Husk os, og husk os i live

Hvorfor hører vi ikke om, at russisk-amerikanske Mark Rothko er jødisk i den aktuelle udstilling på Nasjonalmuseet i Oslo? Og hvorfor hører vi i receptionen af svenske Joanna Rubin Drangers Nordisk Råds Pris-vindende Ihågkom oss till liv nærmest udelukkende om dem, som døde i Holocaust og ikke om jødisk liv og om antisemitisme i Sverige før Holocaust og i Sverige i dag? Det er på tide, at vi bliver bedre til at se på jødisk kunst og læse jødisk litteratur – ikke til trods for, men på grund af krigen mellem Hamas og Israel og den voksende antisemitisme, som den giver anledning til i Skandinavien. Og jeg tror, vi kan lære meget af, hvordan vi beskæftiger os med andre minoriserede folk og med andre former for racisme.

For tiden kan man på Nasjonalmuseet i Oslo se udstillingen Mark Rothko. Malerier på papir. Udstillingen strækker sig fra de tidlige figurative værker og bevægelsen hen mod abstraktion i 1930’erne og 1940’erne til de såkaldte ”farvefeltmalerier”, som nok er dem, som de fleste forbinder Rothko med i dag, og som han malede frem til at sin død i 1970.

Det er en mærkelig oplevelse at bevæge igennem den biografisk-kronologisk kuraterede udstilling og læse om, at hans familie emigrerede fra Rusland i 1913, mens det ikke nævnes, at de flygtede fra pogromer. I en af udstillingsteksterne kan man læse om, hvordan Rothkos stil ændres radikalt i 1940’erne efter en periode, hvor han er holdt helt op med at male. Det nævnes ikke, at den periode var sammenfaldende med Holocaust. Amerikanske jøder var ikke uberørte af Holocaust og antisemitismen i Europa, som flere frygtede ville brede sig til USA - og i 1938 ændrede Markus Yakovlevich Rothkowitz da også sit navn til det mindre jødiskklingende Mark Rothko.

I udstillingsteksterne beskrives Rothkos kunst gennemgående som en kunst, der har at gøre med tragiske dimensioner ved den menneskelige eksistens, og i udstillingens sidste rum, som er viet værkerne i tiden op til hans selvmord, hedder det at »Rothko er opptatt av tragiske emner gjennom hele sin karriere« og videre at »ønsket er å uttrykke … sannhetene om tid og rom, liv og død, og om opphøyelsens store høyder så vel som fortvivlelsens avgrunner.«

Det er vanskeligt ikke at tænke på Holocaust både i kuratorens tekst og i det indføjede Rothko-citat. Og det er vanskeligt ikke at tænke, at en del står uforklaret hen, når fremstillingen af Rothkos livsværk hverken forankres i den historiske samtid eller i den jødiske erfaring af at have levet gennem Holocaust. Og ja, det er vanskeligt ikke at tænke, at der i hjertet af udstillingen findes en rungende tavshed, som til forveksling ligner en fortrængning af jødisk historie.

Til daglig arbejder jeg på en ph.d.-afhandling om racialt minoriserede digtere i skandinavisk samtidslitteratur. Det er digtere, som skriver fra og beskæftiger sig med minoriserede positioners specificitet, og som kræver af mig, at jeg bliver bevidst om min egen positions specificitet og hvad den betyder for, hvordan jeg læser værkerne. Som læsere risikerer vi nemlig, at vi fikserer på visse ting og overser andre, når vi læser minoriserede forfattere, men ikke reflekterer over, hvad det indebærer. Det kan selvfølgelig være fristende at læse ”farveblindt” og se bort fra forfatterens raciale specificitet, men foretager vi igen og igen farveblinde læsninger, som eksempelvis i kurateringen af Rothko-udstillingen, hvor man ser bort fra det jødiske folks største katastrofe, risikerer vi at skævvride det folks historie. 

Rothko-udstillingen vidner om, at vi mangler en kritisk bevidsthed, når vi beskæftiger os med jødisk kunst og, som jeg skal komme ind på nedenfor, litteratur. Den franske sociolog Illana Weizman foreslår i sin bog Des blancs commes les autres? Les Juifs, l’angle mort de l’antiracisme (2022) (Bare hvide? Jøder, antiracismens blinde vinkel), at vi må betragte antisemitisme som en form for racisme. Det, Weizman vil frem til, er, at hvis vi betragter antisemitisme som racisme, kan vi anvende antiracistiske redskaber til at blotlægge, systematisere og bekæmpe antisemitisme.

Som bogens titel allerede viser til, bliver jøder ofte betragtet som hvide, hvilket ifølge Weizman bidrager til at usynliggøre eller bagatellisere antisemitisme. Hvidhed har ofte med hudfarve at gøre, men ikke kun, hvidhed afhænger også af opfattelser af sådan noget som privilegier, udsathed og minorisering. At jøder betragtes som hvide, er noget ret nyt, for eksempel omtalte Hitler jøder som ”sorte”. Når vi i dag betragter jøder som hvide, har det altså ikke nødvendigvis med hudfarve at gøre, men med en opfattelse af jøder som privilegerede. Hermed er vi tilbage til problemet med Rothko-udstillingen, nemlig at vi risikerer at overse jøders udsathed, eller overser at jøder er jøder overhovedet, hvis vi ser dem som hvide. Er problemet så løst ved at betragte jøder som jøder eller jøder som ikke-hvide? Ikke nødvendigvis.

