Print artikel

Hvad man kan se i dette mørke. Ti teser om fremtiden.

Ødelæggelser i Kharkiv efter russisk missilangreb i januar i år. Foto: State Emergency Service of Ukraine/Wikimedia Commons.
Essay
24.02.26
Også i de mørkeste timer har vi brug for at tale om, hvad der kan ske med os i morgen, for mørkets fremtid er lige så usikker som lysets. Vores parathed til at gennemleve det og til at tro, at det er midlertidigt, er afgørende for at kunne tale om fremtiden og se, hvor smuk denne verden kan være, når vi blot tilføjer den lidt sund fornuft og retfærdighed.

1

Lad os begynde med dette her: I min opgang i Kharkiv er der ti lejligheder. I stueetagen lå der en musikskole, som lukkede kort efter den russiske fuldskalainvasion. På første sal bor der ikke nogen – den gamle dame i den ene lejlighed døde lige før krigen, familien i den anden rejste kort efter. På anden sal bor der en gammel mand, som for ti år siden stadig havde et ganske imposant ydre. Han bor alene. Han går sjældnere og sjældnere på indkøb – han har svært ved at komme op ad trapperne.

Ved siden af ham bor der en familie, som sørger for, at der er orden i opgangen, og har nøglen til loftsrummet. På tredje sal er der også en tom lejlighed – familien er vist rejst. Ved siden af bor en mand, der har sin egen virksomhed – tavs og alene. Sin familie har han sendt ud af landet. På fjerde sal er der tom lejlighed – beboerne rejste i begyndelsen af krigen, i den anden bor der en familie, som ikke er rejst nogen steder, de bliver i deres lejlighed under bombardementerne. På femte sal bliver den ene lejlighed lejet ud af dem, der ejer den, selv er de rejst et eller andet sted hen, i den anden bor jeg.

For det meste har vi lys, vand og varme. I de seneste måneder, når byen er blevet angrebet, bliver huset pludselig livløst. Strømmen forsvinder, og vandet forsvinder. På få timer bliver huset koldt, som et dyr, der er blevet kørt over på en landevej.

Sammen med huset fryser de få beboere, der er tilbage i det. Derefter bliver skaderne repareret og huset liver op igen. I denne vinter fryser alle. Vores byer bliver ødelagt, man prøver på at slå dem ihjel. Nogle gange får jeg den tanke, at hvis huset en dag bliver glemt og der ikke bliver tændt igen for strømmen, vil det ganske enkelt fryse ihjel. Sammen med sine beboere. Det vil ske ret hurtigt. F.eks. på et døgn. Eller to. Men nu skal vi tale om fremtiden.

2

Det er uvægerligt spekulativt at tale om fremtiden, når nutiden føles uligevægtig. Krigen er først og fremmest en defekt tidsfornemmelse: Du gør, hvad du kan, for at samle dig om det øjeblik, du befinder dig i, uden at forlade dig for meget på fremtiden.

En luftalarm er en simpel påmindelse om, at dine planer når som helst kan blive justeret eller ændret af en anden, en, som er fuldstændig ligeglad med dine forventninger. Hvis du under en total tilintetgørelseskrig stoler på fremtiden – så gør du dig selv sårbar og dysfunktionel, for fremtiden kan falde dig i ryggen når som helst.

Hvis din bevidsthed derimod bliver styret af et behov for overlevelse, et behov for at stå igennem det hele – så forbedres dine chancer. Under alle omstændigheder bliver der ikke meget plads til at være visionær.

Med storkrigens begyndelse har mange af os ukrainerne oplevet, at tidens kontinuitet har lidt et brud, dens lineære egenskab og dens orden er gået tabt. Livet midt i krigen er et liv uden garantier. Ikke desto mindre har vi selv i de mørkeste timer brug for at tale om, hvad der kan ske med os i morgen. Bare for at være indstillet på det værste. Og for omvendt ikke at blive overrasket, hvis det bedste sker.

3

Hvordan skal vi tale om en fremtid, hvis format bliver afgjort af forhandlinger? Hvordan skal vi håndtere vores forestillinger om vores egen fremtid med retorikken fra en besættelsesmagt, hvis væsentligste ønske er, at vi overgiver os?

Vi har en forestilling om, hvordan vi ønsker os, at verden omkring os skal se ud, når vi vågner. Vi forstår dog udmærket, at det langt fra er alle vores forventninger, der kan blive indfriet. Retfærdighed er ikke en umistelig del af vores virkelighed. Men vores behov for retfærdighed er naturlig og intakt. Efter min mening er det takket være den, at mange af os, uden at gøre os illusioner, trods alt ikke har mistet vores følelse af værdighed.

