Alt er lidelse

Det vrimler med dem. Tænkere, der diagnosticerer samfundet med den ene eller anden patologi. Fra samfundsvidenskaben voksede frem i oplysningstidens efterdønninger, til i dag, hvor vi får at vide, at vi lever i en accelererende præstationskultur, der medfører stress og udbrændthed, har filosoffer og sociologer diagnosticeret løs. Vores samfund er sygt, forstår vi, og det er ikke blevet mindre sygt med tiden. Samtidig vrimler det med dommedagsprofetier i kunsten og kulturen, hvor især klimaforandringerne bliver behandlet som et resultat af vores forbrugerisme. Vi bliver så at sige ramt i nakken af vores egen civilisation, hvor end vi kigger hen, og sådan har det været siden modernitetens begyndelse.

Samtidig går det så godt som aldrig før: det enkelte menneske er på mange måder bedre beskyttet, har større sikkerhed, integritet og materiel velstand end nogensinde i verdenshistorien. Kriminaliteten falder. Den danske fuldtidsansatte har aldrig arbejdet så lidt og tjent så meget på sin pauvre indsats. På globalt plan er fænomener som fattigdom og spædbørnsdødelighed for stærkt nedadgående. Alligevel fastholder samfundsteoretikerne deres pessimisme. Som om det er en grundpræmis