Det begyndte med, at vi fik rotter
Det begyndte med, at vi fik rotter. Jeg var 12, og mine forældre var udødelige. De så ikke rotterne som et tegn på noget. Rotterne løb bare rundt bag panelerne i vores køkken hver nat. De havde gnavet sig vej gennem glasulden under facaden, og nu løb de rundt inde, hvor skufferne stoppede. Man kunne høre deres kløer, når de pilede hen over træet. De spiste alt, hvad de kunne få fat i. Krummer af brød og kager, der lå i bunden af skufferne. Løg og kartofler fra skabet under håndvasken. Selv de små tabs til opvaskemaskinen og kalkfjerneren fik de gnavet sig igennem, uden at de tog skade. Det stank fælt fra rottereden bag panelerne. Min far havde stillet en plastikbakke med gift frem i skabet under håndvasken. Det var helt lyserødt. Vi måtte ikke røre det, sagde min mor. Giften hjalp ikke, og en uge efter var rotterne stadig i live. De havde ikke engang nippet til giften.
”Den danske rotte er blevet modstandsdygtig,” sagde min far.
”Vi kan ringe til en skadedyrsbekæmper,” foreslog min mor.
”Njaaaaa,” han trak på det. ”Små slag, Lonny.”
”Jeg gider det ikke mere, det er fandens ulækkert.”
”Vi ordner det selv. Det kan jeg sagtens klare.”
”Det må du
