Print artikel

At tage til Mars er ikke progressivt, det er reaktionært

Mars synes særligt at være planeten, som rigmændenes opmærksomhed, kapital og længsler er rettet imod
Essay
02.02.22
Hvorfor denne fascination for en død planet, når man allerede befinder sig på en planet, hvor livet blomstrer? Måske fordi man har misforstået modernitetens værdier.

Der går sjældent mere end en uge uden at aviserne igen kan berette, at en eller anden rigmand er på vej imod det ydre rum for enten at udbytte eller kolonisere fremmede planeter.

Mars synes særligt at være planeten, som deres opmærksomhed, kapital og længsler er rettet imod; såvel Elon Musk som Jeff Bezos har hver især store planer med dette fremmede himmellegeme, som de forsikrer os om, at vi alle en dag må bebo eller betræde, hvis humaniteten ønsker at bestå.

At forblive menneske – på Mars. Umiddelbart en underlig idé, særligt fordi planeten Mars ikke besidder den helt særlige kapacitet som bio- og geokemikere kalder »den kritiske zone«, forstået som det tynde lag af jorden, der strækker sig fra toppen af træerne til bunden af grundvandet, hvor alt liv har udviklet sig i løbet af de sidste par milliarder år, som resultatet af interaktioner mellem sten, jord, vand, luft og levende organismer, og som regulerer og betinger menneskets livsbetingelser.

Med andre ord, så rimer ”Liv” og ”Mars” ikke på hinanden. Ikke desto mindre er vi nødt til at indrømme det: der synes at være ét eller andet ved drømmen om Mars, som alligevel er dragende.

Når Elon Musk lufter sine drømme om store ekskursioner, fascinerer det os, vi er lutter øre, og når tv-indslag transmitterer indslag om nye rumsonder sendt i samme retning, synes studiet at eksplodere i vibrationer, glimtende øjne, og hundredevis af oprigtige, interesserede spørgsmål fra journalistens side.

Ja, af den eller den anden årsag, så kan man nogen gange få tanken, at Jorden er mindre interessant, mindre spændende, mindre sexet end Mars. Men hvorfor denne fascination af en død planet, blot omtrent halvt så stor som Jorden, når man allerede befinder sig på en planet, hvor liv faktisk blomstrer? På trods af de mange udfordringer vi står over for hernede, hvorfor så denne faible for en lille ubeboelig ørken?

Én mulig måde at forklare denne fascination på er, at Mars-koloniseringen præsenteres som endnu en episode i det gamle, moderne fremskridts- og emancipations-projekt.

Det moderne eventyr handlede altid om at bevæge sig fremad i rum og tid; ved at få kontrol over naturen og løsrive sig fra den, kunne mennesket realisere sin frihed, lægge sin arkaiske fortid bag sig, og følge ”tidens pil” ind i en lovende og fri fremtid.

Nogenlunde således lød de moderne principper for civilisatorisk fremskridt, og på en måde giver det derfor også mening, hvis Mars genererer følelser og måske endda æstetiseres. For selvom vi har sat kurs imod en spøjst udseende og uvelkommen planet, så synes vi at bevæge os fremad, vi synes at fortsætte vores frigørelse fra naturen, og fortsætte ned ad den samme modernitetens slagne vej.

Når Elon Musk først sender en sportsvogn i kredsløb om solen »for sjov«, og når en håndfuld milliardærer herefter følger ham derud for at kolonisere Mars, hvor mange af os tror så egentlig på, at det er et civilisationsprojekt?

Problemet er naturligvis, at det netop var denne moderne fremskridtsmarch, der fik vores civilisation til at miste forbindelsen til sine jordlige eksistensbetingelser, og langsomt at gå i søvne ud over jordens planetariske grænser. Men i virkeligheden følger de ultrarige, inter-galaktiske blaffere som Musk og Bezos ikke de modernistiske idealer. Det ser måske sådan ud ved første øjekast, og de præsenterer måske også deres planer sådan, men på to afgørende punkter er de i konflikt med modernitetens princip om konstant fremskridt.

Første uoverensstemmelse: Modernitetens værdier var kollektive værdier; fremskridt, frihed, emancipation, udvikling osv. var tænkt som værdier for alle – det var et civilisationsprojekt, som skulle vise vejen for masserne.

