Luft mellem linjerne

Hvad ser du, når du læser disse linjer? En række på hinanden følgende ord, der til sammen danner en betydning, som åbenbarer sig ganske klart her på skærmen foran dig? Eller ser du en mulighed for, at der mellem mine ord gemmer sig noget usagt – noget, jeg ikke tør skrive, eller noget, jeg håber, du selv kan regne ud? Aner du et fortolkningsrum lige her, mellem denne linje og den næste? 

Lige siden folkeskolen har vi lært, at meget af indholdet i en tekst ikke nødvendigvis kan ses med det blotte øje. Vi øver os i at lede efter alt det, der ikke bliver sagt. Tvetydigheden, der kan gemme sig overalt. Er fortælleren overhovedet troværdig? Helt eller skurk? Hvad siger det om os, læserne, at vi i vores respektive forståelser af et værk tydeligvis opfatter alverdens tegn så forskelligt? 

Det er i den åbne dialog med et værk, at der for alvor kan opstå noget interessant. Ikke desto mindre er det som om, rummet for fortolkning gradvist bliver mindre i nogle af de værker, der slår allermest igennem i den danske samtidslitteratur. Det talte litteraturkritiker Lars Bukdahl og journalist Chris Pedersen om i denne uges afsnit af P1-programmet Popsmart. Fænomenet er blevet døbt ’den nye bogstavelighed’ og handler helt kort om, at flere og flere værker skærer alt ud i pap, og derfor efterlader utroligt lidt rum for diskussion, tvivl og fortolkning. Og jeg kan kun istemme, at jeg har siddet med den samme følelse mange gange de seneste år. 

I hvilken verden skulle digte lede til konkret politisk handling? Det er vel ikke et lovforslag, han skriver?

Naturligvis kan man ikke skære al litteratur over én kam. Der udkommer heldigvis mange bøger, der skal tages alt andet end bogstaveligt, men det er ikke desto mindre en klar tendens. Og det betyder ikke blot, at litteraturen bliver mere kedelig. I sidste ende påvirker det hele den offentlige samtale om litteratur. 

For få uger siden kunne man for eksempel læse et interview med digtsamlingsaktuelle Caspar Eric i Weekendavisen, hvori han proklamerer, at han er færdig med at være digter. Nu kan det være nok med det, synes han, han er skuffet over, at de mange digte han har skrevet, der handler om livet som handicappet, stadig ikke har ført til politisk handling på handicapområdet.  

Nu skal denne tekst ikke være en boganmeldelse, og det er sådan set også sagen uvedkommende, om digtene i Caspar Erics allersidste værk, Crip, er gode eller ej. Det handler om, hvad Caspar Eric egentlig regner med. I hvilken verden skulle digte lede til konkret politisk handling? Det er vel ikke et lovforslag, han skriver? Og én ting er, at et litterært værk selvfølgelig godt kan sætte gang i nogle samtaler om bestemte emner, der kan agere afsæt for en større offentlig interesse i et tema, og det er jo bare herligt, at litteraturen (stadig) af og til kan have den effekt. Men den slags kan man jo heldigvis ikke styre, når det kommer til kunst. Derfor bliver jeg så meget desto mere irriteret, når et værk føles som et forceret forsøg på at kickstarte en samtale, at være et indlæg i en samfundsdebat. 

Hvis et værk er så entydigt, at det lige så godt kunne have været et indlæg til en debat i Folketinget, så får jeg lyst til at spørge, om man overhovedet nogensinde har ønsket sig at være digter.

Hvis et værk er så entydigt, at det lige så godt kunne have været et indlæg til en debat i Folketinget, så får jeg lyst til at spørge, om man overhovedet nogensinde har ønsket sig at være digter. Var det kunsten, du ville? Eller ville du bare uddanne mig? 

En del af ansvaret skal også placeres hos medierne, som fejlagtigt caster forfattere og kunstnere i debattørroller, når de bringer det ene lange interview efter det andet i forbindelse med for eksempel bogudgivelser. Så snart en forfatter har udgivet en bog, skal de stå til ansvar for dens temaer. Det er ikke nok, at forfatteren er nysgerrigt undersøgende, de skal mene noget, finde et ståsted. Det gavner heller ikke kunsten, og det var aldrig kunstnerens funktion. 

Hvis det er lovændringer, du jagter, så gå ind i politik, og hvis det er debatindspark, du brænder inde med, så skriv et indlæg. Giv mig lidt albuerum, bliver jeg nødt til at sige, lad mig tale med værket alene.