om de nye vibes, var det september 2021, og fordi jeg trængte til en drink efter en lang pandemi bag mit skrivebord, tog jeg ind til pladsen internettet havde døbt Dimes Square for at tjekke den ny energi. 

Det var på Dimes Square, man mærkede de nye vibes. Det var på Dimes Square i Chinatown, hvor Essex street møder Canal street, at de nye troldkvinder hang ud og delte memes. I subwayen var der reklamer for kryptoinvesteringer. På perronen så jeg unge kvinder trække i deres feed, og tale om TikTok-algoritmen som om den var en mægtig gud, en uransagelig kaoskraft der styrer vores liv, og det gør den måske også—i deres virkelighed. 

Jeg er på vej til baren Clandestino på Canal Street, da jeg støder på kunstneren Jamian Juliano-Villano. »Jeg er så sygt træt af kunst. Alt er så fucking kedeligt. Jeg kan seriøst ikke huske, hvornår jeg sidst så noget cool«, siger hun. 

Så Jamian har besluttet sig for at åbne et galleri. For at lave noget cool. Hun giver mig en rundtur i lokalerne, hun kalder O’Flaherty’s. På telefonen viser hun mig skulpturen, hun vil udstille: en sort kvindemannequin i S/M-lædertøj, liggende på ryggen med lårene bøjet over maven, så mannequinen fungerer som lænestol. Jeg spørger, om det er en god ide. En sort kvinde som møbel—er det ikke, lidt, problematisk? 

»Jeg håber de canceller os,« siger Jamian. »Det er bare dumhed. Slut med den gode smag.« 

Nogle uger senere ser jeg Jamian snakke med en politibetjent foran O’Flaherty’s. Der er mødt så mange op til ferniseringen, at naboerne klager. Indenfor tager folk selfies med mannequinskulpturen. Ingen kritiserer Jamian online. Ingen kræver O’Flaherty’s boykottet. »Vi har lejet strippere til efterfesten,« råber Jamian, stolt. 

Nogen siger, at hvis jeg vil møde nogle femtrolde, skal jeg se teaterstykket, der bliver opført i Pulitzerpris-vinderens Joshua Cohens lejlighed. Litteraturkritikeren Christian Lorentzen spiller hovedrollen som en kokainsniffende litteraturkritiker, så jeg tager forbi. I første akt løfter en skuespillerinde sit cocktailglas. »Jeg kan lide mine mænd som jeg kan lide mine martinis. Iskolde og ekstra dirty.« 

Ingen nævner noget om #MeToo-listen med klamme mænd, der cirkulerede i mediebranchen, og hvor Lorentzens står oplistet. Tværtimod, alle jeg taler med roser hans veloplagte optræden. En kunstkritiker sidder på gulvet og taler med Hannah, en ung skribent i cowboystøvler. De taler om podcasteren Dasha Nekrasova. 

»Dasha er katolik nu,« siger kunstkritikeren. »Men hun siger også, at paven er fake.« 

»Alle er katolikker nu,« siger Hannah. »Det er, ligesom, et meme. Jeg tror ikke, de går i kirke.« 

På Dimes Square er der altid nogen, der taler om Dasha Nekrasova og Anna Khachiyan, de to værter for podcasten Red Scare. Før pandemien var Red Scare kendt som en del af the Dirt Bag Left, en gruppe socialistiske podcastere, der propaganderede for Bernie Sanders. Nu er Anna og Dasha vibeskiftets uofficielle bannerførere. På de sociale medier erklærer Anna: 

»Jeg ville ønske, jeg kunne vride mig i sengen hele dagen i et slutty outfit en mand har købt mig, men i stedet bliver jeg nødt til at være en ideologisk frihedskæmper fordi ingen andre gider gøre det.« 

»Jeg ville ønske jeg kunne flytte til LA og opgive mine forfejlede intellektuelle aspirationer og være en retarderet yogabuksejuicetøjte.« 

Anna og Dasha ser det som deres mission at trolde senkapitalismens hyklere. Blandt deres yndlingsaversioner er identitetspolitiske onlineaktivister, Kamala Harris’ steddatter, og neoliberale girlbossfeminister. Til sammen har Anna og Dasha mere end 300,000 følgere. De fleste virker til at være unge, frustrerede, primært hvide mænd. Men der er også mange unge kvinder. 

