Yuppien har aldrig forladt os

Jeg skammer mig faktisk lidt, da jeg sidder på en propfyldt og solbeskinnet smart café i det indre København, hvor alle omkring mig allerede er i gang med at drikke en fyraftens-vermouth-tonic eller husets orangevin, mens jeg er i færd med at læse i Perfektioner af italienske Vincenzo Latronico, der er blevet en international bestseller. Ved bordet ved siden af mit sidder en kvinde på min alder og læser Borges, og jeg misunder i stilhed hendes bog, der er et udtryk for en udsøgt og mere kurateret personlig smag end det topsælgende og letlæselige værk, jeg sidder med mellem hænderne.

»De ved ikke engang, at jeg læser den i arbejdsøjemed,« tænker jeg og ærgrer mig, mens jeg forsøger at skjule bogens forside. Men det er ikke den primære grund til min skamfuldhed (der i sig selv er et udtryk for et ultraoverfladisk snobberi, jeg nu også begynder at skamme mig over, så for at undslippe hele situationen går jeg ind og henter en kaffe til, selvom jeg slet ikke trænger).

Nej, min skamfuldhed opstår, fordi bogen, jeg læser i, jo primært er blevet et samtaleemne hos det segment, der kan relatere til den. Og dét at relatere til den er skamfuldt i sig selv, fordi den verden, bogen beskriver, er fuldstændigt tom og afslører et segment, som ikke bare tæller den gængse kapitalist, men også kunstnere, akademikere, og mennesker fra den yderste venstrefløj, der er mere optaget af forbrug end noget som helst andet, selvom det nok er det sidste, den vil indrømme om sig selv.

Den korte roman, der i øvrigt er en pastiche over den franske klassiker Ting af Georges Perec (gennemført, at værket i sig selv er en replika), handler om det italienske par Tom og Anna, der har slået sig ned i Berlin som digitale nomader, mens de hjælper brands med at skabe en ny visuel identitet. De går på inspirationsture rundt i Berlins hippe kvarterer og noterer sig de cool barer og burgerkæders logoer og brandingstrategier, og sender lignende bud på logoer hjem til virksomheder fra deres hjemland og andre mindre hippe lokationer, der ikke er blevet gentrificerede endnu. De indretter deres lejlighed i Berlin med store, frodige planter, skandinaviske designermøbler, emaljetallerkner, magasiner flyder lidt henkastet, men stadig strategisk placeret, indretningsobjekterne er nøje udvalgte og fremstår samtidig en kende tilfældige. Man må endelig ikke signalere, at indretningsprocessen har kostet så mange penge, tid og kræfter som den har.

Men der er ingen dybere mening med det liv, de lever. De går nok på gallerier og engagerer sig i tidens kunstscene, men det er mest på grund af det sociale aspekt, ikke fordi de faktisk har en holdning til kunsten. Kunsten er »selve pulsen i deres liv i Berlin,« men primært fordi det er et sted at møde andre kreative expats. I øvrigt er gallerierne steder at »holde sig opdateret på den æstetik, deres kunder ville efterspørge om et par år, når de berlinske galleriers vaporwave-æstetik var nået sydpå.«

De vil gerne kæmpe for noget, men de ved ikke helt hvad, og det er umuligt at være så idealistiske at de faktisk tør drømme om reel forandring i verden, så når de endelig forsøger at engagere sig i en sag, varer det ikke længe før de opgiver kampen igen. De fællesskaber, der fx opstår i forbindelse med den store flygtningestrøm fra Syrien, dør hurtigt, fordi alle i sidste ende er for optagede af egne liv og projekter til at samle sig om noget større. Det er en tom, meningsløs tilværelse. Så hvor finder vores par mening? Gennem de penge, de bruger. Kunst, møbler, god mad, fester, ferier:

»Det var ikke orden, de så smerteligt længtes efter. Det var noget dybere og mere grundlæggende. De boede i et land, hvor de ikke talte sproget, med et fleksibelt arbejde, som de kunne udføre, hvor og når de ville, og som i høj grad afhang af kundernes fikse idéer og af deres kontakter på sociale medier. Deres omgivelser, som de selv havde valgt og skabt, og hvor de sov og arbejdede, var den eneste konkrete manifestation af, hvem de var.«

