»Jeg kan godt forstå drømmen om et operahus i verdens udørk«
Det første, der falder mig ind, når jeg skal se en smuk taber for mit indre blik, er Klaus Kinski i rollen som den vanvittige Brian Sweeney Fitzgerald, der i Werner Herzogs kultfilm Fitzcarraldo forsøger at indfri en håbløs drøm om at bygge en opera midt i Amazonasjunglen.
Han står dér i sit hvide jakkesæt med stråhatten i den ene hånd og klør sig i det blonde professorhår med den anden. Ansigtet skærer en vanvittig grimasse, øjnene synes bogstaveligt talt at være på stilke. De stirrer på et tilsyneladende umuligt foretagende: besætningen på hans skib er med håndkraft ved at trække skibet over et bjerg, for at nå et område, hvor der kan udvindes gummi.
Det er dømt til at gå galt, og det gør det også. Fitzgerald får selvfølgelig aldrig sit operahus. Men han får smadret sit skib. Det ER også en kamp mod højere magter, og meget af den kamp er ikke smuk. De indfødte bliver forstyrret af et byggeri, de ikke har bedt om. Naturmaterialer skal udvindes for at finansiere projektet. Det er ikke en sympatisk idé at bygge det operahus midt i junglen.
Og dog. Fitzgerald er en fantast, en urealistisk projektmager, endda en kolonialist, men hans personlige drøm er at udbrede den i hans øjne mest storslåede kunst til et fjernt verdenshjørne. Han er hverken drevet af penge eller magt, han elsker bare opera. Det er malplaceret, men på en måde er der også noget fint ved hans håbløse ambition.
Nu vil jeg afholde mig fra at sammenligne mig selv eller ATLAS med skrupskøre kolonisatorer, men blot sige, at jeg godt kan forstå drømmen om et operahus i verdens udørk. Jeg kan forstå ønsket om at centrere tilværelsen omkring alt det, der føles smukt og godt. Jeg kan forstå trangen til at tage sagen i egen hånd og påbegynde de projekter, som ingen andre tror på (eller vil poste penge i, for den sags skyld).
Generelt skulle det jo gerne være sådan, at der er plads til alle de drømmere, der insisterer på at svømme mod strømmen i det her samfund
Jeg har være kulturredaktør på ATLAS i tre år nu. Vi er et lille foretagende i en temmelig barsk mediebranche, hvor der er hård kamp om midlerne, og hvor dem, der er små, eller dem, der forsøger at gøre tingene på en ny måde, sjældent belønnes økonomisk. Det er ikke her i vores hjørne, man bliver den mest magtfulde eller rigeste person i mediebranchen.
Til gengæld må man drømme stort og tænke frit. Man må, som jeg for eksempel er i færd med lige nu, bruge to år på at skrive en bog i arbejdsøjemed, selvom det umuligt kan være den beslutning, der er mest økonomisk rentabel for virksomheden. Man må hyre flere litteratur-, kunst-, og teaterkritikere, mens resten af branchen fyrer dem grundet manglende kliks, fordi vi synes, det er vigtigt stof.
I en tid med AI slop, podcasts om podcasts, hotte takes og tomme løfter, vil jeg gerne behandle kunsten og kulturen som det vigtigste i verden. For i det øjeblik, jeg læser en god bog, føles den faktisk som det vigtigste i verden, fordi den lige har udvidet tilværelsen lidt. Hvor mange andre ting udvider mere end de kvæler?
At insistere på at skrive den type langsom journalistik, der ikke genererer mest trafik og debat, kan af og til føles som at trække et skib op ad et bjerg: omsonst, ulogisk sisyfosarbejde. Men i det mindste får vi her på redaktionen lov til at drømme lidt. Ja, det er jo derfor vi bakser med alle de udfordringer, for pokker.
Fordi vi er drevet af det, vi finder meningsfuldt, og får lov at beskæftige os med det. Og generelt skulle det jo gerne være sådan, at der er plads til alle de drømmere, der insisterer på at svømme mod strømmen i det her samfund.
Der skulle gerne være plads til alle dem, der insisterer på at tænke frit og ytre sig kritisk, også selvom det hverken er godt for karrieren eller økonomien. Desuden er det for fedt at være kontrær. Det er for fedt ikke at lefle for nogen. Det er for fedt at få en idé og forfølge den uden strategiske bagtanker. Det er ikke hver eneste artikel, der kommer til at betyde noget i det store billede, langt fra. Men så længe vi insisterer på at være her, insisterer vi på, at vi har agens, og en fri vilje der tillader os at gøre det, systemet ikke belønner os for.
Det er besværligt, men der kan komme stor meningsfuldhed, skønhed og ikke mindst nybrud ud af at gøre det ulogiske.
Nej, Fitzgerald får aldrig sit operahus. Men han hyrer et italiensk symfoniorkester til at spille det smadrede skib hele vejen tilbage til sit udgangspunkt, og sådan får han alligevel opfyldt sin drøm om at lytte til opera i Amazonas.
Kom og vær en drømmende taber med os: I denne uge kan du tegne et gratis abonnement på ATLAS resten af året. Det eneste, du skal gøre, er at melde dig til via dette link:
