»Bogen er blevet en pool, forfatteren kan svømme rundt i«

»Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke føler mig forsmået.« 

Siger forfatter Peter Adolphsen til mig, da jeg møder ham på en kaffebar på Nørrebro. Hans hænder holder om kaffekoppen. 

»Jeg er ikke sur over, at der kommer nye stemmer til, som er the hot shit in town, og at jeg ikke selv er det længere. Da jeg selv kom frem, var der jo også forfattere som så på mig og tænkte ’hold kæft, en irriterende møgunge’. Jeg forstår godt mediernes fokus på det nye og det unge. Sådan vil det være, og sådan er det.«

Det forstår jeg godt, han har brug for at deklarere. Min mail til ham kunne godt lyde som en fælde: Vil du, midaldrende, hvide, mandlige forfatter, møde mig til en samtale om dine vilkår i litteraturbranchen? Er det lige så let at få et forsideinterview, som det var engang? Synes du, nu, hvor du ikke længere er ung og spændende, at den nye litteratur er lige så god, som da du selv debuterede? 

Så jeg kan godt forstå, han har brug for at sige, at han ikke føler sig forsmået. Men når jeg har kontaktet Peter Adolphsen og hans forfatterkollegaer Jeppe Brixvold, Lars Frost og René Jean Jensen, er det ikke for at orkestrere et bagholdsangreb,