Resonansens pris

I en verden, hvor man kan arbejde overalt, hvor man ikke er nødt til at kæmpe for at leve et godt, tilfredsstillende liv, i en verden, hvor man kan tjene sine penge på at udføre sit arbejde bag en skærm til kunder man aldrig møder, et arbejde, der ikke bidrager med noget af substantiel værdi, men blot øger den massive overflod af bras og ligegyldigt indhold i verden, som de, der udfører nævnte arbejde ellers på papiret tager afstand fra, i sådan en verden er det let at føle sig fremmedgjort. Hvad er meningen med tilværelsen, hvorfor hører vi til netop her?

Ifølge den tyske sociolog Hartmut Rosa er fremmedgørelsens modsætning resonans, og den er vi alle desperate efter at mærke. Det er oplevelsen af at være i dialog med verden omkring os i en tid, hvor de institutionelle sfærer er præget af »døve, stumme og følelsesløse forhold,« som Hartmut Rosa selv beskrev det i et interview i nærværende magasin for snart ti år siden – cirka den periode, hvor det meste af Latronicos roman foregår. En sådan dialog kan foregå på mange måder: I naturen, gennem kunsten, gennem møder med mennesker. Det er ikke noget, man kan tvinge frem eller købe sig til. Det er noget, der kan opstå, hvis man er åben overfor verden.

Hartmut Rosa argumenterer for, at man ikke kan købe sig til resonans og regne med at den opstår. Når tilværelsens mening bliver noget, man kan betale sig til, er resonans ikke et fænomen, vi lærer at åbne os for, men i stedet noget, vi bliver optagede af at forøge. Det bliver en del af vores forbrug. Og så mister vi det, forklarer Rosa i samme interview.

Når Anna og Tom desperate bruger år og dage på at iscenesætte deres liv på den helt rette måde, og på at følge med i andres iscenesættelser af deres respektive liv gennem deres skærme, og når de rejser til forskellige destinationer og altid vender en smule skuffede hjem uden at have fundet det, de ledte efter (en ny erkendelse, en autenticitet, en uopdaget diamant, de kan hjælpe med at slibe), så føler jeg mig ramt. Den lejlighed, jeg netop er flyttet ind i, er fyldt med artefakter, hvis signalværdi jeg selv er klar over i en grad, der er pinlig. Men det er ikke kun dét, der er problemet. Problemet er også hvor let det føles at købe aflad gennem den lille bog med den flotte forside, jeg sidder med her, hvorigennem jeg kan udsætte mig selv for en mild og ufarlig selvkritik samt betragte mig selv med en let ironisk distance: Jeg ved godt, er jeg er en del af segmentet, signalerer jeg med den bog, jeg er opmærksom på mine brister, og så kan jeg ellers fortsætte mit liv bagefter. Og i øvrigt læse i en bog, der passer bedre til mit image. Anne Carson og Sapfo ligger i tasken.

Alligevel er der antændt en vrede i mig, der får mig til at håbe på, at dagene snart er talte for den livsstil, Vincenzo Latronico så nøjagtigt beskriver. Det er ikke bare en latterlig tilværelse. Den er også moralsk forkastelig.

Den erkendelse blev plantet i mig nogle måneder før jeg læste bogen. Lad os sige, at jeg var på feltarbejde, selvom jeg helt ærligt i virkeligheden var på jagt efter noget reelt. Virkelige forbindelser. Vi kan kalde det en længsel efter resonans, for at holde det ud i strakt arm, eller vi kan kalde det kærlighed.

