Fremtidshistorie

»Vi har arvet et verdensbillede, der ikke tjener den tid, vi lever i,« sagde Kate Raworth, den britiske økonom, da hun i april talte i festsalen på Københavns Universitet. »I dette verdensbillede er mennesket hævet over den natur, som det har betvunget og som kan udnyttes endeløst.« Gode ord, fortsatte hun, såsom ‘vækst’, der stammer fra naturens verden og beskriver, hvordan noget levende vokser ved at tage næring til sig, og ‘fremgang’, der rummer en indgang til historien som en utopisk proces, er blevet forvrænget på skammeligste vis.

Det er afgørende, at vi i dag tager dem tilbage med en ny civilisationsfortælling, hvor alt det, der ikke har fået plads i det nedarvede verdensbillede, såsom reproduktivt arbejde, gensidig hjælp, civil infrastruktur, fremtidens generationer, økosystemeners trivsel og udsathed, husdyrenes velbefindende og sjælfuldhed bliver sat i centrum; og hvor alt det, der har været i centrum, såsom konkurrenceevne, profit, afkast til aktionærerne, markedsandel, monopol bliver rykket ud i periferien.  

Ikke alene har verden været anderledes, den kan også blive det igen. 

Kapitalismen kan herefter passende blive en egen sportsgren i OL, sådan som SciFi-forfatteren Kim Stanley Robinson har foreslået ved flere lejligheder. Så kan folk udplyndre og udpine hinanden og deres omgivelser inden for trygge og på forhånd aftalte rammer, mens vi andre bygger samfundene op. Det er tid til at gentænke økonomien.  

Raworth beskrev i starten af sit foredrag, hvordan det var mødet med billedet af »planetens grænser« tilbage i starten af 00erne, der fik hende på sporet af den tænkning, som senere skulle manifestere sig i hendes teori om doughnutøkonomien, der disse dage deles og diskuteres som aldrig før. Raworth havde i sit arbejde indtil da været optaget af menneskerettigheder, arbejdet med FN’s Verdensmål og mødet med de planetære grænser - der stammer fra et nu vidt berømt forskningsinitiativ inden for Earth System Science - satte det hele i perspektiv: Hvis vi skal lykkes med at gentænke økonomien og vores fælles civilisationsgrundlag på Jorden i det 21. århundrede, må vi tænke social retfærdighed og planetære grænser sammen. Vi kan altså ikke forestille os en genopretning af klodens livgivende funktioner uden en global omfordeling af rigdom, og vi kan ikke forestille os social retfærdighed uden at medtænke planetens grænser og det fælles vilkår, som biosfæren udgør.  

Grundlæggende for Raworths tænkning er bruddet med »kapitalistisk realisme«, hvor nogle grundlæggende antagelser om verdens beskaffenhed får lov at bestemme alt andet. Det handler ikke kun om at lære at tænke med nye metaforer såsom doughnuttens cirkulære, grænsebårne helhed, men også om aktivt at fortælle en anden historie: Naturen er endelig, ikke uendelig. Vækst har intet med akkumulering at gøre, men handler om liv og livsprocesser.

Økonomien, helt grundlæggende, er ikke et domæne eller råderum, der kan adskilles fra vores liv i øvrigt, men selve betingelserne herfor. Økonomien som vidensfelt er en blanding af fortælling og politik, der sætter rammerne for, hvad der er værdifuldt, og hvor vi skal hen. Når vi i dag diskuterer spørgsmål såsom global fælled og omfordeling, er det netop denne grundfortælling og økonomien som skabende værktøj, der er i spil.

Raworth sætter sin lid til en »indlejret økonomi« og efterlyser, kunne man sige, ‘indlejrede fortællinger’, hvor mennesket identificerer sig med sin økologiske og planetariske omverden frem for med en udenjordisk Gud eller ‘det økonomiske menneske’, der typisk er hvidt, mandligt og klar til at rejse til Mars frem for at redde planeten eller blot bekymre sig om den. 

Vi kan ikke forestille os en genopretning af klodens livgivende funktioner uden en global omfordeling af rigdom.

Den franske økonom Thomas Piketty har et lignende ærinde i sin nye bog, En kort historie om lighed, der netop er udkommet på dansk. For ham er historien en igangværende proces, hvor de valg, vi træffer kollektivt og individuelt kan gøre en forskel. Hans nye bog »søger at mobilisere borgerne« i en fælles kamp mod den unaturlige og skadelige ulighed, som har domineret samfundene verden over de sidste tredive-fyrre år.

Piketty kobler ønsket om nye skattereformer, der kan restituere fællesskabet til udformingen af en postkolonial, retfærdig og økologisk økonomi. Det er ifølge Piketty »bydende nødvendigt« at kende grundene til national og global ulighed, den globale skævvredning af velstand og forudsætningerne for ødelæggelsen af vores fælles naturgrundlag. Der er, mener han, noget instruktivt i en historisk bevidsthed om, hvordan tidligere samfundsændringer fandt sted. For ikke alene har verden været anderledes, den kan også blive det igen. Via historiske visualiseringer lærer vi at tænke frem i tid og forestille os, hvordan det kunne blive.

