Særegen sensibilitet
Det er en lun aften i april. Den kolde hvidvin, der hver gang jeg deltager i et arrangement på denne adresse, giver mig hovedpine morgenen efter, men alligevel er så uimodståelig og drikkelig i øjeblikket, står klar ved indgangen. Jeg tager et glas og sætter mig sammen med min redaktør-ven på en af de midterste rækker. Ikke helt oppe foran, hvor øjenkontakt er påkrævet, og heller ikke bagerst, da jeg ikke har planer om at snige mig ud af bogforretningen in medias res. Det viser sig hurtigt, at midten er der, de tanketunge gæster sidder. Os, der tager notesbøger ud, lige inden samtalen går i gang. Os, der vil have mulighed for at skrible ned, uden at forstyrre andre, og da slet ikke de to forfattere, vi er kommet for at se. Os, der hvisker henkastet til en fremmed på rækken: flot mulepose. Fordi vi har den samme selv. Nuvel, her føler man sig som et slags litterært mellemkød. Man hader sig selv, lidt, hader sig selv og sin mulepose. Muleposen, der er Yves-Klein blå, og skriger med store hvide bogstaver: Pond.
Claire-Louise Benn
