Om noget i verden den 28. oktober 2014
Så skifter det. Kulden. Lyset er skarpt og oktober holder fast i sommeren. Regnen falder oftere og oftere. Efterlader en sur lugt af diesel i gaderne. Byen lugter af brændstof. Lugten tilhører ingen. Jeg skal krydse gaden hver dag. Bilerne holder ikke. Det tager lang tid. Bilerne holder nemlig ikke. Tonede ruder.
Udenfor mit vindue står et stort ahorntræ. Neden for lejligheden starter St. Thomas Friedhof. Træet står på kirkegården, men jeg kan næsten nå bladene fra min terrasse. Min terrasse er gul, som bladene, der rådner. Det minder om natur. Hvis jeg går ind på kirkegården, kan jeg mærke de bløde blade mellem mine fingrer. Jeg kan se op på min lejlighed. Jeg kan tænke, at jeg bor dér, uden at tro på det.
På kirkegården kan jeg lugte vejen, kan jeg lugte diesel, hvis der er noget Berlin lugter af er det diesel. Det er ikke ubehageligt. Det er lugten af den by jeg bor i, i det efterår jeg er 23 år i. Skøre begivenheder. Folk slås klædt ud som klovne. Jeg planlægger min næste tur til Friedhof Grunewald-Forst, hvor alle selvmorderne er begravet. Skør tid, skørt sted.
Jeg er blevet besat af Grunewald. Jeg skal derud hver uge. Jeg skal stå i skoven, og se den for