»Undskyld mig, men at lufte dine anklager mod en påstået krænker i en Twitter-tråd er ikke ”at kæmpe for retfærdighed” eller ”fortælle din historie”« erklærer Anna på platformene. »Det er et forsøg på at kapitalisere på dit traume mens du indvilliger i at blive udnyttet af en gigantisk digital platform.« 

På deres podcast kalder Anna og Dasha sig selv for retarderede og taler med en snøvlende, verdenstræt sovepilledialekt, som om de er kronisk skuffede. De kalder klimakrisen for ”småborgereskatologi” og gør grin med salonaktivister, der taler om repræsentation og diversitet, men som aldrig har set skyggen af et lavtlønsjob. Red Scares teknik er at indhylle deres provokationer i en tåge af sarkasme og tåbelighed. Eksempel: »Jeg ville ønske jeg kunne flytte til LA og opgive mine forfejlede intellektuelle aspirationer og være en retarderet yogabuksejuicetøjte.« 

Hannah fortæller mig om Dimes Squares mange nye litteraturmagasiner. Forever Magazines redaktører kalder sig selv trad caths, går med hvide silkekjoler og katolske kors, og taler om at »afvise modernismen, omfavne traditionen«. The Drunken Canal er en hyperlokal papiravis, man kun kan læse ved at hente den i en stander på hjørnet af Essex og Canal. James påstår, at The Mars Review of Books er sponsoreret af techmilliardæren Peter Thiels esoteriske Urbit-projekt. Næsten alle, jeg møder på Dimes Square, har hørt rygter om Peter Thiel. 

Tidsskriftet Heavy Traffic udgiver kun based litteratur. At være based er et centralt begreb i vibeskiftet. Der er mange definitioner på, hvad det vil sige at være based. »Det er, ligesom, en attitude,« siger Hannah. »At være based – det er, ligesom, det modsatte af at være cringe.« I sin oprindelige betydning refererede based til at være junkie, at være på crackkokain. Ordets nuværende, positive betydning stammer fra rapperen Lil B: »At være based betyder at være sig selv, ikke at være bange for hvad andre tænker om dig.« 

Jeg er interesseret i Red Scare-kvindernes trolderi. Det er fascinerende at se vokse kvinder opføre sig så provokontrært, i hvert fald for mig, der er vant til at se den opførsel fra teenage-edgelords og internettrolde på 4chan. Jeg spørger Hannah, om Anna mener det med at være en frihedskæmper alvorligt. I hele mit voksne liv har avantgarden marcheret mod den identitære venstrefløj. Og nu er det pludselig radikalt at være kantfyrste? 

»Det er, ligesom, post-ironi,« siger Hannah. »Ingen ved om det er for sjov. Ikke engang Anna.« 

På vej hjem ser jeg en top i en modebutiks vindue. Over brystet står der: CANCELLED-ADJACENT. 

De Hellige Fjolser 

Det er blevet sommer, og vi får en drink foran Clandestino på Canal Street. Ifølge miljøets uofficielle kosmologi er Dimes Square vibeskiftets arnested. Under pandemien, mens indendørsservering var forbudt, begyndte en gruppe skribenter og redaktører og podcastere at samle sig på pladsen for enden af Canal Street—alle byens rastløse provotyper, der ville blæse på smittefare og mundbind for at få en drink. Og fra deres based attitude opstod de nye vibes. 

De fleste, der hænger ud på Dimes Square, er i trediverne eller slutningen af tyverne. Jeg ser aldrig nogen børn, men mange har hunde med. Den her dag hilser jeg på en hårløs kinesisk hund ved navn Chicken. Unge kvinder med blondeagtige satinkjoler bestiller dirty martinis, og det virker som et budskab. En dirty martini handler ikke om være ren og naturlig, som de sulfitfri naturvine, muleposetyperne drikker. En dirty martini er nedkølet spiritus med olivenjuice – den handler om at se glamourøs ud og drikke sig smaskstiv hurtigt. 

James fortæller mig om skribenten og podcasteren Honor Levy. Honor er jødisk og femogtyve år, og nu er hun også konverteret katolik. På sin insta-konto @abuser0_o har Honor et billede af sig selv med pink bikini: »Min familie har finansieret begge sider af alle krige siden Napoleon #JewishPrivilege.« Honor har også en novelle i the New Yorker og en bogkontrakt, men under pandemien døde hendes forlægger Giancarlo di Trapano af en overdosis. James siger, der var fentanyl i Gians kokain. Folk dør hele tiden af fentanyl. Nogen ved vores bord siger, at det ikke er overdoser, der slår så mange unge ihjel. Det er vaccinen. 

