En verden uden grænser
Det var vel omkring ti-elleve år siden. I en støvet flække af en industriby i det nordlige Tyskland. Der bor mange eksil-iranere i Tyskland og to af dem, et vidunderligt ægtepar, driver en iransk boghandel og kulturformidling i den lille by. Jeg ved ikke rigtig, hvordan sådan et foretagende kan løbe rundt, så jeg antager, at det er et rent idealistisk projekt. Derfor lægger jeg altid vejen forbi, når jeg er i området, så jeg kan forsyne mig med den nyeste litteratur fra Iran og fra den store iranske diaspora og samtidig støtte en velassorteret lokal boghandel. Dengang for et årti eller mere siden faldt mit blik på en lille, tynd og lyserød bog med blåsorte ornamenter og en fortryllende titel: Kvinder uden mænd, stod der på persisk. Jeg overvejede, om det var et iransk modsvar til Ernest Hemingways Mænd uden kvinder, og var solgt, inden jeg åbnede bogen, men havde dengang endnu ingen anelse om, hvilken verden der ville åbne sig sammen med bogen.
Da jeg var tilbage i København, kunne jeg ikke lade være med at fortælle enhver, jeg mødte, om bogen. Det blev endda til højtlæsninger, hvor jeg simultanoversatte direkte til dansk, mens jeg læste op. Efterhånden s