Print artikel

GAZPACHO TIL FOLKET

På værksted med suppen
Reportage
09.09.12
Kittelklædte arkitekter fremstiller suppe på en fantasifuld Storm P-maskine til et imponeret publikum. Under den netop afholdte Copenhagen Art Festival rykkede opfindsomheden ud i det offentlige rum, og inviterede til noget så ikke-musealt som at bruge kunsten.

»Klik«

Generatoren tændes, strygejernet varmes op og 2 liter tomatjuice hældes i en højthængende kolbe.

»Brrrrrrrr«

Boremaskinen spinder. Konstruktionen rasler. Kolben åbnes op. Thais Espersen har presset 2 agurker og 1 peberfrugt igennem kødhakkeren og derved aktiveret maskineriet. En grøn masse plasker ned på en gennemsigtig plasticsliske. I dovne ryk glider massen ned på slisken under, og blander sig med tomatjuicen, der bevæger sig sikkert nedad i en tynd stråle.

»Tjik, tjik, tjik«

Symaskinen betjener et rivejern. Frem og tilbage. Igen og igen. Løg og hvidløg falder ned på panden, der står på strygejernet. Olie drypper fra en plasticslange. Det syder. Maskinen pruster. Tyngdekraften og rystelserne hjælper ingredienserne nedad sliskerne mod en glasskål, der nedkøles af en emaljebalje fyldt med is.

»Hvad tror I, det her er?«

»En Gazpachomaskine!«.

En kvik pige gentager omviserens ord.

Sune Rieper står foran 7.B fra Bagsværd Skole og forklarer meningen med det 2,5 meter høje Storm P-lignende maskinværk, der fremkalder associationer til et mekanisk og klinisk univers betjent af ‘videnskabsfolk’. Nysgerrigheden er pirret, smilet bragt frem og øjnene følger maskinens bevægelser. På pladsen støder turister og midaldrende par til skoleklassen, der stimler sammen omkring installationen.

http://vimeo.com/41663118

Samtidskunst med en folkelig appel

Sune Rieper og Thais Espersen er en del af den skandinaviske gruppe af arkitekter, GI/IGA, som står bag værket. To gange årligt mødes gruppen, og sidste år i Berlin resulterede workshoppen i Gazpachomaskinen, der sidste uge i august kunne opleves under Copenhagen Art Festival som et af de mere ambitiøse indslag i Jeppe Hein’s sociale kunstprojekt, en gøglet legeplads, Ilovit.

Det situationistiske rum af billige byggematerialer, sammenflikkede boder og farverige bogstaver blev i skarp kontrast indrammet af de fornemme, historiske byhuse på én af Københavns mest centrale pladser. Mest af alt mindede det om et byrum på Roskilde Festival med udendørsaktiviteter som bordtennis og gynger, der bød offenligheden op til linedans med et cirkusinspireret program. Der er dog en mening med galskaben, og det er, at det skal bruges. At det så også blev det, dét er en kunst i sig selv.

En af festivalens hovedmål er at formidle international samtidskunst til den brede befolkning, hvilket kan være en stor mundfuld. For stor for kuratorerne af U-turn, den første festival for samtidskunst i København tilbage i 2008. De leverede en faglig respekteret indsats, men fik for få billetindtægter og dermed et bragende underskud. I januar 2009 blev U-turn erklæret konkurs. I den eksterne faglige evaluering til Statens Kunstråd vurderes kunstrådets initiativ om en festival for samtidskunst til

“at have et lovende potentiale og således at kunne have en perspektivrig fremtid. Det vurderes endvidere, at festivalen med en målrettet indsats har potentiale til at skabe et engageret publikum af en bredere sammensætning.”

I december 2011 opruster Statens Kunstråd og udpeger arrangørerne af den anden festival for international samtidskunst. Det er de fem københavnske kunstinstitutioner Kunsthal Charlottenborg, Den Frie Udstillingsbygning, Kunstforeningen Gl. Strand, Kunsthallen Nikolaj & Overgaden Institut for Samtidskunst. Foruden at skabe international opmærksomhed og stimulere den danske samtidskunstscene, skal festivalen styrke interessen for samtidskunsten hos et bredere publikum.

Kunst i fællesskab

Og den udfordring tager Copenhagen Art Festival op. “Kunst i fællesskab” er overskriften i festivalavisens forord, og hele festivalens tematiske omdrejningspunkt.

»Vi er på mange måder fælles om byen, men ikke om måden vi bruger den på. I løbet af festvalens ti dage vil Indre By udgøre en scene for mærkværdige og relevante aktioner, der udfordrer vores adfærd og måden, vi er sammen på. Det vigtigste er, at vi stopper op, løsriver os, og træder ind i en verden, hvor andre regler gælder«

Sådan skriver Christian Skovbjerg Jensen, kurator for festivalens indsats “Kunst i det offentlige rum”, i det informative, visuelt overbevisende program.

I Dagbladet Information udtaler Elisabeth Delin Hansen, leder af Nikolaj Kunsthal, »at samtidskunsten også kan være umiddelbar og sjov. Man behøver ikke en æstetisk uddannelse for at sanse den.« Og et værk som Ilovit skal netop tiltrække nye publikumsgrupper til samtidskunstens univers, og her er “fællesskab” og “det offentlige rum” åbenbart de vigtigste strategiske greb.

Jeppe Hein har gjort sit til at løfte opgaven. Ilovit skaber en åben, indbydende ramme, har et program spækket med sjov og overraskelser og ikke midst muligheden for at tiltrække tilfældige forbipasserende med sin beliggenhed mellem Strøget og Christiansborg.

Tilbage på pladsen er der en del besøgende, og Gazpachomaskinen er en magnet. Opmærksomheden er fanget. Flere, især midaldrende mænd og subsistensløse, er faldet i snak med arkitekterne, andre med hinanden. Om maskiner, teknik og Storm P.

»Hvad er et hjem uden sådan en maskine« udbryder en mand begejstret og nikker til sin kone, der istemmer med et stort smil.

»Den har mange lag i sig«

Thais Espersen udyber

»Det er en arkitektur, som en gør en handling rumlig. Det er en installation, der spørger ind til vores forventninger til hverdagen. Sidst er det en performance, der involverer publikum og skaber en social interaktion«

Især det sidste er tydeligt. Der er skabt et rum omkring maskinen, som inddrager og aktiverer publikum. Processen med at fremstille suppen har skabt et, omend et flygtigt et af slagsen, fællesskab mellem menneskene omkring den.

»Klik«

Generatoren slukkes igen. Arkitekterne skruer på flaskerne med eddike og limejuice, og suppen smages til. En tragt dykker ned i massen og doserer den røde masse i shotglas, som placeres på et cirkelformet, roterende spejl. Eleverne bunder utålmodigt. Turister fotograferer begejstret. Konerne spørger til opskriften. Der er anerkendende nik, spørgsmål og snakken går. Showet er ovre, forsamlingen opløses og folk forsvinder ud i byen igen.

Om Ilovit - og Gazpachomaskinen - kan påvirke folk til at søge dybere ind i samtidens kunstverden og indløse billet til udstillingerne, vil vise sig. Copenhagen Art Festival fortsætter i løbet af efteråret, dog på lavere blus, med udstillinger og events på de fem kunsthaller.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.