Livets små glæder

Efter godt fire års pause fra datingmarkedet downloadede jeg for første gang i mit liv datingappen Hinge. En slags eleveret version af den originale datingapp, Tinder, men som i modsætning til sin forgænger lægger op til en mere dybdegående udlægning af brugerens personlighed. Mens det på Tinder af mange blev opfattet som tåkrummende, hvis man valgte at udstille sit eget (for store) engagement ved at bruge bio-funktionen til at sætte ord på sig selv, så er man tvunget til det på Hinge. Man kan vælge mellem en række prompts, små spørgsmål, som man besvarer. Derudover skal man også svare på en række andre små spørgsmål, så man lettere kan skille fårene fra bukkene i sin jagt. Nogle vil fx ikke date mennesker, der ryger. Andre vil kun date kristne. Andre dater kun en bestemt hudfarve.

Nå, men de små bokse, hvori man selv formulerer et svar på et givent spørgsmål, anså jeg altså som en kærkommen mulighed for at danne mig et billede af en mands personlighed, før vi tog på date. Noget, der var langt sværere på Tinder, og som gjorde dating til en svær størrelse for en som mig, der ikke evner at få adgang til nogen som helst følelser af nogen art ved bare at se på billeder af en fremmed. Der skal være noget mere.

Det viste sig dog hurtigt, til min store ærgrelse, at mændene (og vi mennesker generelt, tænker jeg, men nu er det mændenes selviscenesættelse, jeg har haft adgang til her), åbenbart sætter et lighedstegn mellem to emner: Forbrug og personlighed.

Mine små glæder i livet, står der over en boks, og en mand har skrevet:

»Stribede oversized skjorter. Ramen. Designermøbler. Rejser til Paris. Gedeost. Bøger. Arkitektur fra 50’erne. Familie. At købe planter. At tale om den ene gang jeg vinterbadede.«

Manden bag de små glæder er sikkert en fin fyr, og det er ikke for at hænge ham ud – jeg kunne tage 100 forskellige eksempler, man skal ikke swipe længe for at finde dem. Faktisk er de overalt. Men det er et interessant fænomen. Man har ganske få tegn til at forsøge at indkapsle sig selv som person, og en forbløffende andel af de profiler, jeg ser, benytter disse tegn som en anledning til at skitsere et forbrug. De stribede oversized skjorter (jeg er stilet på en afslappet måde, der går hånd i hånd med den der lukkede Birkenstock-model, alle gik rundt med for et par år siden), ramen (hans yndlingssted at spise den er i øvrigt et sted, der er gået viralt på de sociale medier), designermøblerne og 50’er arkitekturen (kvalitetssans på den boligbladsforudsigelige måde), at købe planter (vi nærmer os en stereotyp, der ville passe perfekt ind i Perfektioner), gedeost (et på samme tid kvalitetsbevidst og opnåeligt ostevalg) og min favoritdetalje: ”bøgerne”, der ikke er specificerede, det er bare alle slags bøger, og så ”familien”, der er presset ind mellem bøgerne og 50’er-arkitekturen, sidestillet med ramen og skjorterne, en af livets ”små glæder”.

Det er let at holde os selv ud i strakt arm, vores privilegier, blinde vinkler og dumme forbrug. Det er sværere at tage os selv alvorligt.

Ud fra de nævnte artefakter er det meget svært for mig at forestille sig, hvordan den her mand faktisk er i virkeligheden. Men jeg kan levende se hans instagramfeed for mig, de ting, hans algoritme fodrer ham. Nok fordi, det ikke er så langt fra mit eget feed i virkeligheden. Jeg ved godt, hvor du spiser din ramen, tænker jeg, og ser den lille biks for mig rundt om hjørnet fra min lejlighed, der gik viralt for et års tid siden, og godt nok stadig laver en god ramen, men altså også producerer merch. T-shirts i lækker kvalitet med kække ordspil på ryggen, der spiller på stedets navn. Og ja, viste det sig få timer senere, da jeg alligevel besluttede at udfordre min egen fordomsfuldhed og drak et glas vin med ham (han havde også flotte krøller), det var rigtignok hans yndlingssted. Han fortalte mig lavmælt om det, som om det var en skjult perle, som om vi ikke begge to havde opdaget netop det sted på grund af vores algoritmer.

