Hvorfor må man være uambitiøs, bare fordi man er sympatisk?

»Vi skal have foie gras til morgenmad.«

Min far hæver brynene, så jeg kan se, han mener det.

»Jeg har et glas liggende ude i bagagerummet.«

Vi sidder i min stue i Indre By, han har netop parkeret sin hvide varevogn, der har fragtet ham hertil fra Langeland i dagens anledning.

Hvad kan jeg fortælle om min far? Jeg kan sige, at han ikke er så rig, som han lyder, når han fortæller at han har foie gras liggende i sin bil. Han er uddannet landskabsarkitekt på Landbohøjskolen i København, men hans liv har været præget at hårdt fysisk arbejde. Først på mine bedsteforældres planteskole på Als, hvor han hjalp til som barn og ung, og senere i hans eget firma, hvor han godt nok tegnede folks haver ved et skrivebord, men derefter også anlagde dem selv.

Mit eget første job var som ansat i hans firma, jeg kan skrive under på, at mange arbejdsdage gik med at slæbe fliser, jævne jord, sidde i akavede stillinger og sætte små planter i jorden i sirlige rækker, fælde træer, køre affald væk og gå hjem med ondt i ryggen. Han er måske ikke den typiske arbejder, man forestiller sig ved 1. maj, men arbejdet, det har han i hvert fald, og i perioder også uden at tjene særligt mange penge på det. Så er han ligesom skitseret, han hedder Knud Bundgaard og fylder 60 år til sommer, og i dag har han overalls på, en gul t-shirt og en rød kasket i kunstlæder. Og et glas foie gras i sit bagagerum.

»Arbejdernes kampdag…«

Min far griner og ryster på hovedet, mens han knuger dagens udgave af Information, vi fik stukket i hånden på vej over Dronning Louises bro med et ønske om en god kampdag.

Hvorfor griner du af det?

»Jamen fordi… de fleste arbejdere i Danmark har det fandme godt i dag. En anlægsgartner må løfte en flise, der vejer en fjerdedel af hvad jeg løfter bare sådan lige. Ellers skal de bruge en løftemaskine. De fleste har gode vilkår nu.«

En smøg dingler i hans mundvig. Vi bærer på en pose bagværk fra et dyrt bageri, hvor min far har købt sig en creme brûlée-spandauer.

»Og fagforeningerne,« fortsætter han, »de har jo ingen gnist i dag. Det er sgu ikke som smedene i 70’erne. Hvis nogen slog en prut, stoppede alle med at arbejde i fem uger. Og det var socialt uacceptabelt ikke at være en del af en fagforening.«

Jeg fortæller ham, at Mette Frederiksen ikke skal holde tale. Det er gået min fars næse forbi, at hun ikke har vist sig i Fælledparken siden 2019, hvor der blev buhet af hende. Det kan vi godt blive enige om er nosseløst, og han bliver særligt forarget da han hører, at hun i dag holder sin tale på Arbejdermuseet, hvor der ikke er plads til mere end 100 siddende gæster.

»Det er der sgu ikke meget folkelighed over,« siger han og brokker sig over, at landets statsminister ikke tør se sine egne utilfredse kernevælgere i øjnene.

Vi drejer om hjørnet og går ind i Fælledparken. Vi er de første på pladsen, bortset fra dem, der går og gør boderne klar. Jeg ligger i solen og læser min gratis avis mens min far henter kaffe. I mit ene øre lyder en lydprøve fra en sing-a-song-writer på Enhedslistens scene, der gentager den desperate strofe igen og igen: »bare sig det nok skal gå.« I mit andet øre lyder tonerne fra en DJ-pult foran pop-up versionen af Togas Vinstue, der spiller den mest øretæveindbydende sang i verdenshistorien, Dance Monkey. Min far kommer gående med kaffen.

»Hvis der er en autentisk arbejdergruppe tilbage, så er det kassemedarbejderne,« siger han og stikker mig en kop, der dufter tvivlsomt.

