Dagbog fra Roskilde
Ankom torsdag. Teltet havde en generøs bror slået op. Jeg landede i den årligt tilbagevendende begejstring med forventningsrus i maven – jeg glædede mig! Roskilde er meget mere end musik, men det har Heidi Larua beskrevet vel i denne uges Weekendavis, så jeg holder mig til at gengive de dagbogsnotater, der vedrører mit personlige koncertprogram. Turen gik direkte til Gloria, hvor Frank Fairfield skulle tjekkes ud. Det er svært at administrere sol, fadøl og festivalstemning om torsdagen. Den sunde rastløshed er en god følgesvend – så der browses. Californiske Fairfield og hans lyd er ung og gammel i på én gang – det er ret unikt og nærmest poetisk. Gloria var proppet til bristepunktet, hvilket er en udfordring for lavstammede mennesker. Well, en god, original og gedigen måde at starte årets rock-affair på. Vinnie Who åbnede efterfølgende Orange – han blev om muligt endnu mindre end han er i forvejen, på den store scene. Ungdommen klæder Orange – og de gjorde det godt i ens Soulland-look og korrekt 90er-frits, men musikken er desværre ikke spændende nok, i min optik. Rastløsheden indfandt sig hurtigt.