Derefter skiftede vi emne. Han ville vide, om jeg havde nogle danske designermøbler. Han fortalte, at han gerne ville rejse til Japan i år, og beskrev en rundrejse, en blanding at land og by og små øer, en rundrejse, jeg selv har set i utallige variationer gennem de seneste år på Instagram. »Hvorfor vil du gerne rejse?« spurgte jeg ham. Det kunne han ikke rigtigt svare på. Det ville han bare.

God forbrugskarma

Nu er denne mand, som jeg drak verdens hurtigste glas vin med, måske et grelt eksempel. Og så dog. Han bliver jo netop et grelt eksempel, fordi det grelle er, at alle tydeligvis vil det samme. Se de samme steder uden at vide hvorfor. Have det rigtige forbrug, have de rette holdninger, købe den rigtige kunst. Det er ikke noget nyt, at vi mennesker går op i den signalværdi der ligger i de varer, vi køber. Perfektioner er jo netop en moderne genfortolkning af Ting fra 1965. Men der er en mærkelig dobbelthed i, at vi på den ene side lever i en tid, hvor vi udmærket godt ved, at det at have et forbrug altid kommer med konsekvenser – for dem, der producerer de varer, vi køber, og for vores planet, og vi på den anden side derfor netop lever i en tid, hvor det betyder særligt meget at have det helt rigtige forbrug. Og ikke bare at have det, men at kunne forklare hvorfor, man har det.

Man kan godt tage ud at rejse, men det må ikke være en eller anden hjernedød strandferie. Man skal kunne bilde sig selv og andre ind, at det handler om kultur, skjulte perler, at rejse længe (underforstået: så behøver jeg ikke rejse så ofte), tage toget rundt (selvom man flyver derned, selvfølgelig), generelt skal der være et højt niveau af planlagthed og personligt touch, selvom alle tilsyneladende tager på de samme ferier. Undskyld, rejser.

Men klimaregningen er den samme, om du tager på storslået rundrejse eller dum strandferie. Forskellen er bare, at den ene tur bliver en langt vigtigere del af den identitetsbærende fortælling. Og på den måde bliver den kvalitetsbevidste forbruger, ham, der ”investerer” i kunst og ham, der køber en Euromanpromoveret cardigan til 3500 kr. fremfor den fra Uniqlo til en tiendedel af prisen (fordi den holder længere, påstås det), han bliver så optaget af at signalere et korrekt forbrug, at forbruget i sidste ende bliver en bærende del af hans personlighed. Og det er både ret kedeligt at lytte til, men det er også dumt. Den slovenske kendisfilosof Slavoj Zizek sagde i et interview til The Guardian allerede i 2012, her oversat i Information:

 »Som når man køber et økologisk æble. Det gør man af ideologiske grunde. For at føle dig som et bedre menneske: ’Jeg gør noget for Moder Jord osv.’ Men i hvilken forstand engagerer vi os her? Det er et falsk engagement. Paradoksalt nok gør vi sådanne ting for at give afkald på de virkeligt radikale handlinger. Fordi de får os til at føle os bedre tilpas. Man sender en halvtredser om måneden til somaliske forældreløse, og synes dermed, at man har gjort sin pligt. Men bliver vi i virkeligheden på denne måde narret til selv at betjene de sikkerhedsventiler, der gør det muligt for status quo at overleve uantastet?«

Et opmærksomt forbrug, et velovervejet forbrug, et forbrug hvor dyr kunst erstatter dyre biler, og dyr vegetarisk mad erstatter dyre bøffer, er stadig et (over)forbrug, der tillader kapitalismen at fortsætte upåvirket af alle vores gode intentioner. Det er en løgn, vi fortæller os selv. En løgn om god forbrugskarma. Men vi er jo bare stadig yuppier, tilsyneladende. Også os, der begår os i de kreative vækstlag og akademiske miljøer. Hvorfor ellers presse slagtere og andre industriarbejdere ud af deres lokaler for at åbne gallerier der i stedet, som Vincenzo Latronico beskriver i Perfektioner? Fordrive de rigtige arbejdere, men lade klinkerne og skiltet være for at købe sig lidt autenticitet? Tænk bare på gallerierne i Københavns egen Kødby, hvor man i industrielle rammer snildt kan få lov til at betale 300.000 for et maleri.

