En høne i et pynteæg
I sin skønlitterære debut, Åh Lunargatan, skriver den svenske litteraturkritiker Viktoria Jäderling noveller, der er som den slags kunstfilm uden retning eller mål, hvor man bare skal læne sig tilbage og flyde med. Ikke at der ikke sker noget. Der sker faktisk virkelig meget i Viktoria Jäderlings noveller, der er som en slags afrevne, trevlede og samtidig sært helstøbte tekster.
Jäderling er en forfatter, der fortæller sine historier hovedkuls: Handlingsforløbene springer hid og did, starter i vest og slutter i vest igen, efter at have zigzagget østpå, nordpå og sydpå i uforudsigelige ryk. Associationer bringer konstant historierne på afveje, det bliver surrealistisk, realplan og tankeplan og følelsesplan bliver blandet og krydset og bestøvet til nye groteske situationer på en skønt ubesværet måde, og som læser mister man på intet tidspunkt overblikket. Det er kaotisk, ja, men man bliver ikke sat af. Hvorfor? Fordi Jäderlings skrift er så præcis og konkret på sin egen udsyrede facon, den formår simpelthen at holde én fast. Som her, i titelnovellen, hvor Hild besøger sit barndomshjem sammen med moren Margaretha, huset på Lunargatan, og hun tilfældigt finder et pynt