Men, når Elon Musk først sender en sportsvogn i kredsløb om solen »for sjov«, og når en håndfuld milliardærer herefter følger ham derud for at kolonisere Mars, hvor mange af os tror så egentlig på, at det er et civilisationsprojekt? Hvor mange af os tror virkelig på, at disse planer inkluderer os andre?

I mine øjne ligner det snarere et projekt for de få medlemmer af eliten, der er ”heldige” nok til at få en billet ombord på raketten. Igen: disse mennesker formulerer naturligvis deres strategier i kollektive termer, men man behøver ikke være planetarisk geolog for at indse den manglende sammenhæng mellem at terraforme en død planet, der er ca. halvt så stor som jorden, og en civilisation med 8 milliarder mennesker, still counting.

Det moderne fremskridt var tænkt som en kollektiv horisont, men den planetariske kolonisering ligner – hvis det nogensinde skulle lykkes, og jeg tvivler – noget, der kun er skabt af og for eliten.

Rumrejser er reaktionære

Anden uoverensstemmelse: Modernisering var altid en tidslig bevægelse mod fremtidens horisont; samfund og kollektiver forlod fortiden, og bevægede sig imod fremtidens frelse, forårets komme og dets blomstrende dage. Men, disse kvasi-moderne rumrejsetyper synes at være lige så fortabte i tid, som de er i rum, for hvis man ser godt efter, så bevæger de sig faktisk ikke fremad men baglæns i tiden.

Hvorfor? Fordi deres destinations-planet Mars faktisk ser nøjagtigt ud som Jorden gjorde før livet ankom, udviklede sig og blomstrede på vores planet. En proces, der tog milliarder af år.

At begive sig til Mars er, med andre ord, som at bevæge sig mod fortiden, en fortid før livet ankom, da Jorden simpelthen var død. At tage til Mars er ikke progressivt og moderne – det er præcis lige så regressivt som når neo-nationalisterne ønsker sig tilbage til deres gamle, døde forfædres land.

Måske kan en skitsering af disse uoverensstemmelser mellem modernitetens projekt og disse Buzz Lightyearianske Mars-planer i sidste ende hjælpe os med at slippe af med dragningen mod den røde planet. Nej, det er ikke modernisme, hverken politisk, videnskabeligt eller arkitektonisk. Disse mennesker lægger sig ikke i forlængelse af Edison eller Rem Koolhas, dette er ikke et kollektivt, emancipatorisk fremskridtsprojekt. Det er snarere en regressiv, elitær rejse mod en planet, der tilbyder endnu mindre plads og endnu færre livsbetingelser end den, vi allerede bebor.

Jeg lyder måske lidt uretfærdig over for disse interplanetariske opdagelsesrejsende, men jeg er ikke alene om at pointere dette brud med moderne værdier. Det er tidligere blevet påpeget af teknologi-forskere, at noget forandredes i det tech-miljøet i 1990'erne: fra at være et epicenter for moderne idealer om fremskridt for alle, begyndte tech-eliternes drømme at handle mindre om »kollektiv blomstring end om personlig overlevelse«.

Der er ingen tvivl om, at de klimatiske forandringer har forstærket disse tendenser. Bevidst om, at en ny slags jord ryster under vores fødder, beslutter man sig for at lægge afstand til samtlige jordiske begrænsninger, og samtidigt kappe alle solidariske bånd. Disse eliter er klar over, at de økologiske mutationer medfører, at planetens beboelighed skrumper, at der ikke er plads nok til alle, og at de må betale en pris, og tager derfor flugten, og efterlader os andre tilbage på en planet, der er ødelagt af klimaets destruktive mutationer.

Alt dette lyder mindre konspiratorisk, når man husker på det, som journalister og etnografer har dokumenteret i årevis, nemlig at Mars kun er en af eliternes exit-strategier. Skulle jordliggørelsen af andre planeter slå fejl, har de samme eliter allerede forberedt alternativer og markeret andre flugtkoordinater på deres kort og købt katastrofe-sikrede luksusbunkere og land fjerne steder rundt omkring i verden, som ikke forventes at blive hårdt ramt af klimaforandringerne.