Euromandens etikette

Historieprofessor på Bentley Universitet Dylan Gottlieb, der er forfatter til den netop udkomne Yuppies: The Bankers, Lawyers, Joggers, and Gourmands Who Conquered New York, har for nylig bidraget med essayet Speak, Yuppie til The New York Times. Heri beskriver han blandt andet, hvordan yuppierne aldrig har forladt os. Faktisk har de skabt grundlaget for det liv, de fleste af os nyder at leve i dag: En individualistisk arbejdskultur, hvor hver mand må kæmpe for sin egen plads i verden, men lykkes man med at vinde rotteræset er tilfredsstillelsen ulig noget andet.

Maratonløbet blev også populariseret af yuppierne, symbolet på, at alle de personlige mål, man knoklede med at indfri i arbejdsøjemed, også kunne overføres til fritiden. Hvert menneske er et produkt, der skal sælges, og alle produkter kan optimeres. Også foodiekulturen voksede ud af yuppie-tiden. Tænk bare på hvor mange beskrivelser af avanceret mad, der findes i American Psycho. Nu har den mere eller mindre har overtaget hovedstæderne og andre hippe byer, lige fra de flerstjernede Michelin-restauranter med årelange ventelister til hippe ramenrestauranter og lignende steder, der for længst har gjort det, der engang var ”street food” eller arbejderklassemad til en nem og småeksotisk og instagramvenlig aftensmadsløsning for dem, der har råd. Navnlig den øvre middelklasse og derover. Men, som Gottlieb skriver, handler fx foodiekulturen ikke kun om penge: »Men også den kosmopolitiske viden til at kunne sige at balsamicoeddike, soltørrede tomater og Manchegoost var madvarer, der var værd at nyde.« Altså ikke bare et dyrt forbrug, men et oplyst forbrug. Et kultiveret forbrug. Et intellektuelt overlegent forbrug.

Og hele idéen om det intellektuelle forbrug har virkelig inficeret vores tid. Se bare på magasinet Euromans populære podcast Arbejdstitel, der grundlæggende handler om ting. Hvilke ting er overvurderede, hvilke er undervurderede? Hvilke ting kan værtsparret Kristoffer Dahy Ernst (chefredaktør på Euroman) og Oliver Enné (kommunikationsperson og måske personificeringen af de nye yuppier) lide og ikke lide? De kalder sig »en podcast til det internationalt tænkende menneske,« men får tid til at gå med samtaler om, hvordan man skal smøre sit brød og hvilke rundstykker, der er tilforladelige at spise. Samtalerne er lækkert pakket ind i et sexet, luksuriøst og langsomt lydunivers, og de bruger så lang tid på at trække små pointer ud af alenlange formuleringer med et utal af kunstpauser, så man næsten tror på, at de sidder og tænker.

Hvert menneske er et produkt, der skal sælges, og alle produkter kan optimeres.

Det er forbrug forklædt som etikette. Emma Gad for den moderne karrieremand, der altså kan købe sig til intellektuel kapital ved kun at spise croissanter før 11.45 og gå med en cardigan med rund udskæring, som tidens trends dikterer. Og i øvrigt kun tage på rooftopbar i New York City.

Det er et udtryk for intellektuel dovenskab, siger værtsparret i afsnittet fra d. 2. april, når mennesker taler om film og tv-serier ved et selskab. Og selvom jeg skal være den første til at zone ud, når samtalen falder på en eller anden Netflix-serie jeg ikke har tænkt mig at se, så må jeg bare indskyde: Intellektuel dovenskab? Vil I virkelig tale om det? Det er jer, der kalder den rigtige skjorte og den rigtige kaffe til det blødkogte æg for ”tænkning”, og i samme ombæring er ved at tage livet af det samme. I øvrigt mener de to herrer, at koncerter er overvurderede. Det tager for lang tid at komme hen til venuet, der er kø til baren, kø til toilettet, og man står alt for længe og venter på at høre det nummer, man glæder sig mest til. Og så er tøjet helt svedigt og skal vaskes, når man kommer hjem.

