Han er ingen vinder

»Hvis vi efterhånden er ret gode til at være hurtige, så er vi fandeme ikke ret gode til at være langsomme.«

Torben Ulrich tager sig god tid, mens han taler. Hvert ord er velovervejet, og han finder gerne flere af slagsen til at beskrive det samme. Han har boet mange år på den amerikanske vestkyst, men det eneste fremmede ved udtalen er snerten af ældre rigsdansk. Også når han bander. Den 86-årige tennismester har viet en stor del af sit liv til bevægelse. Både den hurtige og den langsomme, den fysiske og den abstrakte. Lige nu befinder vi os en halv time uden for San Francisco på den bjergtop med udsigt til et meget blåt Stillehav, som Torben Ulrich i disse år kalder hjem. GPS’en førte an i bilen hertil, men den animerede vejviser afslørede ikke, at tennisspilleren befinder sig i de højere luftlag.

»Vi havde tænkt os at tale med dig om bevægelse,« siger jeg til Torben Ulrich, mens jeg tænder for optageren på min iPhone. ’Vi’ består af min lillebror Simon og jeg. Stuen er indhyllet i et sammensurium af lys. Et miks mellem det blå ocean og solens stråler, der skyder gennem vinduerne fra gulv til loft. Bøger og kunst er centralt placeret, og Torben Ulrich har en stab