Mandelas indre transformation
Biografiske film om verdenspolitiske ikoner er på mange måder en belastet genre. Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, og ikke sjældent ender det med historielektioner, hvor hver en begivenhed i hovedpersonens liv skal endevendes eller deciderede helgenkåringer uden interessante konflikter eller tvetydigheder. Man arbejder med rem og seler, hvilket ikke er befordrende for kunstneriske visioner.
Mandela - Vejen til frihed er baseret på selvbiografien Long walk to freedom og i modsætning til Bille Augusts Farvel Bafana, der fokuserede på Mandela’s forhold til sin fangevogter og Clint Eastwoods Invictus om Mandela’s brug af den sydafrikanske nationalsport rugby til at forene nationen, er ambitionen her at udlægge hele Mandelas livshistorie fra barndommen på sletten, til han vælges som den første præsident i et frit Sydafrika.
Det er en stor mundfuld, og i betragtning af at manden døde for kun halvanden måned siden, frygtede jeg en mere eller mindre slavisk helgenkåring.
Bliver militant
I filmens første halvdel flytter Mandela fra land til by. Han træffer Winnie, stifter familie og gør karrie