Kærligheden er den første løgn
Kærlighed i sin ypperste form er noget, der foregår blandt partnere af samme køn. Det er udgangspunktet for en af den vestlige verdens mest indflydelsesrige litterære behandlinger af erotisk kærlighed, Platons Symposion. Platons tekst beskriver, hvordan kærligheden mellem mænd giver adgang til nydelser af allerhøjeste art.
På den betingelse, at den praktiseres på en ordentlig måde. Omgås kærligheden ansvarsfuldt, med omhu og en kyndig regulering af begæret, er den kilde til skønne kropslige glæder og åndelig dannelse. I yderste, sublimerede potens, kan den endda hægtes på en fælles filosofisk stræben efter visdom. Bedrives kærligheden derimod ansvarsløst, uden omtanke eller mådeholdenhed, udgør den til gengæld en af de største farer. En kilde til selvfortabelse og fornedrelse.
Barnes’ morbide iscenesættelse af erotisk besættelse som en teologisk stemt farce, er på en gang selvbiografisk bekendelse og brutal selvparodi.
Symposion afsluttes med et skrækscenarie, der illustrerer den pointe. Her fortæller den feterede Alkibiades om sin ulykkelige forelskelse i Sokrates, og om sine forfejlede forsøg på at forføre den ældre