Det er fremtidshistorie. Og selvom vi ikke ved, hvor vi ender - Piketty understreger, at økologisk deltagersocialisme blot er én ud af mange mulige modeller, som han selv er begejstret for – bliver vi nødt til at vide, hvor vi gerne vil hen.  

Når Pikettys nye bog og hele forfatterskab er så utrolig interessant at læse, så er det bl.a. fordi, han viser, hvor omfattende samfundsændringer, der kan finde sted, og hvad de rent praktisk består af. Det har en kraftfuld effekt, når han igen og igen refererer til de opstande blandt slavegjorte og undertrykte, der i sin tid satte gang i forandringsprocesser.

Snarere end politisk fremsynethed i de parisiske saloner var den gradvise afskaffelse af slaveriet f.eks. en reaktion på massivt politisk pres fra en gruppe mennesker, som man endnu ikke regnede for borgere. Ord som retfærdighed, omfordeling, postkolonialisme, postkapitalisme og økologisk økonomi får hos Piketty en virkelig mening i form af konkret datamateriale, der påviser hvilke forhold, der må og skal laves om på, for at imødekomme de ændringer, vi i fællesskab nu må forestå.  

Klimaforandringer og global ulighed er de to store hovedkræfter i denne forandringsproces. Piketty understreger nødvendigheden af i de vestlige lande at turde se på erstatningsspørgsmålet, som en forudsætning for universel retfærdighed. Det globale nord har drevet rovdrift på mennesker, dyr og økosystemer i Det globale syd gennem århundreder. Vi kommer ikke videre, mener han, før vi anerkender sammenhængen mellem erstatning og lighed. Og vi må ifølge Piketty aldrig glemme, at alt det, der kan siges at være ‘godt’ ved vore samfund og den moderne verden er sket på baggrund af omfordeling.  

Fortidens gigantiske samfundstransformationer bliver en kilde til håb.  

Mobiliseringspotentialet ligger for ham dels i arbejdet med bevidstgørelse af borgerne, så de ved, hvor meget, der er at opnå gennem politisk pres, men også med historien som værktøjskasse til den forandringsproces, vi er i. Det er ædrueliggørende læsning, når Piketty i kapitlet om »Den store omfordeling, 1914-1980« minder om, at socialstaten med uddannelse, sundhed og sygesikring til alle stadig kun er ved at blive opdaget og opfundet verden over. Fortidens gigantiske samfundstransformationer bliver en kilde til håb.  

Pikettys arbejde står ligesom Raworths som en direkte afvisning af de truismer, der på rammende vis har beskrevet Vestens selvbillede de seneste mange år: ‘Det er lettere at forestille sig verdens undergang end enden på kapitalismen.’ Og: ‘Vi lever i et økonomisk system, hvor vi ikke har råd til at overleve’. Piketty maner disse forskruede afmagtsforestillinger til jorden. Med en lang række eksempler fra historien viser han i sin nye bog, hvordan vi i løbet af de seneste tohundrede år i flere omgange har formået at vende op og ned på vores verdensbilleder og verdensorden. 

Johan Rockström og Owen Gaffney, der begge er tilknyttet Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung og Stockholm Resilience Center, refererer til både Piketty og Raworth i Klodens grænser, der også netop er udkommet på dansk. Bogen, der er bygget op som et drama i tre akter, hvor menneskeheden i kraft af videnskabelig indsigt gradvist bevæger sig mod en planetær bevidsthed, præsenterer udkastet til det, de kalder ‘Jordprogrammet’.

Mennesket er en geologisk faktor.

Med inspiration fra bl.a. økonomen Maria Mazzucatos gentænkning af missionsøkonomien fra rumkapløbet og politisk økonomi i lyset af klimakrisen, samt Raworth og Pikettys analyser af samfundsudviklingen frem til i dag, præsenterer de rammeværket for en gentænkning af økonomien og vores relation til biosfæren, hvor naturen ikke er en ressource, der kan udnyttes i større eller mindre grad, men selve livsgrundlaget, og hvor krisen ikke er frivillig, men et faktum, vi må forholde os til: »Jorden er nu ustabil. Vi mister kontrollen. Det er en krisesituation. Og forskerne er decideret nervøse,« skriver de. »Vi står over for katastrofale risici, men heldigvis findes løsningerne, der kan give os velstand, sikkerhed og retfærdighed.« Men: »Kan større indkomstlighed støtte planetær varetagelse?« spørger de, og svarer selv: »Ja. Og vi mener, at det er en af de vigtigste ufortalte historier i Antropocæn.« 

Da Antropocæn-tesen blev fremsat i begyndelsen af 00’erne var den et led i et teknokratisk skub i retning af postkapitalisme. Forslaget om en ny geologisk epoke var et opråb fra en forskerstand, der i mere end tre årtier havde advaret om faretruende og irreversible forandringer i Jordens livssystemer. Det lå som en forudsætning for begrebet, at en omfattende samfundsændring var nødt til at finde sted. Det var nødvendigt at skifte kurs, bryde med den kapitalistiske realismes verdensbillede om grænseløs vækst og endeløs udvidelse, ligesom det var afgørende at skabe og distribuere nye verdensbilleder, der fortalte helt anderledes om følsomhed, modtagelighed, sårbarhed og agens hos andre livsformer og økosystemer.  

