Mellem tårnet og torvet
I 1570 trak den franske adelsmand Michel de Montaigne sig tilbage til familiens gods ikke langt fra Bordeaux. Nu skulle der kontempleres i fred og ro. Men Montaigne ville ikke bare dase sig gennem pensionisttilværelsen, han ville »i dialog med sit bibliotek«. Han kravlede ind i sit tårn omgivet af bøger og gav sig til at læse og skrive på livet løs. Sine skrifter kaldte han »forsøg«, på fransk essai. De var karakteriseret af en livlighed, en nysgerrig undersøgelse af emner, som lå ham på sinde. Stilistisk blandede Montaigne den personlige erfaring med de gamle mestres ord i form af citater eller nedslag. Ved hans død en del år senere lå tykke bind med samlede værker under titlen Essais og en genre var født.
Når Montaigne trak sig tilbage, var det ikke fordi, han ville lukke resten af verden ude. Han ville på afstand, så han kunne betragte den bedre. Tilbagetrækningen og ensomheden er indlejret i essaystikken. Udvekslingen mellem det passive og den aktive skrivning, hvor man isolerer sig fra selskab, men alligevel deltager i verden ved at skrive om den.
I netop udkomne Essayet, fra Aarhus Universitetsforlag, viser litteraturprofessor Arne Me