»Jeg har lige købt kaffe af en mand, der sikkert ikke tjener en månedsløn, der svarer til meget mere end en SU. Når jeg så betaler 100 kr. for to dårlige kopper kaffe, så er det jo tydeligt, at den her arbejderfest, den ikke er for ham, der har solgt mig dem.«

Folk begynder at indfinde sig på pladsen, det er tid til dagens første fadøl. Vi sætter os foran kommunistscenen, hvor et kvindepunkband laver lydprøve.

»Vi kommer nok til at skrige lidt, trigger warning…« lyder det fra forsangeren, der snart giver hele pladsen et chok, da hun rigtignok skriger: »FREEDOOOOOM!!!«

Den lydprøve gentager de mange gange, min far undrer sig lidt over, at et punkband går så meget op i lyden mens han tænder en rød kort Skjold. »Der er mangel på rygere til 1. maj nu om dage. Skriv det ned.«

»I 1990 var det kun Birte, Kaj og Hugo der ikke røg.«

Vi går en tur og kigger på det merch, man kan købe i kommunisternes bod.

»Det kunne nu være lidt fedt at være performativ kommunist,« siger min far.

»Jeg tror sgu godt, de kunne vinde mit medlemskab. Men så må de lidt op på dupperne. De sidder jo og sover. Men altså, alle familier har jo kommunisme, så hvorfor kan det ikke fungere i samfundet? Det har jeg altid undret mig over.«

Generelt er der en smådoven stemning på pladsen. Folk får det ubekvemt af den høje musik på scenen. Folk klapper ikke.

»Hvis det, der er sket de sidste fire år, var sket i 1990, så havde alle folk været på gaden. Danmark er jo blevet upolitisk,« siger min far og gestikulerer ud mod de sløve mænd ved bordet ved siden af.

»Vi tænker kun på vores egen røv og vores egen påklædning. Det gælder også mig selv.«

Han siger, at han savner Preben Møller Hansen.

»Jeg savner politikere, der tør tale det sprog, man også taler på arbejdspladsen. Selv Pelle Dragsted pakker alting ind i flot gavepapir retorisk, og er kun til at holde ud, fordi gaven trods alt er flot indeni.«

Vi køber dagens anden fadøl og bevæger os hen mod hovedscenen, hvor der om lidt er faneindmarch. Vi er omgivet af hovedsageligt unge mennesker, gymnasieelever og unge forældre. Der er ikke mange gamle arbejdere blandt de forreste rækker.

»Det er slående, at alle her er så unge. Men dem på 80 har selvfølgelig kæmpet deres kamp. Og så er de i øvrigt blevet rige,« siger min far, mens dagens værter indtager scenen. Det er børne-tv-værten Signe Lindkvist og entertaineren Claus Christensen, der skal føre os gennem dagens program. Der er noget, der er utroværdigt ved det her, tænker jeg, da de indtager scenen med armene i vejret, iklædt henholdsvis en festlig lårkort kjole og et vinrødt velourjakkesæt (med butterfly til, selvfølgelig). Deres perfekte hvide tandpastasmil og perfekte indstuderede værtskab passer dårligt med den oprigtige kampgejst, jeg synes, der hører sig til på en 1. maj. Men min far synes nu Signe Lindkvist gør det godt, siger han.

Første mand på scenen er Mikkel Andersen, der er formand i Fagbevægelsernes Hovedorganisation Hovedstaden. Anden mand på scenen Morten Skov Christensen, der slet og ret er formand i Fagbevægelsernes Hovedorganisation. Det er svært at få publikum til at klappe.

»Kom nu!« prøver Claus Christensen fra scenen, »giv ham nu et ordentligt bifald!«

Men det ordentlige bifald udebliver i begge tilfælde. Det er interessant, at fagforeningerne tilsyneladende ikke repræsenterer en større værdi for publikummet på en dag som i dag. De to formænd er ikke prominente gæster, det er ikke nogen, folk har ventet på at høre noget fra. De ligner to skrivebordspaver, som helt ekstraordinært har forladt hæve-sænke-bordet for en eftermiddag. De bruger i øvrigt begge to meget af deres taletid på at tale om Store Bededag, noget, min far har svært ved at forstå.

