Hvad skal vi med alt det blod?

Denne sommer præsenterer Museum Jorn en særudstilling om den østrigske provokunstner og Wieneraktionist Hermann Nitsch som en af »den europæiske efterkrigsavantgardes mest provokerende billedkunstnere«. Udstillingsteksten lover »rus«, »exces« og »chokerende aktioner og blodoverhældende malerier«. Hvad kan Dionysos i Silkeborg lære os om exces? 

I performanceværket Seksdagestykket fra 1998 opføres en ugelang rituel offerfest. En sektrettung procession ender ved slottet i Prinzendorf, hvor et »orgie- og mysterieteater« udspiller sig. Indvolde fra døde dyr æltes rundt og rundt af de medvirkendes velvillige anonyme hænder, nøgne blege mænd og kvinder er spændt op på trækors med bind for øjnene, musikalsk totalteater. Er det exces?

Vi må forstå, at Nitschs værker går over grænsen, de er for meget. Først og fremmest er der blod overalt. Et rum fuld af lærreder bemalet, nej, besprøjtet, med dyreblod i mørkerøde og brunlige nuancer, dernæst sorte, skriggule. I en række fotografier fra Schüttboden, atelieret på Nitschs slot, hvor han lagde hus til sine »kollektive maleorgier«, kan vi følge forberedelserne til aktionen, som han planlagde forud for sin død i 2022.

Hvilken grænse overskrides ved at mose rundt med indmad, blodigt bindevæv, stank og svedende menneskekroppe? Personligt blev jeg ikke stødt så meget som jeg fik vækket glade barndomsminder

Mennesker i hvide dragter kaster spandfulde slagtehuspigment over lærreder udspændt langs væggen, et blodbad. Er det exces? Det er påfaldende hvordan spandene med den varme søde væske føres i målrettede bevægelser så det farvede indhold hver gang rammer præcis samme sted øverst på billedet, for så at løbe ned i lovlydige lige baner. Blodpøl, beruselse, galskab! Men oppefra og ned, en omhyggelig kontinuitet, kontrol frem for alt.

“Exces” hos Nitsch er når det blod og lort vi fødes i og allerede sopper rundt i firdobles til en endnu større pøl af blod og lort. Tarme, lever, kvindeskræv, vin, der er mere hvor det kommer fra. Men er det excessive simpelthen et spørgsmål om kvantitet? Mere af det gode – mere (teater)blod, flere penge, mere sex, kapitalens homogene merværdi og indifferente varecyklus. Det er “for meget” formuleret som mængdelære på en kugleramme.

Bjørn Nørgaards hesteofring i 1970 indebar til sammenligning en levende og navngiven hest snarere end rester af hvemsomhelst fra den wienerske pendant til Slagteren ved Kultorvet.

Kirkelig exces

Egentligt vil ex-cessus sige at afvige eller forlade noget, det er beslægtet med ekstasen at være ude af den, ved siden af sig selv. Hos den senantikke tænker Plotin er det guddommelige højeste princip netop så overfyldt at det “flyder over” som et springvand, det skaber ikke bare endnu mere af, men netop noget radikalt andet end sig selv. Excessen er et afbræk, altså, en overskridelse, ikke bare en fordobling af det allerede kendte.

Hvilken grænse overskrides ved at mose rundt med indmad, blodigt bindevæv, stank og svedende menneskekroppe? Personligt blev jeg ikke stødt så meget som jeg fik vækket glade barndomsminder om den leg hvor man blander mel, mælk, sand eller hvad man har i en stor skål og får lov til at svine ud på bordet samtidig med at man bliver rost.

Men måske er det ikke så meget Nitschs egen exces som den katolske kirkes, der udstilles i og med dette værk. Nitschs baggrund er kristen (ikke kulturradikal), hans traume nazismen (ikke senkapitalismen og den ny fascisme), hans generationelle frigørelse givetvis moralsk emancipatorisk (ikke planetær økonomisk). Det var en anden tid.

Set fra denne tid og dette sted fremstår de mange autoritære kors og hykleriske kåber som similisten på en prisstærk halskæde fra Glitter.

