I kærligheden leder vi efter os selv

Det var først i midten af tyverne at jeg holdt op med at tro på, at kærligheden ville finde mig af sig selv. Det der med børn og parforhold, tænkte jeg som helt ung, var formentlig noget der ville arbejde i baggrunden, mens jeg passede mine karriereambitioner. Det betød ikke, at jeg ikke var romantisk anlagt. Jeg drømte konstant om den store kærlighed, men jeg troede vel, at han ventede på mig derude og med ham den livsfortælling, som jeg allerede havde set mine ældre søskende gennemspille. Mand/kvinde møder den helt rigtige m/k, forelsker sig, gifter sig, stifter familie (for historien udspiller sig naturligvis i den fødedygtige alder). 28 år ville nok være en god alder at få mit første barn, tænkte jeg.

Sådan gik det ikke helt. I dag er jeg knap 31, bor stadig alene og stiller mig noget mere skeptisk over for romantiske løfter om fremtidens kærlighed. Det må være tid til kompromiser, samtaler og pragmatisme. Men er jeg nu helt ærlig over for mig selv når jeg skriver dette? Drømmer jeg ikke stadig om, at den nyeste kærlighed skal overgå den sidste. At livet skal blive større og jeg skal blive mere mig selv i livet sammen med en mand?

Nogle forventninger til