Hvem vogter kulturvogterne?
Der er en særlig måde at tale og bevæge sig på i kulturbranchen. Her er der både tale om udøvende kunstnere og de, der formidler kulturen på forskellige måder. For selvom der er stor forskel på en skuespiller og en kulturjournalist, så er der en særlig gensidig afhængighed og en særlig logik, der synes at binde hele branchen sammen i et stort netværk. Der er noget, man gør, og noget man ikke gør. Man skal ikke være for ivrig, men dygtig på en bestemt måde. Man skal ikke overholde reglerne for meget og også kunne grine af sig selv. Man skal »kunne citere Nietzsche med et smil på læben. Og på en eller anden måde være snobbet, men på en usnobbet måde«. Sådan beskriver sociolog Christoph Houman Ellersgaard i hvert fald, hvordan det nogenlunde ser ud, når man passer socialt ind i kulturbranchen, da ATLAS møder ham i en stor kaffestue på Copenhagen Business School. Og for de, der er født ind i branchen, er det måske lige så svært at få øje på disse sociale regler, som det er at undre sig fundamentalt over, hvordan man holder på en gaffel, eller hvordan man forholder sig til et abstrakt maleri. Man kan selvfølgelig godt reflektere over det og arbejde hårdt for en mere inkluderende kult
