Kunstværket Venedig
»Are you going to San Marco?« »Yeah, but I lost my wife.« En lav halvtyk ældre amerikaner har fået slået al håb og tro på tilværelsen ud af sig efter, at han har kæmpet sig nogle hundrede meter fra lufthavnen til vaporettoen, vandbusforbindelsen til Venedig. Der er ingen bebrejdelse at spore i hans stemme. Kun ærgrelse og skuffelse. Konen er forsvundet bag ham, mens han bravt har banet vejen ved at skubbe kufferterne foran sig. Hans dybe modløshed synes komisk, men hans situation er sigende for den by, der venter forude.
I Venedig er fortabtheden et grundvilkår. De små veje og broer former sig hurtigt til en myriade af gentagelser, når man kommer på afveje. Det er småt med faste navigations- og holdepunkter. Byen er samtidig én stor scene for den besøgende. Richard Wagner har engang udtalt om Venedig, at »alt er et kunstværk,« og byen er på mange måder et wagnersk Gesamtkunstwerk. Man kan ikke helt komme væk fra eller om bag facaden. Byen er bevidst om sig selv som en særlig erfaring eller oplevelse, og det giver den et underligt dragende æstetisk præg.
Længe leve kunsten
At lagunebyen med sit mælkegrønne vand, sine slanke sorte gondol