Dumpet ned i en verden man ikke har lært at gøre mening af endnu
Det er ikke lækkert eller idyllisk at være barn i den verden, Fine Gråbøl udfolder i sin nyeste roman Hundrede børn. Det lugter af »fedtet hår og sprittet deodorant og sved og jord og fugtige kiks og brune bananer og bløde agurker.« Vi befinder os i de tidlige 00’ere, hvilket giver en uskyldig men også lidt kikset karakter til det hele: der er Fatboys og Gameboys til højre og venstre, Braceface plakater på værelserne og Outlandish på radioen.
Hovedpersonen Karl går på en skole, der minder påfaldende meget om Sankt Annæ skolen i Valby. Drengekoret her er i verdensklasse, og oplevelserne som 11-årig andensopran er selvfølgelig usædvanlige, men børnene selv og deres små liv er slående normale. Indtil, selvfølgelig, at skolen begynder at hælde, drengene begynder at støde ind i mystiske stumme kor, og mærkelig hvid candyfloss begynder at falde fra himlen.
Blandingen af det meget genkendelige, barneunivers og den (hvis man ikke selv har gået på elitemusikskole) fremmede, næsten esoteriske sangskoleverden, skaber et barneportræt, der indrammer visse aspekter af barndommen bedre, end hvis det havde været en god gammeldags (social)realistisk roman.