Johan Rockström og Owen Gaffneys Klodens grænser er et led i denne diskursive kamp om planetens fremtid: I hvilken grad er vi ansvarlige for den tiltagende opvarmning og destabilisering, der finder sted, og hvordan kan vi afbøde den og genskabe bæredygtige betingelser for liv på Jorden? Bogen, der oprindeligt udkom i 2020, er på kort tid blevet både berømt og uundværlig, fordi den gør de mange kriser, vi gennemlever, mere forståelige og håndterbare ved at skille dem ad, definere dem i relation til hinanden og frem for alt; ved at gøre dem kvantificererbare. 

Der er ni grænser, som vi skal blive fortrolige med. Tre verdensomspændende, der fungerer på planetær skala: 1) klimasystemet, 2) ozonlaget og 3) havet. Der er fire biosfæregrænser: 4) biodiversitet, 5) arealanvendelse, 6) ferskvand og 7) næringsstoffer. Og to ubekendte: 8) kemiske nyskabelser og 9) partikelforurening. 

Grænserne kan sammenlignes med verdensmålene, idet det bliver muligt med en ny grad af præcision at identificere brud på bæredygtigheden og iværksætte forebyggende og modvirkende tiltag. »Vi er i dyb fare«, skriver Rockström og Gaffney, »Vi har overtrådt fire af de ni planetære grænser: klima, biodiversitet, land og vores brug af næringsstoffer.« Og: »Imens har klimaændringer og landsystemændringer nået farezonen.«

Vi er på vej ind i vores egen tid, Antropocæn, men alt for mange af os lever stadig i Holocæn.

Forfatterne foreslår med Jordprogrammet reformer, der er så omfattende, at det ville indvarsle et nyt kapitel i menneskehedens historie med planetær varetagelse som kilde til både fællesskab og global omfordeling. Så store forandringer kan virke overvældende, men det er netop det, tidsalderen lægger op til, mener de. Vi er på vej ind i vores egen tid, Antropocæn, men alt for mange af os lever stadig i Holocæn, hvor overforbrug og Jordisk ærefrygt ikke er en bekymring. Rockström udtalte i et interview med Dagbladet Information for nylig, at vi nu har data, der påviser, at vi har overskredet seks ud af ni grænser frem for fire, som bogen fremlægger. Belastningen af syntetiske stoffer (den 8. grænse) såsom plastik, samt belastningen af ferskvandsressourcerne (den 6. grænse) har overskredet bæregrænsen.  

Med disse grænser lærer vi at se Jorden for os. Ikke planeten som sådan, som vi kender fra Apollon 8-missionens ikoniske Earthrise-foto, men det livsvæsen, den kritiske zone, der slynger sig herom og som udgør det, vi kender som biosfæren. Den bærekraft, som Jorden frembyder, er en mulighed ikke en sikring. Antropocæn er for Rockström og Gaffney en brugbar betegnelse, fordi den sætter tingene i perspektiv: Mennesket er en geologisk faktor.

Det er både en magt- og en afmagtstrope, fordi det kan virke uoverkommeligt at forholde sig til en hel planets reaktionsmønster, men hvis vi som art beslutter os for tiltag, såsom at overgå til pløjefrit landbrug med stedsegrønt plantedække, vil det have en direkte effekt på atmosfæren i form af mindsket CO2-udledning og øget kulstof-binding. Og omfanget vil være så markant, at det med rette kan beskrives som en form for geo-engineering, idet halvdelen af verdens landareal er inddraget i landbrug.

Og det samme gælder kampen for ligestilling i verden, der ligeledes griber ind i billedet af mennesket som planetskabende art: Ligestilling og lige adgang til arbejdsmarkedet ville medføre et naturligt fald i fødselsraten, som ligeledes ville have en direkte indvirkning på biosfæren. Klodens grænser er både forløsende og forjættende læsning, men der er ingen vej udenom: Mennesket er en planetskabende art og dets måde at drive samfund på vil være bestemmende for alt andet liv på Jorden. 

Det er et fælles arbejde at udforme og dele sandhederne om verden. Det sker aldrig én gang for alle. Det er en langsom og fælles kamp, der kæmpes med de billeder, tanker og forestillinger om verden og Jorden, som går forud for vores handlinger. Raworth, Piketty, Röckström og Gaffneys arbejde griber ind i vores kollektive forestillingskraft på fundamental vis. Ikke alene præsenterer de gennem deres værker en anden forståelse af Jorden og historien, hvor ting som ulighed, ejendomsret og endeløs vækst ikke kan tages for givet, de stræber også efter at vise, hvordan vores egen rolle i historien står åben. Og det er værd at gentage: Den står åben.