I det absoluttes nat er alle køer sorte

I Oplysningens dialektik fra 1944 beskriver filosofferne Theodor Adorno og Max Horkheimer et fundamentalt moderne paradoks. Det moderne menneske har stræbt så intenst efter at beherske naturen, at det også er kommet til at beherske naturen i sig selv. I lyset af samtidens økologiske krise har paradokset fået en ny karakter.

I dag ville det måske være mere oplagt at sige: I sin iver efter at beherske og administrere naturen har mennesket mistet kontrollen, så det i stigende grad vil blive tørker, stormfloder og skovbrande, der bestemmer, hvordan vi må indrette os. Vores magtudøvelse kan blive vejen til vores ufrihed, og vores kontroltrang kan blive vejen til vores kontroltab.  

For den tyske 1800-tals filosof G.W.F. Hegel er disse selvmodsigelser bærere af et sjældent radikalt potentiale. Det er så at sige modsætningernes provokation, der er den filosofiske tænknings oprindelse. Tænkningen starter der, hvor vi får øje på noget, der ikke kan gå op. Når