At forbinde, at ære, at konfrontere
Vores kroppe er ikke bare vores egne, men hjemsøges altid af fortidens genfærd: »I have my mother’s mouth and my father’s eyes; on my face they are still together.« Vores kroppe ejes af de måder, verden stiller sig klar til at begære dem på: »Amel’s hardened nipples push through/the paisley of her blouse, minarets calling men to worship.«
Sådanne erfaringer kredser Warsan Shire om i sine digte: at være kvinde, at være nogens datter og at vokse op i et grænseland mellem kulturelle identiteter. Hendes somaliske forældre emigrerede til Storbritannien fra Kenya, da hun var et år gammel, men Shire har aldrig selv besøgt Somalia. De kvinder, man møder i hendes digte, er opvokset med fragmenter af en kultur, de ikke nødvendigvis genkender omkring sig, eller de er flygtet fra hjem, de elsker, men som ikke længere var sikre. Derfor er kvinderne også altid viklet ind i det, de kommer fra, og det, de forsøger at være hjemme i: »Maymuun lost her accent with the help of her local Community College.« Digtene er vidnesbyrd om kvinder på randen af Europa, enten i konkret eller i overført betydning, men er også partikulære, kropslige erfaringer og henvendelser,