»Altså, er det ikke helt gakgak, at en fagforeningsmand hellere vil have Store Bededag tilbage end 1. maj frihed?«

Morten Skov Christensen når ikke at tale længe, før han bliver afbrudt af et optog af Woltbude, der baner sig vej i publikumsmængden. De demonstrerer for bedre arbejdsvilkår, som de har gjort det det seneste stykke tid, og da de kommer gående med deres firkantede rygsække og megafoner får de dagens første oprigtige bifald.

»Men det er jo også de mest reelle arbejdere, vi har set i dag,« siger min far, og bliver glad da Morten Skov Christensen inviterer dem op på scenen og lader dem få ordet. Skiftevis holder de mikrofonen og kræver med et gebrokkent dansk eller engelsk bedre forhold. For første gang i dag opstår der en eller anden kollektiv følelse af, at noget måske alligevel er på spil. At der stadig er noget, der skal kæmpes for.

Straks efter Woltbudenes opsang træder Claus Christensen igen ind på scenen og lægger an til fællessang. Noget, der desværre vil ske mange gange i løbet af i dag.

»Tag en fremmed i hånden!« dikterer han fra scenen,

»Nej jeg vil sgu ej,« siger min far og taler ind over de første toner af I en lille båd der gynger.

»Vi er da ikke børn. Vi kan holde i hånden når vi kan mærke, at vi er en del af et fællesskab. Her er ikke et fællesskab. I øvrigt kender Woltbudene ikke den her sang.«

Desuden er Claus Christensen en helt umulig fællessangsorganisator. Han slår krøller på alle ordene, så selv dette dansktopnummer bliver umuligt at synge med på.

»Nu buher jeg snart,« siger min far, men det behøver han heldigvis ikke, for sangen er slut, og nu skal Peter Hummelgaard på scenen som dagens Mette Frederiksen-afløser. Bortset fra, at Peter Hummelgaard åbenbart er blevet forhindret, og dermed afløses af beskæftigelsesborgmester i København, Andreas Keil. Han er altså Socialdemokratiets udsendte på 1. maj, og publikum er lige så uengagerede som S åbenbart var det, da de skulle sende en mand på pletten til årets vigtigste politiske arrangement for deres kernevælgere.

Det er mere end bizart at se demonstranterne foran scenen, hvor der nu foregår noget, der i langt højere grad ville høre hjemme på Top Charlie end på arbejdernes kampdag.

Beskæftigelsesborgmesteren får dagens mindste bifald. Der går heller ikke mange sekunder før han afbrydes af en propalæstinensisk demonstration, der overdøver talen med tågehorn og røgbomber.

Andreas Keil taler uanfægtet videre selvom ingen kan høre noget. Hvorfor anerkender han ikke hvad der sker lige foran ham? Han lader slet og ret som om demonstrationen ikke finder sted. Jeg kan ikke høre hans tale, og de kan alle andre heller ikke, men folk virker også ligeglade. De pifter og klapper ad demonstranterne. Han forlader scenen og kunne lige så godt have undladt at møde op.

Claus Christensen kommer ind igen, klar til at synge I mormors kolonihavehus.

»Synes I livet er skønt? Så op med hænderne!«

Det er mere end bizart at se demonstranterne foran scenen, hvor der nu foregår noget, der i langt højere grad ville høre hjemme på Top Charlie end på arbejdernes kampdag.

»I mormors…kolonihavehuuus.« lyder det fra scenen bag en mur af tågehorn.

Min far og jeg ser på hinanden, det er tid til at tage en pause fra hovedscenen.