De gør grin med salonaktivister, der taler om repræsentation og diversitet, men som aldrig har set skyggen af et lavtlønsjob. 

Der er mange kryptopenge på Dimes Square. En kunstinstallatør ved vores bord har landet et job for en kryptobaron i Californien. Næste uge skal han til Palo Alto og installere firs nyindkøbte kunstværker i baronens palæ. En virtual reality-kunstner fortæller, at hun har minet Bitcoin i elleve år. Med kryptoboblen har hun måske råd til at købe en lejlighed. Mens de andre diskuterer NFTer og web3, slår jeg Honor Levy op på telefonen.  

»Whoah, Honor Levy er based?« skriver en svargut på et underforum.  

»Based og korrekt,« skriver en anden.  

»Um, hallo er det basedafdelingen?« skriver en tredje og tilføjer telefonemojien. »Jeg vil gerne anmelde en skade.« 

Hannah fortæller mig om PR-kvinden Kaitlin Phillips. Under pandemien blev Kaitlin berygtet for at blæse på smittefare og restriktioner og dele billeder fra mundbindsløse fester i sin lejlighed, til stor forargelse for muleposemoralisterne på platformene. Nu har hun givet et interview til New York Times. »Så Kaitlin siger at hun håber New York Times vil portrættere hende som fascist-nærliggende,« siger Hannah og griner. »Fascist-adjacent!« 

»Den bliver svær at forklare til din jødiske svigermor,« siger James og tilføjer, at Kaitlin Phillips vist nok er betalt af Peter Thiel. 

Femtrolde som Jamian og Anna og Dasha og Honor og Kaitlin fungerer som en social sikkerhedsventil. Hver gang femtrolden deler en tabubelagt provokation, lukker hun lidt af dampen ud fra unge mænds sydende frustrationer. Men femtrolden er ikke kun et talerør for bitre, hvide mænd. Hun taler også direkte til unge kvinder som Hannah, der ruller med øjnene af det, de ser som en skinhellig, selvretfærdig, og hyklerisk kulturelite, der styrer New Yorks forlag, museer og aviser. Unge kvinder som Hannah, der ikke kan se sig selv i Millennial-generationens spidsalbuede girlboss-rollemodel, og som hellere spejler sig i succesfulde femtrolde som Jamian og Dasha—kvinder, der ikke lader sig kue af moralisterne på de sociale medier.  

Jeg spørger Hannah, hvorfor det er sjovt at lade som om, man er fascist. Er det fordi internettets dumhed morer hende? 

»Det er en pæn måde at sige det. Jeg tror, vi alle sammen er dybt frustrerede.«  

Femtroldene jeg møder på Dimes Square er frustrerede over udhulingen af Amerika. De er frustrerede over det korrupte plutokrati, de grådige virksomheder, og medierne, der distraherer med overfladisk symbolpolitik. Femtrolden vil have materiel forandring—ikke mangfoldige Disney-figurer og regnbueflag på Wall Street. Femtrolden føler sig ikke repræsenteret af en transkønnet galionsfigur på spidsen af den neoliberale dødssejler. Hun føler sig manipuleret. 

»Jeg vil bare have at folk får sygesikring, skat,« siger Dasha Nekrasova. 

»Jeg går, ligesom, ikke op i politik,« siger Honor Levy. »Jeg vil bare have en familie en dag.« 

Men når hvert fjerde amerikanske parcelhus bliver opkøbt af en kapitalfond, og huslejen er steget med halvfjerds procent, og lønnen har stået næsten stille i fyrre år, så ved unge amerikanere godt, at de næppe får råd til at leve deres forældres familieliv. Hvis de er heldige, kan de få en hårløs hund og et virtuelt hus i Zuckerbergs metaverse. 

Næste dag smutter jeg forbi @abuser0_o og ser Honor Levy holde sine øjne på en tallerken. Midt i hendes ansigt er der to sorte huller, og mens hun speedsnakker til kameraet, flakker hendes øjne rundt på tallerkenen. Hun taler om en digtoplæsning på Dimes Square. 

