Tågen letter

Det er på mange måder naturligt, at Kazuo Ishiguros første roman i ti år prøver kræfter med fantasygenren. Den britisk-japanske forfatter har både skrevet kriminalplot i Vi forældreløse (2000) og leget med science fiction-genren i Slip mig aldrig (2005), så populærlitteraturen er ikke en fremmed inspiration for det succesrige forfatterskab, der måske er mest berømt for den tidlige roman Resten af dagen (1989).

I Den begravede kæmpe møder vi det aldrende ægtepar Axl og Beatrice, der i tiden efter Kong Arthurs død begiver sig ud på en vandring for at besøge deres søn. Som i ethvert eventyr støder de på en lang række overnaturlige udfordringer – det er en verden befolket af både glubske trolde, undervandsnisser og andet folkloristisk godtfolk. Men det er småting: den virkelige udfordring er den tåge af glemsel, der har lagt sig over landet. Axl og Beatrice glemmer alt fra små gøremål til deres fælles fortid, der kun dukker op i glimt. Faktisk kan de ikke engang huske den søn, de skal besøge. I bedste Hans og Grete-stil lægger Ishiguro små appetitvækkende brødkrummer af indsigt ud – som da parret får følge af en saksisk kriger, der insistere