Ømheden i sansningens sprog

Sabitha Söderholms debut, prosa- og digtsamlingen Chellam, er en opdagelsesrejse, men ikke en opdagelsesrejse ud i det fremmede. Jeget, der er vokset op i Skandinavien, møder for første gang sin amma – sin mor – og begynder at lære naturen, menneskene og traditionerne at kende i den sydindiske delstat Tamil Nadu. Det er en kompleks fortælling om identitet – om ikke uden videre at være den, man er. Eller som det formuleres i et af digtene: 

»Det er meningen/ jeg skal vide alt dette/ og ikke først nu/ slå det op/ det er meningen/ at ammas bevægelser/ over gryderne/ skulle være lagret/ i min krop.«  

De fleste af bogens afsnit tager form af små, sansemættede prosaindtryk. Jeget ser den røde jord, avicenniatræets smaragdgrønne blade, lugter neemtræets honningduftende blomster. Men sanseindtrykkene er ikke bare sanseindtryk; de bærer også på en historie. Synet af kvinderne, der høster »salt under solen, af havets rindende vand« bærer kolonihistor