For hvad er værdighed? Det er, når man ikke skal undskylde sit behov for og ønske om at være sig selv. Ikke give afkald på sig selv. Ikke være bange for at være sig selv.

Det værste, når man befinder sig i det dybeste mørke, er at tale om lyset. Stor er fristelsen nemlig til at tro, at mørket ikke er midlertidigt, at det skal være hos os fra nu og i al evighed. Men man skal huske på en såre simpel ting – mørkets fremtid er lige så usikker. Det er også afhængigt af en masse forskellige faktorer. Og en af disse faktorer er vores parathed til at gennemleve dette mørke.

4

Så lad os prøve at tale om fremtiden. Hvad kan vi med sikkerhed sige om den? Vi ved med sikkerhed, hvorfra vi vil komme ind i den. Vi vil komme ind i den fra det mørke, der omslutter os i dag. Den dybeste sorthed. Og denne dybe sorthed vil vi have bag os som en del af vores erindring og erfaring. Og som en af bestanddelene i den fremtid, vi taler om nu.

Det er jo klart, at fremtiden, selv den lyseste af slagsen, vil bære mærker efter dette mørke og dets tilstedeværelse i vores erfaring. Det skal vi være parate til. Når en krig slutter, er det sjældent, den slutter helt. Det er meget vigtigt at forstå, at vi kommer til at have at gøre med dens spøgelser og skygger i meget lang tid fremover. Det kommer til at kræve kræfter. Det kommer til at kræve et stort erindringsarbejde i fremtiden. Og det fordrer allerede i dag et kæmpe arbejde af vores forestillingsevne.

Mennesket fødes ikke til at blive beskudt med raketter, opleve timelange luftalarmer eller følge de angrebsdroner, der kommer flyvende for at slå det ihjel.

Når man forestiller sig fremtiden, får man lyst til at forestille sig den som ideel. Historien viser imidlertid, at det plejer at være vores fortid, der er ideel. Det er den, vi er tilbøjelige til at idealisere. Hvad skal vi i så fald gøre med fremtiden? I vores tilfælde – med fremtiden efter krigen?

5

Fremtiden kommer med sikkerhed ikke til at ligne fortiden. Og deri ligger der en fælde. En del af os – både de, der lever og bor i Ukraine og de, der sympatiserer med os udenfor – taler bevidst eller ubevidst om fremtiden i fortidens kategorier. Hvorved de begår en stor fejl.

Sådan, som det var, kommer det ikke til at blive igen. Det kommer til at blive anderledes. Det betyder slet ikke, at fremtiden ikke bliver god. Den kan sagtens blive god. Den kan sagtens blive lykkelig. Man bør bare lade være med sammenligne den med det, der var.

Vores fortid er endeligt og kategorisk blevet ødelagt af denne krig. Den er allerede ødelagt nu, og jeg tillader mig at minde om, at den vil fortsætte med at blive ødelagt, for mens vi taler her om fremtiden, er krigen stadig i gang.

Der er meget i forholdene mellem lande (og vigtigst af alt – i forholdene mellem folk), som ikke genskabes automatisk efter en våbenhvile (hvor betingelsesløs en sådan end måtte være).

Åbenhed genskabes ikke, og tillid genskabes ikke. Mange institutioners og lederes autoritet, mange initiativer og projekter genskabes ikke. Og vigtigst af alt – følelsen af tryghed genskabes ikke. Den vil være anderledes. Og den tager form netop nu, i disse dage, i disse måneder.

Hvor vil jeg hen med det? Det er en forkert strategi at vente på, at nutiden skal slutte som en påtvungen pause, det er forkert at forestille sig fremtiden som muligheden for bare at vende tilbage til tingene, som de var. Fremtiden som en udgave af fortiden, man har lagt til side, er en illusion. Fremtiden vil bestå af os – sådan som vi er, som vi er blevet, som vi vil formå at være.  

6

Fra tid til anden hører man denne tanke udtrykt – alle krige slutter før eller siden. Krigen, som Rusland har begyndt mod Ukraine, vil også slutte. Selvom denne tese er indlysende, er den ikke ubestridelig. I sin tid oplevede flere generationer af europæere, at Hundredårskrigen ikke sluttede.

De levede simpelthen ikke længe nok til at se den slutte, de blev dræbt (eller døde ganske enkelt, uden at nogen dræbte dem), mens krigen stod på. At opfatte en hvilken som helst krigs afslutning som en uundgåelig kendsgerning er ganske tvivlsomt i etisk henseende. At afslutte en krig kræver enorme kræfter og et kæmpe arbejde. Og desuden stor tro og stor tålmodighed.

Samtaler om fremtiden er i dette tilfælde ikke et ønske om at abstrahere fra virkeligheden, men snarere omvendt – en objektiv opfattelse af virkeligheden. Fremtiden er den dør, som fører ud af denne side af rummet. Det rum, vi alle befinder os i.

