Måske skulle man være lidt mere konkylie
På en strandbred, mellem siv og græs, i det arkitekttegnede landskab omkring Arken i Ishøj, hviler tre overdimensionerede konkylier i sandet, som et ekko fra en tropisk koralø langt fra den københavnske vestegn. Mens kunstmuseet langsomt begynder at blive befolket igen efter ugers tvungen lukketid, har de enorme skaller ligget trofast på deres ensomme plads på strandbredden.
Hvis man kunne sætte konkylierne for øret, ville man ikke høre havets brusen, men derimod en hvisken om, at alting hænger sammen i et enormt netværk. Ud af konkyliernes lyserøde perlemor vokser nemlig et menneskeansigt, og pludselig rykkes vores tanker fra tropiske koralrev til et urovækkende, monstrøst varsel om et skrøbeligt og komplekst forbundet vi.
Vi er lige nu vidne til et globalt, makroøkonomisk kollaps og vores miljøbelastende forbrugsmønstre er blevet mere tydelige end nogensinde. Det samme er konsekvenserne af de sociale uligheder, som har understøttet vores overforbrug. Men også på et mikroorganisk plan afsløres vores forbindelse til verden. I de seneste måneder har vi – pludseligt og akut – oplevet, at uanset hvor meget vi er »sammen – hver for sig«, kan vores kroppe ikke træde ud af den verdensomspændende organisme, som planeten og dens beboere tilsammen udgør.
Pandemien er anledning til for alvor at erkende, at mennesker allerede er kropsligt forbundne med planetens andre livsformer: dyr og planter, virus og bakterier. Måske er coronapandemien først og fremmest den konkrete kropslige erfaring, vi manglede for at forstå vores forbindelse til verden. Det ville vi allerede have vidst, hvis vi havde lyttet til en af samtidskunstens mest dominerende pointer i disse år.
Artikler, essays og interviews med intellektuelle – sågar de første spritnye bøger – pibler frem med analyser af, hvad vi kan lære af coronakrisen, hvad den siger om os, om demokrati, om medier, om kulturinstitutioner osv. Og om kunst. Hvilken kunst kommer efter corona?
Men i stedet for at spørge om, hvad kunsten kommer til at sige os, skulle vi måske lytte til, hvad den allerede fortæller, og til de erkendelser der findes i kunsten, i værkerne og det kunstneriske arbejde. Mens museer har været lukket ned og kunstnere er faldet igennem hjælpepakkerne – og politikere lejlighedsvist har talt om kulturens (bredt, udefineret) store betydning – har en lang række samtidskunstnere (parallelt med filosoffer, videnskabsfolk og forfattere) de seneste år netop arbejdet med erkendelsen af, at vi ikke er afsluttede kroppe, men én stor organisme, der både ånder sammen og hoster sammen.
Konkylierne ved Arken er ikke skyllet op på land fra den kunstigt udgravede sø i strandengen, men er et værk af billedkunstneren Astrid Myntekær. Og The Hermit (2018) er blot ét af mange værker fra de seneste år, som undersøger samhørigheden mellem mennesket og verden – og undersøger den erkendelse, at vores kroppe snarere er et vi end et jeg. At menneskekroppe deler bakterier og huser mikrober, mikroplast og metaller, at vores kroppe kan kobles på teknologier (respiratoren, som hjælper COVID-19-patienter med at trække vejret, er det helt akutte eksempel), at sygdomme kan bevæge sig fra dyr, for eksempel flagermus og skældyr, til mennesker – og at materialer, vira, planter og dyr også er aktører i den verden vi deler med dem.
Astrid Myntekær peger med sit værk på en uvis fremtid, som stort set alle levende organismer har til fælles, når hun nærmest lader konkylieansigtet spørge: Er mutationen den eneste mulighed for overlevelse i en forandret verden? Værket synes også at være mere end en dystopisk forudanelse, måske netop nu en invitation til at lade os ”smitte” af muligheden for at blive lidt mere dyr - måske man skulle være lidt mere konkylie?
I deres epokegørende værk Tusind Plateauer fra 1980 bruger de franske filosoffer Gilles Deleuze og Félix Guattari lige præcis smitte som et centralt og virksomt begreb, der kan skabe nye forbindelser og fællesskaber: for smitten kan springe mellem arter og organismer og skabe forbundne kæder på tværs af dyr, virus og menneske, der afslører vores forbindelse til verdens forskellige livsformer.
I soloudstillingen Consumed Future Spewed Up as Present (Overgaden, 2018), etablerede Lea Guldditte Hestelund netop denne momentvise forståelse af forbundenhed blandt en koloni af værker i marmor, pels og læder. Værkerne beboede udstillingsrummet som fremmedartede kroppe, pupper eller forseglet liv med en følelse af urovækkende beslægtethed, til trods for deres kolde, pulsløse stenkroppe – der trods alt fik en slags åndedræt gennem kunstnerens bearbejdning.
