Hvem ringer djøfferne for? De ringer for sig selv.

»Det lader til, at kulturen rager Djøfokratiet en høstblomst«

Kommentar

13.09.19

Kulturkritikken er et helt nødvendigt bindeled mellem offentligheden og kunsten. Derfor bør vi se til Norge og Sverige, hvor kulturkritikken bliver støttet massivt, med et rigt udvalg af magasiner og tidsskrifter af høj kvalitet som resultat. Her i landet er det anderledes. Støtten er for det første sparsom, men hvad værre er: det virker, som om kulturen rager embedsmændene en høstblomst.

Kristoffer Granov

Ikke overraskende spillede kultur ingen nævneværdig rolle i forårets valgkamp. I forhold til kulturens minimale del af det nationale budget er det måske helt i orden. Men når man tænker på, at den nationale samtale de sidste omkring 20 år har handlet om et så metafysisk spørgsmål, som hvad det vil sige at være dansk, er det måske alligevel lidt ærgerligt.

De fleste af partiernes ordførere på området kan ikke meget mere end at vride en håndfuld floskler ud om, hvor vigtig kultur er for vores selvforståelse og demokratiske dannelse og alt den slags. Men i det store og hele lader det til, at den bedste kulturpolitik er status quo. Statens Kunstfond og Kulturstyrelsen djøffer nogle millioner ud i kulturlivet, så skriver de (måske endda sammen med nogle konsulenter) nogle rapporter om, hvor vigtigt kunst er, og så er alt som det skal være. Hele dynen bliver grundigt kvantificeret af de statslige institutioner, og så kan de legitimere, at alt er rigtigt godt.