Oldingevælde
Der er krig. Ikke i traditionel forstand, men socialt og økonomisk: de gamle og de unge strides om samfundets værdier og magt. Og selvom de unge er de raske og stærke, taber de. Det har fået den aldersstegne engelske litterat John Sutherland op af stolen og til at udgive debatbogen The War On The Young, hvor han fastslår, at vi i Vesten (især Storbritannien og USA) lever i et gerontokrati, oldingevælde.
Sutherland bruger det interessante greb at fremdrage eksempler, som ved første øjekast er udtryk for eksempelvis sexisme, og vise, at den ofte også er udtryk for ulighed i alder. Hugh Hefners liv og virke bliver analyseret som mere end blot mandschauvinistisk livsstil: det er den gamle mand, som over årene akkumulerer rigdom og magt, undertvinger de unge kvinder og har dem i sin hule hånd. Dermed sætter Sutherland fokus på, at en række af de brudflader i samfundet, vi beskæftiger os med og debatterer indgående i disse år, også er del af en underliggende strømning, nemlig kampen mellem unge og gamle. Og, konstaterer Sutherland, det går dårligt for de unge. Parlamenter, regeringer, højesteretter – alle de organer, der har beslutningskompetence på flertallets vegne –