Det er let at grine af, hvor latterligt det lyder. Men mest af alt bliver jeg trist over den afstandtagen til verden, den her forbrugspodcast er et udtryk for. Det handler om at tage sig rigtigt ud i verden, men for guds skyld ikke lade sig rive med af den eller deltage i den. Man kunne jo komme til at svede. Man kunne jo blive nødt til at stå i en kø.

I en videoversion af podcasten, som er tilgængelig på YouTube, der blev lavet fordi McCafé havde sponsoreret et antal afsnit, der altså tvang de to feinschmeckere til at købe deres cortadoer på McDonalds, tog de på roadtrip rundt i landet for vel på en eller anden måde at sætte en ramme, der kunne retfærdiggøre dette lavkulturelle kaffevalg. Nå, men på dette roadtrip besøger de to værter kunstmuseet Munkeruphus. Vi ser dem bare ikke være på museet. Vi ser dem spille bordtennis udenfor. Et forsøg på at hente lidt kulturel kapital uden et faktisk møde med kulturen. Det lyder bekendt.

Personlighed eller pengepung?

Det kan godt være, at manden med den stribede hørskjorte og forkærlighed for 50’ernes arkitektur maler i sin fritid, lytter til jazz og tilhører et kreativt, akademisk segment, men yuppie, det er hvad han er. Og selvom 80’ernes personificering af den ekstreme individualisme og liberalisme nu er pakket ind intellektuelle kulturmarkører, er han stadig røvkedelig. Jeg orker ikke tale med ham, for han går op i noget tomt. Jeg drak kun et enkelt glas vin den aften (selvom jeg ved gud havde lyst til flere) fordi han antændte en ubekvem følelse af meningsløshed i mig, jeg helst var for uden. Og så gik jeg hjem.

Problemet er, at hans forbrug, der ellers kunne tyde på en interessant personlighed på papiret, slet ikke afspejler en personlighed. Det afspejler hans pengepung. Det her handler ikke kun om smag og Bourdieu og forskellige markører. Det er jo klassekamp. Det moderne forbrugsmenneske er godt i gang med at ødelægge samfundet, fordi vores værdier er forkerte. Fordi vi stadig er forbrugsmennesker med gode undskyldninger.

Den unge belgiske idéhistoriker og teoretiker Anton Jäger, der i 2024 udgav bogen Hyperpolitik, beskriver deri hvordan vores tid er præget af en mangel på forbindelser, der gør det vanskeligt at organisere folk i en grad, der faktisk muliggør en reel forandring. Med de sociale medier kan alt gå viralt og alt kan blive politiseret – men lige så hurtigt, som noget kan vække harme, bliver det også glemt igen. Det forandringsskabende fællesskab er en saga blot. Og her har vi også en grundlæggende forskel på tidens yuppie og 80’ernes yuppie: 80’ernes yuppie var én type i samfundet, en type, som også havde sin modpol. Der var mange yuppier, men der var lige så mange, der foragtede yuppierne og deres indholdsløse og vulgære forbrugerisme. Det var en tid, hvor man stadig troede på kollektivets magt – man havde jo lige kæmpet for kvinderettigheder, borgerrettigheder, yuppien fandtes men mødte også et kritisk blik. I dag er vi snart sagt alle yuppier. Akademikeren, socialisten, naturvinsnyderen og galleristen er yuppier. Signalværdier trumfer rigtige værdier. Vi vil hellere fermentere vores egen kimchi, købe vores egne økologiske æbler, og i samme ombæring vinde i det store pointsystem, end vi vil organisere os og gå på kompromis her og der for at være en del af noget større. Og vi vil tilmed blive ved med at tillægge vores forbrug en enorm værdi, der i sidste ende ikke gør andet end at støtte et kapitalistisk system. Også selvom vi er blevet mere ”opmærksomme forbrugere”.

Forbrugsmennesker er også mennesker

Men i sit essay om yuppierne argumenterer Gottlieb for, at yuppien ikke er en arketype, det er værd at dyrke. Det var ikke fedt at være yuppie. Heller ikke for dem, der vandt karrierekapløbet.