»Det kunne klæde arrangementet ikke at være så kommercialiseret« konstaterer min far, idet vi går forbi Joe and the Juice-boden. Han trænger til at komme tilbage til kommunistscenen, så det gør vi, og det lige i tide til at en ny musiker indtager den: Det er Mille Justinussen, en ung, kvindelig musiker der vandt X-Factor tilbage i 2018, men som nu skriver sine egne sange. Her optræder hun fx med et nummer, der vist kan tolkes som en stor fuckfinger til amerikaniseringen og individualiseringen af samfundet. Det er svært at høre, hvad hun synger, men hun er uden tvivl dagens mest energiske og idealistiske indslag, og foran scenen står fire børn og danser. Min far bliver lidt rørt.

Vi vender tilbage til hovedscenen for at høre Pia Olsen Dyhrs tale, men hun evner heller ikke rigtigt at vække en kampgejst blandt publikum. Det store tema er igen Store Bededag, og valget, selvfølgelig, den nye regering. »Hvorfor må hun være uambitiøs bare fordi hun er sympatisk?« spørger min far, og her giver jeg ham ret, det bliver en kende uambitiøst. 1. maj er jo socialistens årlige mulighed for at preache for the choir, så hvorfor ikke skrue lidt op for retorikken?

Det bliver i hvert fald tydeligt, da Pelle Dragsted bagefter indtager scenen, at hvis der er én, der kan lykkes med at mobilisere arbejderklassen i dansk politik i dag, så er det ham. Han taler direkte til Woltbudene og erklærer åben krig mod de partier, der tager en racistisk retorik i brug for at skabe splittelse i arbejderklassen. Der er plads til vendinger som at »Liberal Alliance har det med vores velfærdsstat som vi andre har det med en byld i røven,« kort sagt er der en fornemmelse af, at der er et rigtigt menneske bag manden på hovedscenen, og det er første gang i dag det sker.

Og det er måske trods alt noget af det vigtigste ved en begivenhed som arbejdernes kampdag: at man tror på, at de mennesker, der taler til én fra scenen, har lyst til at stå der, og er motiverede af andet end personlige årsager. Måske er det også derfor, at det generelt er demonstranterne, der har høstet de største bifald.

Claus Christensen indtager scenen igen og beder os nu om at sige bøh til vores sidemand mens han synger We shall overcome. Det er altså den sidste dråbe, tænker jeg, og vi forlader hovedscenen for sidste gang.

»Hænderne ryger i vejret, og så bliver stemningen helt løssluppen. Er I med? Super!«

Siger han til vores rygge mens vi er på vej væk. Som ret mange andre, i øvrigt.

Dagen er ved at være slut, min far og jeg drikker en sidste øl ved Enhedslistens scene.

»Jeg har fået nok af fadøl, nu trænger vi snart til et godt glas vin. Det har aldrig skadet at være lidt dobbeltmoralsk. Men det er et godt gratis lommeaskebæger de har givet mig her. Skriv det ned.«

Enhedslistens folketingmedlem Leila Stockmarr holder tale. Alle er fulde og overdøver det, der sker på scenen, min far må gå helt tæt på for at høre hvad hun siger.

»Det var sgu en af dagens bedste taler, og så gider Enhedslistens egne folk ikke engang høre den. Det er sgu da lidt deprimerende. Men altså, jeg har nydt at være med i dag. Det har været fedt.«

Kunne du mærke et fællesskab i dag?

»Næ, jeg kunne mærke en enorm individualisme. Det galdt både dem på scenen og dem på jorden. Alle vil have det lidt bedre end de andre. Leila Stockmarrs tale var pissegod, men det var kun 10% af publikum, der gad høre den.«

På vej ud af fælledparken synes han nu alligevel, at dagen har været en succes.

»Dengang i 1990, da dagen var slut, tog vi til Nørrebro og besøgte en fyr der havde en rotte som kæledyr. Så kravlede den lidt rundt på os. Det brød jeg mig sgu ikke om. Så foretrækker alligevel denne 1. maj fremfor den i 90’erne. Dengang holdt alle deres egen fest på et tæppe. Der sker meget mere nu.«

»Og på en måde er det meget godt,« siger han til sidst, »jeg var nok blevet skuffet, hvis ikke jeg var blevet lidt skuffet.«