»Jeg er bare sådan, hvad? En oplæsning? Hvor er det bare helt vildt gay. Ikke for at være en boomer, men seriøst, en oplæsning—hvad er det for noget, udover bare ren dopamin og stå og sige ord til hinanden? Gutter, vi har sociale medier. Nu kopierer I jo bare sociale medier ude i den virkelige verden.« 

Honor Levy læner sig frem, ansigtsfiltret glitcher, og hendes øjne vender tilbage til hovedet. Når jeg ser Honor klædt ud i digitale skind, vrøvlende med en stemme knirkende af ADHD-medicin, ser jeg en femtrold der nærmer sig en slags mysticisme. En tåbelig mysticisme, selvfølgelig, men tåbelighed er en oldgammel spirituel tradition. Oraklet i Delfi, der plaprer skæv på gasdampe. Vølven, der danser med en vild og tankeløs entusiasme, til hun falder hen i trance. I sine mest ritalinhøje øjeblikke minder femtrolden mig om den ortodokse jurodivost, det hellige fjols, en tåbe for Kristus, der vrøvler usammenhængende volapyk, bryder ud i pludselig sang, og bryder de sociale regler for gud.  

Hos de tidlige kristne blev frivillig tåbelighed set som en afvisning af samfundets hykleri og grådighed. Foragten for hykleriet lever hos femtrolden, men de nye troldkvinder spiller ikke dum for Gud – her er tåbeligheden en forsvarsmekanisme, et røgslør der skal forvirre hendes kritikere. Ved at indhylle sine provokationer i et tågeslør af idioti, kan femtrolden lade, som om hendes politiske udsagn bare er en joke, at intet er seriøst, ikke engang hendes egen vrede. Når aktivister forsøger at boykotte hende eller ødelægge hendes karriere, kan hun sige: slap af, jeg er bare en tåbelig stener, I kan da ikke tage mig seriøst. Men under den åndssvage attitude gemmer hun på et kynisk hjerte. 

Med sin katolikflirten og depraverede onlineadfærd tilhører femtrolden den dekadente tradition. Alt hun gør er overdrevet, usmageligt, vulgært, som 1800-tallets dekadente dandys. Karl-Joris Huysmans, Oscar Wilde, og Joséphin Péladan, der ligesom vor tids trad caths alle vendte ryggen mod det, de så som en degenereret kultur og flygtede ind i kunstighed og religiøs fantasi. Og ligesom den dekadente dandy før hende er femtrolden en modreaktion på den bølge af middelklassehykleri, der altid skyller over et samfund i kølvandet på en moralpanik. I 1880’erne reagerede dandyen mod Victoriatidens seksuelle dobbeltmoral. I 1960’erne gjorde hippien oprør mod 1950’ernes snærende konformitet og McCarthyismens politiske hykleri. Vor tids femtrold gør oprør mod internetplatformenes til tider snærende sociale kontrol: overvågningen af mikroaggressioner, fordømmelsen af kunstneres seksualmoral, fyringer over forbudte ord, aflysningerne af museumsudstillinger – kort sagt, mod Trump-årenes moralpanik. 

Virtual reality-kunstneren fra Clandestino har solgt al sin krypto og købt en lejlighed et par gader fra Dimes Square. Vi drikker i hendes nye køkken. Redaktøren for Heavy Traffic siger, at han har lovet at sende Honor Levy et artikeloplæg. Har vi nogen ideer?  

»Et artikeoplæg? « siger en ung kvinde. »Det lyder gay.« 

I begyndelsen, når jeg hørte en femtrold sige gay eller retarderet eller tøjte, tænkte jeg på en provokerende teenager, der gjorde oprør mod sin sure muleposemor. Men dengang forstod jeg endnu ikke det politiske potentiale i femtrolden. 

Femtrolden vil have materiel forandring—ikke mangfoldige Disney-figurer og regnbueflag på Wall Street. Femtrolden føler sig ikke repræsenteret af en transkønnet galionsfigur på spisen af den neoliberale dødssejler. 

Svargutterne og kantfyrsterne på 4chan havde altid forstået det. Spindoktorerne i det Republikanske Parti  var begyndt at forstå det, men den tykke gus af metaironi, der hang om femtrolden betød, at hun var svær at gennemskue for mainstreampressen. Journalisterne virkede forvirrede og dækkede »vibeskiftet på Dimes Square« som et spørgsmål om modetøj, eller en indforstået kunstnerjoke, eller et nabolag for de riges dumme børn, eller et udspekuleret PR-rænkespil kontrolleret af Peter Thiel. Onlineaktivisterne på det ny højre havde selvfølgelig for længst forstået potentialet, som journalisterne missede: vi var vidner til fødsel af en ny kulturel figur, en kvindelig rollemodel uden historisk fortilfælde. Vi var vidner til en håndfuld kvinder, der var så frustrerede af amerikansk hykleri, at de sagde, YOLO, fuck mit liv. Hvis vi ikke kan være frie, så kan vi i det mindste være based. 

