Virkelighedens vanvid
Den første sætning fylder næsten en side. Den starter med et tog, går videre til en forstander, som prøver at forklare hvorfor selvsamme tog er forsinket, og ender ved passagerernes »ikke udebetydelige« apati over for togets udebleven.
Sætningen rummer to hovedsætninger og fem indskudte. De to hovedsætninger er, i forhold til hele sætningens snørklede længde, for så vidt ganske korte, men man er måske nødt til at sætte et par streger for at forstå dem. Læseren er fra starten sat ud af balance, desorienteret – lidt ligesom den verden, man med togets forsinkede fart er på vej ind i.
Krasznahorkai har indtil nu været noget nær ukendt i den engelsktalende verden, og han har været svær at få øje på herhjemme. De, der allerede kender Krasznahorkai, gør det muligvis gennem filmen. Den ungarske instruktør Béla Tarr har flere gange kollaboreret med forfatteren, blandt andet på en syv timer lang filmatisering af Sátántangó, og på Werkmeister Harmonies, Tarrs version af Modstandens melankoli.
Men ved en indsats fra forlaget New Directions – Krasznahorkais amerikanske udgiver – og nu altså også fra danske Sisyfos, rettes der op på Krasznahorka
