Frihed i magtens kredsløb
Da Vladimir Putin for godt fire år siden besluttede at indlede sin “militære specialoperation” i Ukraine, tog jeg afsked med en god ven. Ivan, en ung ukrainsk mand, rejste hjem for at kæmpe – fra sit eksil i Grønland, hvor han havde levet siden 2019 som politisk flygtning. Han blev dræbt i kamp kort tid efter i en landsby nord for Kharkiv i Østukraine. Jeg husker stadig hans sidste ord, inden vi skiltes i København, hvor han besøgte mig på vejen til Ukraine: »Vi kæmper også for jeres, for alle europæeres, frihed.«
Dengang forstod jeg ham ikke. Hvad havde min frihed med en krig i Europas udkant at gøre? Min frihed, mente jeg at vide, var beskyttet af mit hjemlands nære venskab med verdens stærkeste militærmagt, USA. Jeg forsøgte endda at tale Ivan fra at rejse tilbage. Mente, at det ville være det rene selvmord. Han var ikke soldat, og alle militæranalytikerne og eksperterne sagde, at ukrainerne ikke havde en jordisk chance, selvom de rigtignok kæmpede bravt.
Som bekendt er det gået anderledes, og den ukrainske befolkning holder stadig stand. Men Ivan mistede livet, og lige siden har jeg tænkt over, hvad han egentlig mente med de ord: at han også kæmpede for min frihe