»Den udmattende meritokratiske konkurrence, der skaffede dem lækre lejligheder og privatskoleuddannelser havde reelle fysiske omkostninger,« skriver Gottlieb. Yuppierne mærkede ikke en triumf, de mærkede en udbrændthed. Hvis vi skal lære noget af yuppierne, er det måske, at personlig succes ikke udgør et tilfredsstillende liv i sig selv. Personlig succes er ikke et grundlag for resonans. Vi kan godt arbejde på vores selviscenesættelse i en uendelighed, men bare fordi vores liv på papiret kommer til at ligne noget, andre måske ville misunde eller lade sig inspirere af, er det ikke det samme som at være i dialog med verden. Tværtimod. Det er bare en værdioptimering af det produkt vi udgør.

Vi skal insistere på at være mere end forbrugsmennesker

Men noget, som vi ikke må glemme, og som ikke ligefrem kommer til udtryk den storsælgende Perfektioner, er at vi, alle forbrugsmonstrene, alle vi kapitalistiske møgsvin der køber aflad ved at læse de rigtige bøger og spise vegetarisk (i realiteten flexitarisk, ikke?), alle os, der har de rette holdninger, men ikke magter at kæmpe for noget, os der for længst har opgivet dogmerne om ikke at flyve og ikke at købe nyt tøj og så videre– vi må huske, at vi trods alt stadig er mennesker.

Måske er vi fremmedgjorte, men hvis vi ikke forsøger at komme det problem til livs på andre måder end at læse semiironiske skildringer af vores egen klasse, så opgiver vi os selv. Jeg vil vædde med, at de fleste af os også følger en håndfuld memeprofiler på de sociale medier, der med jævne mellemrum udstiller de statusmarkører, der karakteriserer tidens hippe forbrugsmenneske. Men det er ikke nok. Vi skal insistere på at være mere end forbrugsmennesker, fordi vi har fortjent et liv, der handler om andet end forbrug. Når vi tillægger produkter så meget værdi, at vi forveksler forbrug med personlighed, snyder vi mest os selv. Jeg tror på, at vi selv ønsker en meningsfuld tilværelse, og at det netop er derfor, at forbruget kommer til at symbolisere tusind andre ting.

Det er let at holde os selv ud i strakt arm, vores privilegier, blinde vinkler og dumme forbrug. Det er sværere at tage os selv alvorligt. At anerkende, at dele af dette latterlige liv stadig er kilde til en form for resonans. I Perfektioner gøres der grin med en karaokeaften, hvor folk synger Oasis med ironisk distance. Sådan en aften har jeg 1:1 haft, og den var sgu god. Det er okay, at vi finder nydelse i ting, der tilhører et privilegeret liv. Vi skal bare ikke narre os selv og hinanden. Kan du lide at gå på galleri, fordi du gerne vil engagere dig i kunsten? Eller kan du bare godt lide at være en person, der tilhører det segment, der kommer på et galleri?

Jeg stiller ikke spørgsmålet for at udskamme dem, der tilhører den sidste kategori, men for at minde mig selv og alle andre om, at vi ikke kan forbruge os til en meningsfuld tilværelse. Vi deltager ikke i verden ved at købe det økologiske æble, som Zizek påpegede. Verden er fyldt med mennesker, der ønsker at den skal være et bedre sted. Det gælder sikkert også nogle af de kedelige produktmænd på Hinge. Men måske vi skulle drømme om flere fællesskaber og drømme mindre om at købe de ting, der kan få os til at ligne én, der hører til i det fællesskab vi drømmer om. Og derudover måske også bare acceptere, at vi nok aldrig helt kan undslippe klichéerne og stereotyperne. Og at de små, lykkelige øjeblikke ikke kun kan opstå i en eller anden utopisk fantasi om noget revolutionært og radikalt, der kan redde os fra os selv. Midt i alt det lort, vi bliver influeret til at forbruge, kan der godt i glimt opstå øjeblikke, der ræsonnerer, og dem må vi ikke holde ud i strakt arm. De er faktisk vores. Forbrugsmennesker er heldigvis også mennesker, og så længe vi er det, er løbet ikke kørt.