Det betyder ikke det store, om man koloniserer andre planeter eller køber klima-bunkere langs jordens ydre koordinater – sociologisk set er logikken den samme. Der er ikke tale om videreførelser af noget civilisationsprojekt. Snarere må disse fænomener forstås som yderpolerne i en ny slags planetarisk konflikt, eller bedre, som det jeg tidligere har kaldt de geosociale kampe for beboeligt territorium på et tidspunkt, hvor jorden forsvinder under fødderne på os alle, men i forskellig grad. Og hvor nogle har valgt at opgive tanken om at skabe en fælles beboelig verden og har sørget for at holde sig velpositioneret i tider med økologiske katastrofer, godt på afstand fra the coming flood.

Dette ville være min alternative analyse af, hvorledes man skal forstå disse inter-galaktiske planer: ikke som en ny civilisatorisk horisont, designet til at trække folkemængderne med sig, men som det stik modsatte: som en jordisk eskapisme, en opgivelse af moderne idealer og principper om fremskridt, retfærdighed og solidaritet for alle, der efterlader en række territorielt berøvede geosociale underklasser tilbage på en smadret jordklode.

Dette bliver naturligvis aldrig den officielle beskrivelse af Mars-projektet, som stadig vil præsenteres som endnu et kapitel i modernitetens historie. Og jeg er ret sikker på, at rum-eventyrerne her sætter deres lid til, at den "unge generation" vil dele denne drøm, eftersom "ungdommen" historisk set har været modernitetens avantgarde.

At begive sig til Mars er, med andre ord, som at bevæge sig mod fortiden, en fortid før livet ankom, da Jorden simpelthen var død.

Hvis deres gamle forældre ikke forstod, at vi måtte "bevæge os videre" og ”fremad", moralsk såvel som materielt, så var ungdommen der altid til at lede den progressive vej frem. På samme vis er jeg ikke i tvivl om, at eskapisterne i dag regner med, eller i det mindste håber på, at de unge vil støtte visionerne om at flygte fra jorden, og at man forsøger at rekruttere så mange som muligt fra denne generation til at fremme denne ideologi.

Men jeg tror ikke blot, at den unge generation i dag er klog nok til at indse, at migrationen til det ydre rum er en karikeret udgave af det moderne projekt, forbeholdt de udvalgte få. Jeg tror desuden, at ungdommen i dag er dem, der har fået nok af enhver form for modernistisk vrøvl med "at komme videre", netop fordi den unge generation i dag lever i fremskridtets økologiske ruiner, og fordi de er blevet forrådt af dem, der blot fortsatte ned ad denne vej og lukkede ørerne for enhver alarmklokke, der ringede.

Nej, de unge vil ikke hellige sig planeten Mars, de vil sandsynligvis snarere vise vejen til at lande samfundet på jorden - netop fordi de unge har indset, at "progressiv" i den gamle betydning af ordet i dag faktisk betyder "tilbagegang", enten mod jordens død eller mod en død planet langt væk. Hvis ikke en ”dødsdrift”, så i hvert fald en drift mod den ene eller anden døde planet.

De synes således at være en vigtig del af det, Bruno Latour og jeg i vores netop udkomne bog kalder »den nye økologiske klasse«, forstået som en social klasse, der frem for at være defineret af dens kamp for produktionsmidlerne, i stedet kæmper imod selve produktionslogikken.

En klasse, der forsøger at overkomme den moderne adskillelse mellem det territorie, vi lever , og det territorie, vi lever af og skabe en politik, der forsøger at forbinde de to. En avantgarde, jovist, men en avantgarde, der søger at konstruere et realistisk sammenfald mellem et folk, på den ene side, og dets jordiske, materielle livsbetingelser, på den anden side – ikke en, der forsøger sig med en discount-udgave af det moderne ved at flyve til Mars.

Konklusionen er således også, at de folk, der ønsker at rejse, ikke er vores frelsere, men vores fjender i en ny form for klassekamp om planetens beboelsesvilkår – netop fordi disse multiplanetære eliter lægger deres tid, penge, og kræfter i at lede menneskehedens fokus væk fra jorden.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.