Der bor hollywoodstjerner på vejen

Hver morgen starter med blod. Det ligger på vasken og på puden. Det gør mine omgivelser forlegne. Min far siger det med en lille stemme. »Du bløder« siger han. Og det gør jeg. Hvis jeg børster mine tænder siver det ud gennem mit betændte tandkød. Hvis jeg pudser min næse, opgiver mine slimhinder. Hvis jeg går på toilettet. Rødt chok. Alt er drama. Alt er krop. Jeg kaster op. jeg hoster. Mine muskler gør ondt. Mine ører hyler. Mine ben er svulmet op. Jeg har problemer med at trække vejret. Jeg har feber. Det er det værste. Det er feberen. Termometeret er koldt under tungen. Jeg sveder. Jeg fryser. Jeg må helst ikke have feber. Det kan være farligt. Mine tanker er ikke forgiftede. I et halvt års kemisk bombardement er de, de eneste der er forblevet rene. Jeg tænker på dig.

Og årstiderne. Det er noget du har lært mig. At se dem. Der er et hak på den utroligt lange liste af områder, hvorpå du har gjort mig til et bedre menneske. Vi har fået en have og du kan alle de latinske navne, der findes i den. Maj tager pusten fra mig. Foråret kommer så sent, men jeg ville ønske det aldrig forsvandt. Når magnoliaen afblomstrer, bliver jeg desperat som når ecstasy trækker sig ud af min kr