Det her var ikke et traditionelt ungdomsoprør. De fleste femtrolde var i trediverne, og der var ikke meget konformt fællesskab at gøre oprør mod. På et tidspunkt mellem 2010 og 2021 havde de amerikanske institutioner mistet grebet om vores fælles virkelighed. Måske havde de fortalt os for mange løgne. Måske havde eliten undveget for mange skatter, hamstret profitter for hårdt. Måske var der simpelthen for mange skærme til at forvrænge vores fælles virkelighed i tåbelige former, som et planetarisk spejlkabinet. Det her var kvinder, der var vokset op online og deres virkelighed var formet mere af memes og algoritmer og rygter i trådene, end af bøger og journalistik og samtaler ved middagsbordene. Det her var kvinder, der levede mindre i New York end i deres feed—gutter, nu genopfører I jo bare sociale medier ude i den virkelige verden. Det her var kvinder indsyltet i en kynisk håbløshed, en dyb overbevisning om, at de levede i en døende kultur på en døende planet. Det her er de nye troldkvinder, og de vil ikke være rene og gode og naturlige. De vil lolle, mens den gamle verden brænder. 

Efter boblen 

En aften tager jeg til mindeoplæsning for forlæggeren Giancarlo Di Trapano. Baren er stuvende fuld, og selv Honor Levy er mødt op, åbenbart kureret for sin oplæsningsforagt. Det er sødt at se hende optræde uden for skærmen, usikker og nervøs, foran et publikum af kød og blød. Hun er der med Dasha og Anna og en håndfuld andre. James hvisker til mig, at Red Scare-kvinderne er begyndt at promovere Bronze Age Pervert, den kontroversielle skribent, der er blevet en sensation på det højreradikale internet. 

»Der findes kvinder, der er fremragende videnskabsmænd, men ligesom kvinder, der er fremragende skakspillere, eller digtere, så er de sandsynligvis spirituelt lesbiske,« skriver Bronze Age Pervert i sin bog, mellem mange andre provopåstande om kvinder og homoseksuelle og etniske grupper. 

»Den er amazing,« siger Dasha om bogen. »Den får mig til at grine. « 

Anna er enig. »Det er det, Maya Angelou siger. Det handler ikke om, hvad nogen siger eller gør. Det handler om, hvad nogen får dig til at føle. Og Bronze Age Pervert, han er, ligesom, vibeskiftets Borat. Han får alle til at grine.« 

»Ja. Det er en feel-good bog,« snøvler Dasha, med en hel generations verdenstrætte stemme. 

»Men også racistisk. Men racistisk på en god made. « 

»På en god måde,« siger Dasha, og griner, og jeg tænker på Lokes trolderi, og på at livet imiterer kunsten, og hvor let det, man leger, bliver virkelighed, i hvert fald når man har trehundredetusinde frustrerede følgere. 

Da kryptoboblen for alvor brister, er det blevet efterår igen. I toget ser jeg bygningsarbejdere i neongrønne refleksveste tjekke røde kryptokurver på telefonen. På Dimes Square har folk for længst solgt deres krypto. Ingen snakker om NFTer mere. Hannah viser mig det sidste tweet fra en kryptomilliardær, der blev fundet druknet sidste uge: »CIA og Mossad og pædoeliten kører en afpresningsring fra de caribiske øer. De vil fabrikere beviser mod mig på en laptop som min kæreste vil plante. De vil torturere mig til døde.« 

Det er en af årets sidste varme dage, og folk drikker martinis og deler memes. James kigger op fra telefonen og viser mig et opslag om endnu et kryptoselvmord – en far til to, der mistede familiens opsparing. En mand i tilsølet joggingtøj humper over Canal Street og mumler noget om kontanter. Lugten af indtørret urin river i mine næsebor, men de andre virker ikke til at bemærke ham. De kigger ned, på livet der pulserer på skærmen, hvor nogen har delt et ekstra fugtigt meme.