Jeg husker, da vi druknede

For 20 år siden, da jeg gik på efterskole et sted i det bælgmørke Jylland, var der et band, der på sublim vis definerede oplevelsen. Måske fordi Psyched up Janis med Sune Rose Wagner i front er spiret frem af den samme jyske muld som jeg. Og der derfor hersker en form for forståelse, kulturbase og identifikation på tværs af markerne.

Den 1. maj 2014:

Jeg sidder i toget. Om små fire timer er jeg i Sønderborg for at finde ud af, om soundtracket fra min ungdom kan stå distancen. Der er gået præcist to årtier siden første gennemlytning, og flere af mine medpassagerer ligner, at de har samme destination som jeg. Beklædningslevn fra en fjern stil, de engang døbte ’grunge’, afslører deres alder, og de slidte støvler, T-shirts og skjorter er kun falmet yderligere med årene.

Fan eller fjols

Da toget ankommer, går jeg forbi spillestedet for at sikre mig, at jeg kan finde derhen senere på aftenen. Rundt om mig slentrer turister og indkøbende sønderjyder, og i den vigende forårssol hører vi Psyched up Janis-nummeret Modest Us flyde ud gennem murene. Bandet må være i gang med lydprøver, men de mudrede toner vækker tilsyneladende ikke genkla