Dødsangst og mænd, der græder
Den norske instruktør Eline Arbos iscenesættelse af Iliaden på Betty Nansen Teatret er en klar kritik af en kultur, der hylder styrke og nedgør sårbarhed. Tom Silkeberg og Arbos dramatisering er et fortættet forsøg på at forstå de oldgræske værdier om stolthed og ære som en spejling af vor tids giftige maskulinitet, og det lykkes. Pointen om kvinder som evige ofre for mændenes vold står knivskarpt. Stykket er en undersøgelse af krigens logik og mangel på samme. Et vindue ind til den dødsangst, krigen fører med sig.
Arbos nyfortolkning er baseret på Homers hexametre og skriver sig ind i en mere end 2000 år gammel tradition for at forstå aktuelle problemstillinger gennem de oldgræske myter. Og forståelsen af krigen som en blodig, barbarisk affære står ikke mindre skarpt med krigen i Ukraine som mentalt bagtæppe til lugten af teaterblod.
Scenen ligner ved første øjekast et slidt, offentligt baderum, men som forestillingen skrider frem, viser det sig, at det er en slagtehal. En gruppe sortklædte artister klimprer på hjemmelavede instrumenter. Musiker Thijs van Vuure har komponeret musikken, men lader skuespillerne spille selv.