At anerkende jøder som ikke-hvide og antisemitisme som racisme er ikke målet, det er midlet. I anerkendelsen af den specificitet ligger nemlig kimen til bevidstgørelse af, hvad vi fikserer på og overser i læsningen. Modtagelsen af Joanna Rubin Drangers Ihågkom oss til liv er sigende for det, som vi ofte fikserer på og overser, når vi læser jødisk litteratur. Rubin Dranger fik i sidst i oktober 2023 tildelt Nordisk Råds litteraturpris for sin grafiske selvbiografiske dokumentarroman, hvor hun beretter om sine jødiske slægtninges liv fra de flygter fra Polen og kommer til Sverige først i 1900-tallet og frem til hendes eget liv i Stockholm i dag. I bogen dokumenterer Rubin Dranger sit arbejde med at finde frem til, hvad der skete med forsvundne slægtninge, som viser sig at være blevet myrdet i Holocaust. Men bogen er også et opgør med en lempelig fortælling om Sveriges neutralitet før, under og efter Anden Verdenskrig, og en fortælling om svensk-jødisk identitet i dag.

Læsningen af Rubin Drangers bog, som fikserer på de slægtninge, der døde i Holocaust, overser ikke bare fortællingerne om jøders liv før og efter Holocaust, den overser også den vedblivende antisemitisme, som til hver en tid former jødisk liv.

I motiveringen, som komiteen for Nordisk Råds Litteraturpris har udformet, forankres Rubin Drangers værk i samtiden i kraft af de transgenerationelle traumer, som bogens jeg, der er lig med Joanna Rubin Dranger selv, bærer rundt på: »Rubin Drangers blik er stadig rettet mod mørket, både historiens mørke og det mørke, som hun snart opdager i sit eget indre – og hvordan dette traume fortsat har konsekvenser i generation efter generation.«

I bogen beskriver Rubin Dranger mørket som noget, der indtræffer i teenageårene: »Sen tonåren brottades jag med ett mörker som jag varken förstod eller kunde styra över.« At dette mørke i komiteens motivering begrundes i traumet fra Holocaust, er ikke som sådan forkert, og transgenerationelle traumer er da også et helt centralt motiv i bogen, men i den begrundelse ligger der alligevel en bevægelse væk fra antisemitismen i dag og tilbage i historien i stedet. Længere inde i bogen bemærker Rubin Dranger ellers, at et »begrepp jag önskar att jag hade haft tillgång till långt tidigare i mitt liv är ”minoritetsstress”.«

Minoritetsstress betegner det, at minoriserede personer hyppigere end andre grupper oplever psykiske lidelser, og her er det netop en pointe, at disse psykiske lidelser ikke er iboende for minoriserede personer, men opstår på grund af påvirkning fra det omgivende samfund. I bogen ledsages bemærkningen om minoritetsstress med beskrivelser af antisemitiske hændelser, som Rubin Dranger begynder at opleve i de tidlige teenageår i Stockholm.

I essaysamlingen People Love Dead Jews (2021) peger den amerikanske forfatter Dara Horn på en tendens til en pervers optagethed af døde jøder, mens der sjældent er nogen interesse for jødisk liv. Læsningen af Rubin Drangers bog, som fikserer på de slægtninge, der døde i Holocaust, overser ikke bare fortællingerne om jøders liv før og efter Holocaust, den overser også den vedblivende antisemitisme, som til hver en tid former jødisk liv. I sidste ende er det en læsning, som risikerer ikke at tage antisemitismen i dag alvorligt. 

I bogen reflekterer Rubin Dranger over, hvorvidt den antisemitisme hun har oplevet, er alvorlig, og hvorvidt hendes fortælling er vigtig for andre end hende selv. Mens hun overmaler et hagekors, der, som så mange gange før, er blevet malet på husmuren på hendes hjem i Stockholm, spørger hun sig selv, om det er rettet mod hende selv eller hendes mand, som er sort. Hagekorset kunne angå dem begge to, og det er en vigtig pointe i bogen; at der er overlap mellem erfaringer med racisme og racialisering.

I Rubin Drangers forsøg på at lære sin slægtshistorie at kende, genkender hendes mand sig selv: »Jag har tänkt mycket på det utifrån min egen erfarenhet av att komma från en släkt som levt i slaveri. Den svarta erfarenheten är att det inte går att komma längra än till ”the auction block”, platsen där slavarna såldes…«

Udvekslingerne mellem Rubin Dranger og hendes mand berører netop Illana Weizmans pointe om at regne antisemitisme som en form for racisme. Ikke for at de forskellige former for racismes specificitet skal glide sammen og udviskes, men for at den ene racistiske erfaring kan belyse en anden, for at kampen mod alle racismer sker gennem en fælles bevidstgørelse – ikke mindst i vores læsning.