Rihannas rene hud

Jeg er alt for sent på den og må løbe hele vejen fra check in. Jeg skal mødes med Lucas, der er scenevagt på Arena, Roskilde Festivals næststørste scene. Det er torsdag klokken tre om eftermiddagen, der er to timer til, at selve festivalpladsen åbner for alle og enhver. Inden da skal vagterne hilse på hinanden, deles ud på vagthold og have de sidste instrukser. Jeg når lige ind foran Arena, som hovedkoordinatoren af scenevagterne, Ulrik, trækker en guitar frem og giver et par numre fra festivalens tidlige katalog. Noget bedstefarrock. Sidste år var det rapperen Pede B, der underholdte i 20 minutter, inden vi gik i gang, fortæller Lucas. Det er er lidt noget andet, men det er hyggeligt nok.

Pladsen åbner klokken fem. Det traditionelle "først-til-Orange" løb overståes og efter noget tid med kaos på den før temmelig tomme festivalplads går nu halvfjerds tusinde mennesker rundt og er spændte. Den første koncert, jeg skal høre, er amerikaneren Frank Fairfield, der spiller på den lille scene Gloria. »Han er verdens bedste banjospiller«, har jeg fået at vide, og det lyder ikke værst så her står vi og lytter til amerikanske folkesange, rustikt intenst fremført og fremragende. Mås