Fremtiden, det er mere af det samme i højere opløsning

I juli 2015 skrev britiske Mark Fisher et af de sidste indlæg på sin blog www.k-punk.org, der i mere end et årti havde udgjort en art para-akademisk institution.

Indlægget bærer den håbefulde titel »No more miserable Monday mornings«. En smule tekst, et foto af en strand med en næsten blå himmel og en indlejret player med et mixtape. Når man trykker play, er det første man hører den engelske elektro-punkduo Sleaford Mods’ Jobseeker (»Can of Strongbow, I’m a mess/Desperately clutching onto a leaflet on depression«). Det hele er tagget postcapitalist desire. Indlægget er paradigmatisk for dét, Fisher skrev om, den attitude, han skrev med. Halvandet år senere tog han sit eget liv.

Det kan virke grænseoverskridende at åbne Fishers værk gennem det dunkle lys fra selvmordet og de depressioner, der hjemsøgte ham gennem det meste af livet. Men det, der gør hans tekster så stærke er en evne og vilje til at skrive ærligt og indfølt om egne lidelser og samtidig insistere på, at de ikke udelukkende er en personlig udfordring. Depressionen er kollektiv. Den er politisk betinget. Der er altid et kausalforhold