7

Hvorfor er det vigtigt for os at tale om fremtiden allerede i dag? Fordi vores manglende evne til at forstå hinanden kun vil blive større i fremtiden. På grund af den alt for store afstand mellem vores erfaringer, den alt for forskellige fortid, som vi lægger bag os, og vores af den grund alt for forskellige forventninger til fremtiden.

Det er jo indlysende, at det niveau af opmærksomhed, Ukraine i øjeblikket får fra resten af verden, også vil blive mindre. I hvor høj grad vil verden kunne bevare sin empati med et land, som på et tidspunkt holder op med at blive bombet? Hvad vil komme i stedet for empatien? Sund rationalisme? Almindelig følelsesmæssig træthed i forhold til en uretfærdighed, der ikke rammer dig selv direkte?

Det vigtigste er ikke at være en passiv og neutral iagttager midt i denne nat, når det, der er vigtigt og det, der virker, er vores evne til hver især at sige dette mørke imod.

For tiden prøver vi at råbe verden op i håb om, at verden vil høre, forstå og støtte os. Men hvor længe kan man fastholde opmærksomheden mod en selv og ens ulykke ved at råbe? Og hvor tungtvejende vil vores krav om opmærksomhed og forståelse være, når trusselsniveauet mod os ændrer sig? Vil verden tale med os, når vi ikke længere bliver udsat for massemord? Har verden moralsk ret til at blive træt af os? Og hvordan skal vi i så fald leve i en fælles fremtid – sammen med en træt verden, et behov for retfærdighed og med en total følelse af mistillid?

8

Det forekommer mig at være uhyre vigtigt, at vi taler om vores fremtid netop som en fælles fremtid. Jeg tænker ikke på politiske eller militære alliancer, om medlemskab af organisationer og blokke. Det står bare klart allerede nu, at samtlige store krige minder os om, at det er umuligt at holde sig på afstand af begivenhederne i den moderne verden, og at det er ineffektivt (og endda amoralsk) at dele verden op i indflydelseszoner og interessesfærer.

Denne krig, den første store krig i det 21. århundrede, har vist os, at verden er alt for bundet af sin fortid, og at den derfor er ude af stand til at opbygge en fremtid med fælles kategorier af sikkerhed og tillid. Samt at det at hjælpe den, der i dag er offer for væbnet aggression, ikke er at gøre ham en tjeneste: Det er at opbygge et fælles rum af normalitet og gensidig støtte.

Hvor meget nogen ellers måtte ønske det modsatte, så vedrører branden om bord på skibet alle passagererne, uden hensyn til, hvilken klasse billet, de har. Det er måske netop derfor, vi taler om fremtiden her i dag, selvom jeg formoder, at vi hver især har vores egne planer for næste weekend og det næste år.

9

Hvad er for resten vores planer for det næste år? Mine naboers planer er for eksempel at klare vinteren og nå frem til foråret uden at fryse ihjel i deres egne lejligheder. I disse uger, hvor landet gennemlever kolossale prøvelser på grund af kulden og mørket, fremstår menneskets sårbarhed i den moderne virkelighed pludselig så ulideligt klar – med dets afhængighed af infrastruktur, varme-, el- og vandforsyning, temperaturen udenfor og sjælero indeni.

Mennesket fødes ikke til at blive beskudt med raketter, opleve timelange luftalarmer eller følge de angrebsdroner, der kommer flyvende for at slå det ihjel. Slå det ihjel i dets eget hjem, i det hus, det er født og opvokset i og har boet i hele sit liv. Kuldedøden i ens egen seng i en millionby i Østeuropa bør ikke indgå i noget menneskes planer.

10

Hvad kan der så indgå i vores planer? Ikke at miste blikket for virkelighedens konturer, nutidens konturer. Netop de konturer, som vores fremtid vil blive bygget på. Vores fælles fremtid. Selvom mørket er altomsluttende og tomt for håb, er det ikke uendeligt.

Man kan faktisk klare sig igennem det. Det vigtigste er ikke at være en passiv og neutral iagttager midt i denne nat, når det, der er vigtigt og det, der virker, er vores evne til hver især at sige dette mørke imod. Sige det imod på vores sprog. Sige det imod med vores arbejde. Sige det imod ved at blive her i fremtiden.

Mørkets største fare er vores manglende evne til at se tingene, som de er. Når dette mørke forsvinder, vil vi undres over, hvor mange vi var her, hvor meget vi nåede at gøre, og vigtigst af alt – hvor smuk denne verden kan være, når blot vi tilføjer den lidt sund fornuft og retfærdighed.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.