Stresstest af poptimismen
Efterhånden kender vi godt alle indvendingerne mod julen, ikke: at alt ved december ligesom har en bismag af forbrug. At noget er tabt, når man sælger os brunkager og kalenderlys fra midt i oktober. Det er selvfølgelig også for galt. Men samtidig er alt det overgjorte ved højtiden ret interessant; julens maksimalisme sætter nogle ting på spidsen, for eksempel vores musikkultur.
De sidste femten år har alle trendsættende lyttere omfavnet poptimismen. Kritikeren Kelefa Sanneh skrev i 2004 en nu berømt New York Times-kommentar om rockismens bedagede selvforståelse, og siden har pilen kun peget i én retning. Singler har genvundet deres agt, myter om autenticitet er blevet pensioneret, og kommerciel succes er ikke længere pinligt.
Først og fremmest har poptimisterne slået på tromme for rummeligheden. Slut med at udskamme guilty pleasures, alle former for musik har en værdi og bør behandles seriøst i musikkritikken. Det lyder godt og rigtigt, men også lidt frelst. Og her kommer julen ind i billedet som den store fremkaldervæske.
Hver gang vi nærmer os december, sker der en besynderlig omvending af poptimismen. Pludselig opstår der en lille budkrig om, hvor m
