Kulturens kræmmermarked

Opvarmningsdagene på Roskilde Festival har haft tradition for massiv druk, voldsom fest, sindssyg bas fra højtalertårne og morgener, hvor reptiler langsomt kryber frem og stikker hovedet ud af teltene, med dårlig ånde og bakteriebefængte, dødbringende bid, halvsovende komodovaraner, der ligger og sunder sig i solen, før det hele gentager sig, til musikpladsen åbner.

Det lader dog til, at opvarmningsdagene er blevet en egentlig del af festivalen, et sted for formater, som rækker ud over den konventionelle koncertoptræden, et program af talks, performancekunst, visuel kunst, aktivistiske happenings og interviews. Men hvis ikke på en festival, hvor i verden kan en så omfattende kombination af formater så ellers finde sted? 

Som barn havde min mormor og jeg en tradition for at tage på Vorbasse Marked i Sønderjylland hver sommer. Jeg elskede det.

Programmet for opvarmningsdagene er inddelt i kategorierne Music, Art & Activism og Øvrigt. Man fristes til at dissekere indholdet af kategorien Art & Activism, egentlig bare kategoriseringen i det hele taget, men lad os imidlertid se nærmere på kategorien Øvrigt. Her står en talk med Glenn Bech ved siden af et freestyle-rapshow, oplæsning ved Gry Stokkendahl Dalgas og annonceringen for en lille fodboldbane i campingområdet: Stadion - et område spækket med fede aktiviteter så du kan holde kroppen i gang under årets festival. Hvorfor Gry Stokkendahl Dalgas’ oplæsning fra At performe transkønnet vrede ikke kunne kategoriseres som Art & Activism kan være en smule svært at gennemskue. 

Som barn havde min mormor og jeg en tradition for at tage på Vorbasse Marked i Sønderjylland hver sommer. Jeg elskede det. Det gjorde hun også. Alt var til salg. Der var candyfloss. En masse tingel-tangel. Mange børn er glade for tingel-tangel. Hun fortalte historier om, hvordan hun også kom der som barn, hvordan hendes bror engang købte en ged, trak den over til min lidt skeptiske oldefar, hvordan han et par timer senere kom tilbage uden geden, i stedet med en bunke penge og en rimelig avance. Min mormor taler stadig om den legetøjspistol, hun købte til mig på markedet, en ret farlig softgunpistol, jeg snedigt lod hende tro var fuldstændig harmløs. Vi gik hjem langs boder med høns, solbriller og havelamper. 

Jeg har lidt samme følelse, da jeg mandag lidt over to om eftermiddagen går op mod den nyligt etablerede FLOKKR-scene på Roskilde Festival. Der sker ting omkring mig. Gang i den. Nogen tåger rundt på en glidebane, de har sjove hatte på og bar mave. Jeg sparker til en øldåse og tager ærmet op foran næsen. Her lugter surt og råddent, min cola er allerede blevet doven. Jeg går gennem Dream City, et område hvor mere etablerede lejre har opført bygninger i træ. I en bod malet med teksten »Når mormor sutter, er der ingen der smutter« står en mand og deler snaps ud. Lidt længere nede sidder en masse folk i campingstole og laver quiz. Lejrene i dette område har fået lov til at opføre bygninger i bytte for at beværte en stribe events, som godkendes af festivalen, fungerer således delvis som del af festivalen og del af campingområdet på samme tid. 

Gang i den. Nogen tåger rundt på en glidebane, de har sjove hatte på og bar mave.

Ved scenen skal jeg overvære kunstperformancen The Wagon of Mutter Courage af Jonas Kjeldgaard Sørensen, som foruden ambitiøst at være et lynnedslag i Bertolt Brechts eksildrama Mutter Courage und ihre Kinder ifølge programmet er en »poetisk udforskning af krigens materialitet og kulturelle påvirkning.« Da jeg ankommer, har der allerede formet sig en ring af mennesker rundt om området for performancen, i midten står en genstand dækket af en hvid presenning. Ikke længe efter dukker nogle maskeklædte folk op og bevæger sig rundt på jordstykket ved den hvide presenning, ud til publikum, de stiller sig og ser på folk med stikkende øjne. En mand dingler forbi og råber »SKÅL!« ud over det hele. Der ligger nogle varaner og slikker sol på den modsatte side af cirklen.  

Som Atlas tidligere har rapporteret, har festivalen de sidste par år tilsyneladende fået vokseværk, udvidet programmet til at strække sig over en hel uge, tilføjet et særskilt program for dagene før åbningen af den store festivalplads. På mystisk vis er definitionen af festivalen dog også forsvundet i takt med udvidelsen. Måske fordi den er blevet umulig at definere.

Måske fordi festivalen ikke har brug for at definere sig for markedsføringens skyld. Billetterne sælger jo sig selv. Det nærmeste jeg kommer en definition fra festivalen selv er den korte tekst, jeg kan nå at ane på Google: »Roskilde Festival er Nordeuropas største festival. Den første udgave fandt sted i 1971, og siden 1972 har vi været 100 % non-profit. Det betyder, at vi donerer « jeg trykker på linket og bliver ledt videre til en orange side med teksten: »UPS! Linket virker ikke. Det er muligvis et gammelt link.« 

Måske skal vi forholde os til Roskilde Festival, som vi forholder os til et kræmmermarked. 

Efter Jonas Kjeldgaard Sørensens performance går jeg en tur op til en af musikscenerne, Eos, en ret stor scene hvor den nyetablerede musiker Sandra Husseins »dansable blanding af pop, reggaeton, R&B og hip hop byder på masser af charme.« På vej derop kommer jeg forbi en druk-konkurrence. To mænd i bar mave står, ganske som den kunstperformance, jeg lige har overværet, midt i en cirkel af mennesker, skiftes til henholdsvis at tage ølbong og at brække sig. Efter lidt musik og ølpjaskeri ved Eos-scenen, hører jeg en talk om den globale situation for kvinder og kønsminoriteters rettigheder. 

Festivalen åbnede for første gang i 1971 som en lille hippiefestival, definerede sig i mange år som en festival for rockmusik, indtil i dag, hvor det faktisk er blevet ret svært at gennemskue, hvad Roskilde Festival er. Udover at være Roskilde Festival. Et brand. En begivenhed, folk har forskellige idéer om, hvad er. Det er ikke svært at forstå, hvorfor etablerede musikkritikere kritiserer festivalens forskellige programpunkter hårdt og i øst og vest. Hidtil har det heddet sig, at Roskilde Festival lå mellem en onsdag og en lørdag aften, derudover fire dages lejrliv i campingområdet op til musikdagene. Nu strækker den sig over en uge. Nu er der boder med snaps, talks, druk-konkurrencer, performancekunst.

Hvad skal man forholde sig til, hvis en institution af den kaliber, Roskilde Festival unægteligt er, ikke definerer sig selv? Måske skal vi forholde os til Roskilde Festival, som vi forholder os til et kræmmermarked.