Udstillingen ophævede grænsen for, hvor en krop begynder og slutter, og Lea Guldditte Hestelund skabte det, som forfatteren og kunstneren Amalie Smith i Et hjerte i alt (2017) beskriver som en »radikal solidaritet med materialet«. Det kender vi også fra den klassiske skulptur, når marmor får menneskeform og skaber »en kropslig forståelse af, at vi mennesker også er lavet af materialer«, som Amalie Smith skriver.
En genkendelse af noget menneskeligt i et værk kan give en forståelse af vores samhørighed til verdens mange materialiteter og livsformer – og ikke mindst til kunsten. Kunstværket kan altså skabe en følelse af slægtskab med verden.
Samme slægtskabsfølelse går igen i billedkunstneren Lea Porsagers udstilling [WEAK] FORCE (Museet for Samtidskunst, 2019), der bl.a. rummede en 3D-animation af neutrinopartikler. Værket tilbød os at se på verden fra partiklens synsvinkel i en idiosynkratisk centrifugering. Ved at blande tanker om så forskellige ting som tantrisk buddhisme og kvantefysiske spekulationer, trækker Lea Porsager universet ned i kroppens mikrokosmos og skaber på den måde nye sammenhænge og grænser for, hvor og hvordan vores kroppe kan forbindes til verden.
Både Lea Guldditte Hestelunds, Astrid Mytekærs og Lea Porsagers værker etablerer en spekulativ og fabulerende situation, som med referencer til bl.a. science-fiction og kvantefysik, skaber mulighed for, at nye forestillinger kan blomstre. I en lignende spekulativ parallelverden viste Silas Inoues' owΔηiʍa statio (Marie Kirkegaard Gallery, 2019) grupper af monstrøse gopleligende væsener, nedsunket i væskefyldte tanke, der både rækker frem i tiden og peger tilbage i historien som et mytisk urvæsen – der har eksisteret gopler på jorden i over 500 millioner år og arten vil med stor sandsynlighed overleve menneskeheden.
Den elastiske måde at arbejde med tid og udvikling og introducere en langt dybere tid, der både går forud og rækker ud over menneskets tid, ser vi også i Sif Itona Westerbergs udstilling Fountain (Tranen, 2019). I hendes reliefskulpturer fletter mytiske og muterede væsner sig ind og ud af genmodificeret og genredigerede flora og fauna. Som Silas Inoues' gopler er Sif Itona Westerbergs skulpturelle hybrider en kilde til en mere flydende forestilling om livets metamorfoser og mutationer. I biologien kan mutationer forårsage nye sygdomme, men i kunsten kan vi opleve mutationen som en ændring i vores blik på verden.
Samtidskunstens uafsluttede og undersøgende tilgang til verden omkring os, er en nødvendig forskning i vores fælles kommunikationsformer, vores fælles sprog og fælles erkendelser. Uden den grundforskning i vores eksistens og vores verden, som Astrid Myntekær, Lea Guldditte Hestelund, Amalie Smith, Silas Inoue, Sif Itona Westerberg, Lea Porsager (og en lang, lang række andre kunstnere) bedriver, forsvinder muligheden for en kommunikation og tænkning, der er andet og mere, end målbar nytteværdi. Kunsten viser netop at verden er mere end dét, der er nyttigt.
Kunsten er et sted, hvor der bliver lyttet og observeret, og som tør være spekulerende og afsøgende. Derfor er kunsten en prisme man kan se verden igennem. En prisme, der muterer og forskyder vores vante opfattelser og tilbyder nye. I kunstens taktile og materialenære værker kan vi finde de kropslige erfaringer, der kan hjælpe os med at forstå abstrakte fænomener (f.eks. corona eller klimakrise), der rækker ud over skærmens monosansende erfaringsrum, som vi har været henvist til de sidste to måneder. Kunsten kan kropsliggøre det ufattelige, og hvis vi er heldige og opmærksomme, kan vi måske glimtvis opleve, hvad det vil sige at være forbundet til verden.
Corona har afdækket en bevidsthed om kropslig samhørighed med verden. Det er en mutation i vores blik, vi kan udnytte. Hvis vi lader os smitte lidt mere af kunstens kropslighed og bruger den til at kollapse vores vante forestilling, kan kunsten i stedet tilbyde os nye, fysiske oplevelser af vores relation til verden og dens mange beboere.
For det er ikke nok kun at tale om kunsten, men også at tale med den, lytte til den, tænke med den og opleve verden gennem den. Det er dér vi glimtvis kan få rystet vores verdensbillede, det er dér vi kan få skubbet til vores vante forestillinger – det er dér vi kan forbinde os til verden, hvis vi lytter, når en rosa perlemorsmund i en arkitekttegnet sandklit hviskende fortælle om vores slægtskab med konkylier, marmorets stenkrop og neutrinopartiklers konstante bombardement af vores kroppe.
