Ynkens Indiana Jones
Af og til sker det, at jeg, grebet af en uforventet eventyrlyst, åbner Filmstribens hjemmeside og ligesom drages af en specifik film, som var det meningen, netop denne film skulle komme til mig denne aften. Ofte er disse film, som sendes min vej af de danske kommunalbibliotekers fantastiske tjeneste, overraskende skønne og ulig det meste andet, jeg har set. At finde sådan en film fylder mig altid med en særlig form for håbefuldhed: nu er det slut med at soppe rundt og gense de samme, dårlige, amerikanske tv-serier igen og igen. Pludselig virker alt muligt: hvis denne film findes, må der være flere i den dur. Sådan havde jeg det for nylig, da jeg opdagede den italienske instruktør Alice Rohrwachers film Lazzaro den lykkelige, der følger den godsindede og positive Lazzaros liv som fæstebonde og senere hen hjemløs byboer, og hans forsøg på at finde sin eneste ven, der blev væk da tiden blev forvredet. Efter den oplevelse var det derfor naturligt, at jeg måtte se opfølgeren La Chimera, der endelig har ramt de danske biograflærreder, efter allerede at have haft premiere i udlandet sidste år.
Fra første scene går det op for mig, at jeg føler mig forbundet til d