Vil man udstille det rigtignok excessive ved Kirken, hvorfor så ikke anrette en enkelt oblat på et leje af blank velour. Denne mønt af hærdet hvedemel er Herrens krop – spis den. Alt ved denne ide er vanvittigt, begejstrende og grænseoverskridende, både logisk og hvad din egen – for slet ikke at tænke på Vor Herres – kropslige autonomi angår.

Så hvad behøver vi alt det blod for? Alle de nøgne damer? Indvolde, relikvier, orgier, gab. Tabernaklet er det egentlige spektakel.

Det er lang tid siden Provo-Knud røg ind på bar røv og albuer, og ikke al kunst skal provokere. Men provokunst skal, så vidt jeg er orienteret.

»Hvis du ikke provokerer en fødsel i gang, så sker der ikke noget«, som Kristian von Hornsleth siger det i et DR-kunstprogram fra 2014. Det må jeg lige spørge mine uafladeligt uprovokeret nedkommende veninder om de kan genkende.

Grænserne for den maskuline fantasi

Det er som om Nitsch desperat leder efter kulturens eller bare sit eget ubevidste. Der må da være en eller anden fortrængt aggressivitet et sted? Vi finder aldrig ud af det, vi befinder os i en fortænkt og fabrikeret voldsomhed. Efter alt at dømme døsede Freud hen inden Nitsch fik fortalt sin drøm færdig.

Så hvad gør en Nitsch? Tilkalder en anden stor mand, selvfølgelig. Wagner! I 2021 lavede Nitsch scenografien til koncertopførelsen af anden del af Ringcyklussen til Bayreuther Festspiele, og Gesamtkunstwerk-ideen kommer til fuld udfoldelse idet bagtæppet fungerer som et live maleri under hver af operaens tre akter.

Temaet fra Wagners Valkyrien kom mig i møde som et lysegrønt håb netop da blodsukkeret var faldet ildevarslende under besøget på Museum Jorn. En gammel ven, en offervillig stumtjener at hænge sin sjæl på, mens den monotone massakre udfoldede sig i de tilstødende lokaler. Men ak – kombinationen af Wagner og Nitsch er noget af det mest nydeligt domesticerede jeg har set. Ganger man to negative tal med hinanden får man plus, og Nitsch fik Valkyrieridtet til at lyde som en vuggevise af Alberte Winding, med nøje planlagte pasteller og genkendelige klangfarver. Nydelsesfuldt, ja, excessivt, nope. Så hvad kan en østrigsk aktionskunstner lære os om exces, ikke i det 20. århundredes Wien, men i Danmark i dag, de hensygnede tabuers tid?

Exces, siger den engelske psykoanalytiker Adam Phillips, er altid knyttet til et endnu ukendt afsavn; »exces er tegn på frygten for knaphed«. Efter blodbadet, under det røde hav, den tomme strand.

En mere barmhjertig læsning kunne være at Nitschs overmål af kontrollerede blodsudgydelser snarere peger på fraværetaf og fantasien om exces. Den maskuline, forudsigelige fantasi, som navnlig store mænd lider under, som i bedste fald udmønter sig i en lemfældig jongleren med drøvtyggende mannequiner der efterhånden har gæret gennem alle koens fire maver – blodet, Kvinden, ofring, Dyret – og i værste fald ender som et formynderisk forbud mod alle andres nydelse, og dermed blokerer muligheden for en egentligt subversive overskridelse, der faktisk fører det nye med sig. Stands, stop! Hvis jeg ikke kan overvinde min egen konforme inerti, hvis exces for mig kun vil sige ”for meget” af det samme gammelgrove fantasteri, hvorfor ser I da så tilfredse ud? Tør det smørrede grin af det dumme ansigt, så er du sød, skat!

I det mindste fik han i forbifarten også bugt med Wagner, den skiderik. Det omvendte af exces er adgang, acces, muligheden for fri passage, at kunne komme hen til noget. Måske vi skal imødekomme det Nitschke Silkeborgie som et ønske om at få adgang til at erfare overskridelse som noget andet end mere blod i metermål, et “SOS” tegnet med tør orgasme i sandet.